Mødedato: 19.08.2024, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 57

Forslag til udmøntning på de tre initiativer målrettet grønlænder/inuit

Se alle bilag

Resumé

Med denne sag forelægges BIU et forslag til udmøntning af midlerne afsat til tre initiativer målrettet inuit/grønlændere: En informationsindsats, et beskæftigelses- og uddannelsesprogram og et velkomstprogram til det forventelige, kommende venskabsbysamarbejde mellem Nuuk og København. Initiativerne er blevet drøftet af vidensgruppen på området, som har givet input til initiativerne og peget på områder, hvor den nuværende indsats overfor målgruppen synes mangelfuld. Vidensgruppen består af organisationer og aktører med særlig viden om inuit/grønlændere og arbejdsmarkedet.

Indstilling

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,

  1. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkender forslag til udmøntning af tre initiativer målrettet inuit/grønlændere.

Problemstilling

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget (BIU) har den 11. december 2023 afsat midler til en informationsindsats om inuit/grønlændere og midler til det forventelig, kommende venskabsbysamarbejde mellem Nuuk og København. Dertil har parterne bag budgetaftalen for 2024 afsat midler til et beskæftigelses- og uddannelsesprogram. Udvalget godkendte samtidig en vidensperiode, hvor der blev nedsat en vidensgruppe med organisationer og aktører med særlig viden om inuit/grønlændere. Vidensgruppen fik som opdrag at bruge 1. halvdel af 2024 på at bidrage til udviklingen af drøfte de tre initiativer og drøfte andre relevante udfordringer for målgruppen.

Løsning

På baggrund af den involverende proces i 1. halvår af 2024 foreslår forvaltningen følgende udmøntning i forhold til de tre initiativer. Forslagene tager udgangspunkt i vidensgruppens inputs og drøftelser.

Tabel 1: Forvaltningens forslag til udmøntning

 

 

 

 

Informationsindsats om inuit/grønlændere

Indhold

Formål

Beløb

Informationsindsats målrettet jobcentermedarbejdere

 

Udarbejdelse af informationsmateriale om interkulturel forståelse samt om grønlandsk sprog og kultur via ekstern leverandør.

Indsatsen skal medvirke til, at der kommer øget fokus på - og forståelse af inuit/grønlændere og grønlandsk kultur, de sproglige forskelle og generelle forskelle mellem grønlændere/inuit og danskere i Jobcenter København.

 

Skal derudover bidrage til generel interkulturel opkvalificering af medarbejdere i Jobcenter København.

250.000 kr. i 2024 afsat gennem Integrationsbevillingen.

Venskabsbysamarbejde mellem Nuuk og København

Indhold

Formål

Beløb

Oversætte relevante hjemmesider til grønlandsk og udarbejde en velkomstpjece på grønlandsk.

Velkomstmaterialet skal være med til at øge forståelsen for det danske samfund, kontakten med det offentlige system, offentlig transport, det danske arbejdsmarked, uddannelsessystemet, foreningslivet etc.

250.000 kr. i 2024, afsat gennem Integrationsbevillingen.

Beskæftigelses- og uddannelsesprogram målrettet inuit/grønlændere

Indhold

Formål

Beløb

Indsatsen skal supplere den almindelige indsats for ledige i København.

 

Målgruppen af inuit/grønlændere vil få tilbudt en ressourceperson med specialviden om inuit og grønlændere som kontaktperson.

 

Ressourcepersonen har viden om kulturelle forskelle mellem inut/grønlændere og danskere, og samarbejder tæt med andre relevante aktører på området. Herunder andre relevante forvaltninger og civilsamfundsaktører, fx Det Grønlandske Hus.

 

Indsatsen består af tre hovedspor 1) job eller uddannelse, 2) danskundervisning og 3) brobygning til civilsamfundet.

 

Det bemærkes, at den konkrete model for indsatsen skal videreudvikles og kvalificeres.

Indsatsen skal sikre at grønlændere/inuit bliver understøttet i mødet med det danske arbejdsmarked og uddannelsessystem.

 

Indsatsen har derudover til formål at sørge for at inuit/grønlændere får en beskæftigelsesindsats, der bedst muligt tager højde for de særlige udfordringer, som man kan have som inuit/grønlænder i Danmark.

 

 

 

 

300.000 kr. i 2024 og 700.000 kr. årligt i 2025-2027 til indsatser i Jobcenter København eller til enkeltkøb af indsatser

 

og

 

650.000 kr. i 2024 og 1,3 mio. kr. årligt i 2025-2027 til to årsværk i Jobcenter København.

 

Midlerne er alle blevet afsat ved budget24.

 

Det bemærkes, at det indledningsvist har været ønsket, at informationsindsatsen skulle ramme tre målgrupper hhv. borgere i København, jobcentermedarbejdere samt virksomheder. På baggrund af de input, som forvaltningen har fået i vidensperioden vurderer forvaltningen ikke, at der er tilstrækkeligt med ressourcer til en så bred informationsindsats. Forvaltningen vurderer samtidig, at der er et grundlæggende behov for at opkvalificere egne medarbejdere i Jobcenter København i forhold til at sikre en sproglig og kulturel opmærksomhed i mødet og samtalen med inuit/grønlændere. Det er vurderingen, at det bør ske før der eventuelt igangsættes en bredere informationsindsats. 

Forvaltningen bemærker, at der i beskæftigelses-og uddannelsesprogrammet var afsat 350.000 kr. (indsatsmidler) til indsatser i Jobcenter København eller til enkeltkøb af indsatser hos eksterne i 2024. Forvaltningen vurderer, at det er vanskeligt at nå at færdigudvikle et program og samtidig bruge de afsatte midler til indsats i 2024. Da 1. halvdel af 2024 har været afsat til en vidensperiode har forvaltningen først kunne fremlægge udvalget for vidensgruppens arbejde på nærværende møde. Derfor vil det endelige udviklingsarbejde med initiativerne først kunne påbegyndes efter denne sag er godkendt. Forvaltningen har I sinde at fortsætte det tætte samarbejde med relevante aktører på området, herunder aktører på arbejdsmarkedet. På den baggrund estimerer forvaltningen at beskæftigelses- og uddannelsesprogrammet starter op primo 2025.

Økonomi

Der henvises til tabel 1. Indstillingen udmønter i alt 1,45 mio. kr. i 2024. De 1,45 mio. kr. er foruden de 350.000. kr., der i 2024 var afsat i indsatsmidler til beskæftigelses- og uddannelsesprogrammet, og som Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen forslår tilbagebetalt til kassen.

Politisk handlerum

Udvalget kan godkende forvaltningens forslag i indstillingen eller vælge at forvaltningen skal prioritere en anden håndtering. Det bemærkes, at såfremt indstillingen ikke godkendes har det betydning for hvornår udmøntningen kan starte og dermed om midlerne kan anvendes i 2024.

Videre proces

Hvis Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkender indstillingen, vil Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen arbejde videre med at igangsætte initiativerne.

 

Henrik Lund / Marianne Becker Andersen

 

Beslutning

Sagen blev godkendt.

Til top