Mødedato: 19.08.2024, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 57

Revisionsberetning 2023

Se alle bilag

Resumé

Denne sag omhandler den årlige revisionsberetning. Revisionsberetningen vedrører både årsregnskabet og statsrefusion på social- og beskæftigelsesområdet for 2023.

Revisionsberetningen vedr. årsregnskabet (jf. bilag 1) indeholder ingen revisionsbemærkninger rettet specifikt til Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen. Forvaltningen er dog omfattet af 3 revisionsbemærkninger, som er målrettet alle forvaltninger. Revisionsbemærkningerne vedrører ibrugtagnings-tilladelse på it-systemer, revision af balancen og brugerstyring og ledelsestilsyn med brugerautorisationer. Forvaltningen er ikke længere omfattet af revisionsbemærkningen vedr. bilagskontrol.

Revisionen af områder med statsrefusion omfatter gennemgang af borgersager. Resultatet giver ikke anledning til revisionsbemærkninger.

Forvaltningen har udarbejdet handleplaner ift. at adressere forholdene i revisionsbemærkningerne. Beskæftigelses- og Integrationsudvalget skal med denne sag godkende forvaltningens handleplaner.

Indstilling

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,

1. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkender forvaltningens 3 handleplaner vedr. revisionsbemærkninger i Revisionsberetningen for 2023 (jf. Bilag 2)

Problemstilling

Når revisionen - ud fra en revisionsmæssig betragtning - konstaterer væsentlige fejl eller mangler, afgives en revisionsbemærkning herom. Økonomiforvaltningen beder derefter udvalgene om handleplaner for, hvordan der kan rettes op på de konstaterede mangler, herunder hvordan fejlene undgås fremadrettet.

Vedrørende revisionen på regnskabsområdet for 2023 har Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen udarbejdet handleplaner i forhold til 3 revisionsbemærkninger: ibrugtagningstilladelse på it-systemer, revision af balancen og brugerstyring og ledelsestilsyn med brugerautorisationer.

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen har i 2023 ikke modtaget revisionsbemærkninger på det sociale- og beskæftigelsesrettede og skal derfor ikke udarbejde en handleplan for genopretning af fejl.

Deadline for fremsendelse af handleplaner til Økonomiforvaltningen var den 18. juni. Handleplanerne er derfor oversendt til Økonomiforvaltningen med forbehold for Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets godkendelse.

Løsning

Revision af årsregnskabet
Revisionsberetningen vedrørende årsregnskabet redegør for de forhold, som revisionen i sit løbende arbejde har konstateret, ikke lever op til retningslinjerne på området. Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indgår i 3 revisions-bemærkninger målrettet alle forvaltningerne.

Ibrugtagningstilladelser på it-systemer (bemærkning fortsat fra 2022):
Det blev i 2022 konstateret, at ikke alle IT-systemer var sikkerhedsgodkendt og havde en ibrugtagningstilladelse. Koncern IT håndterer i samarbejde med forvaltningerne de manglende ibrugtagningstilladelser. Ved opfølgningen i 2023 har Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen 3 systemer, hvor der arbejdes med ibrugtagningsstatus og tilpasset sikkerhedsvurdering. Herudover har forvaltningen 3 ”ikke godkendte” systemer, hvor der arbejdes med udfasning af systemerne. Dette arbejde er adresseret i handleplanen, som samlet set forventes at være afsluttet med udgangen af 4. kvartal 2024.

Revision af balancen
Der er udarbejdet en årsrapportering på balancen for 2023 til hver forvaltning. Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen havde, ved regnskabsafslutningen for 2023, 3 konti med poster ældre end 1 år, som er afstemt til opfølgning.

For de 2 konti knytter opfølgningsbeløbene sig til differencer mellem hensatte beløb på A-skat i fagsystemer (KSD og KY) og afregning med SKAT. Grundet afstemningens kompleksitet har det ikke tidligere været muligt at specificere differencen. Ultimo 2023 har Koncernservice udarbejdet ny model til afstemning, som muliggør specifikation på CPR-niveau.

For den 3. konto dækker de ældre opfølgningsbeløb over, at der udestår indtægtsføring på indbetalinger for 2023 og 2024, der knytter sig til krav oprettet i KMD-aktiv, som i overgangen til KY ikke blev oprettet korrekt i systemet. Indbetalinger registreres ikke i fagsystemet KY og derfor heller ikke som indtægt i regnskabet. Det udestår, om det er muligt at løse problemstillingen ved hjælp af systemunderstøttelse i fagsystemet, eller om BIF skal håndtere disse manuelt.

Forvaltningen forventer med den iværksatte handleplan at have løst udfordringerne med udgangen af 4. kvartal 2024.

Brugerstyring og ledelsestilsyn med brugerautorisationer
Der skal minimum hvert eller hvert andet år føres ledelsestilsyn med, om tildelte autorisationer til IT-systemer, som indeholder person- og værdioplysninger, afspejler medarbejdernes arbejdsmæssige behov. Dette er ikke sket i tilstrækkeligt omfang i forvaltningerne, hvilket Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen med den iværksatte handleplan forventer at have rettet op på i indeværende år.

Revision vedr. statsrefusion på Beskæftigelses- og Integrationsområdet
Revisionen af det sociale- og beskæftigelsesrettede område sker blandt andet på baggrund af en stikprøvegennemgang af konkrete sager, arbejdsgange og forvaltningens interne ledelsestilsyn.
Det fremgår af revisionsrapporten (bilag 3), at revisionen på Beskæftigelses- og Integrationsområdet ikke har vist væsentlige eller generelle fejl og mangler, og at området i al væsentlighed administreres efter gældende regler og retningslinjer. Gennemgangen har ikke givet anledning til revisionsbemærkninger. Forvaltningen følger op på de konstaterede fejl.
I revisionen for 2023 indgår en obligatorisk temarevision på fleksjobområdet, som Beskæftigelsesministeriet følger op på. Formålet er at belyse kommunernes praksis på området med henblik på at sikre korrekt administration. Revisor har ikke bemærkninger til resultatet af sagsgennemgangen.
Revisionsberetningen er en af forvaltningens kvalitetsindikatorer, jf. bilag 4.

Økonomi 

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Politisk handlerum

Revisionsberetningen ligger fast, men udvalget har med denne sag mulighed for at vurdere, om udvalget finder, at forvaltningens skitserede tiltag i handleplanerne er tilstrækkelige til at rette fejlene og sikre, at de ikke sker fremadrettet.

Videre proces

Revisionsberetningen behandles på ØU den 27. august 2024 med handleplaner for alle forvaltninger.

Henrik Lund / Signe Maria Christensen

Beslutning

Sagen blev godkendt.

Til top