Mødedato: 19.08.2013, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 57

Opfølgning på evaluering af a-kassesamarbejde

Se alle bilag

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen har indgået samarbejdsaftaler med en række a-kasser om, at a-kasserne varetager kontaktforløbet for deres nyledige medlemmer. Dette samarbejde er nu evalueret.

Indstilling og beslutning

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,

  1. At Beskæftigelses- og Integrationsudvalget tager evalueringen af a-kassesamarbejdet til efterretning
  2. At Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkender forslag til resultat- og indsatsmål for et nyt og styrket samarbejdsgrundlag
  3. At Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkender, at alle a-kasser tilbydes muligheden for at indgå i fortsat samarbejde med et styrket jobfokus via eksempelvis jobklub, jobformidling m.v.
  4. At Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkender, at forvaltningen indgår yderligere aftaler med udvalgte a-kasser om forsøg med screening, fremrykket indsats og fælles samtaler med deltagelse af både a-kasser og jobcenter.

Problemstilling

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget har med godkendelse af indstilling af 23. marts 2011 bemyndiget Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen til at indgå samarbejdsaftaler med statsanerkendte a-kasser om varetagelse af kontaktforløb for egne nyledige medlemmer i de første 26 ugers ledighed.

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget er med denne indstilling stillet i udsigt én gang årligt at få forelagt en rapport om samarbejdets resultater. Forvaltningen har på denne baggrund udarbejdet et koncept for opfølgning.

Med udgangspunkt i opfølgningskonceptet foreligger der nu en evaluering af samarbejdet med femten a-kasser i 2. halvår 2012 - 1. halvår 2013, idet 1. halvår 2012 betragtes som indkøringsperiode.

Løsning

Indsatsen i 2. halvår 2012 – 1. halvår 2013 har involveret 7000 borgeres kontaktforløb og omfatter ved udgangen af perioden et aktivt samarbejde med fjorten a-kasser. To a-kasser har opsagt samarbejdet og henvisningen af borgere til en enkelt a-kasse er midlertidigt stillet i bero.

Det nuværende a-kassesamarbejde omfatter fem akademiske a-kasser samt en række andre a-kasser med 3F, FOA og FTF-A blandt de a-kasser med flest henviste borgere, og Byggefagenes a-kasse, DLF-A og Min A-kasse blandt de a-kasser med færrest henviste borgere.

Alle henviste borgere får ved henvisningen af deres kontaktforløb til a-kasserne tilbud om i stedet at vælge et kontaktforløb i jobcentret, hvilket kun er sket i få tilfælde. 

A-kassernes varetagelse af kontaktforløbet for nyledige medlemmer har baggrund i parternes ønske om at bidrage bedst muligt til en fælles beskæftigelsesindsats med borgeren i fokus.

Det er således et centralt element i samarbejdet, at de berørte borgere skal opleve en enklere, smidigere og mere sammenhængende indsats i den første del af ledighedsforløbet.


Opfølgningen på indsatsen er bygget op om fire elementer, som er:

1. Effekter

2. Rettidighed

3. Deltagertilfredshed - Survey

4. Anvendte metoder - Selvevaluering

Konklusionerne på målopfyldelsen i samarbejdet kan generelt opsummeres i tre hovedkonklusioner:

  • Jobeffekterne af a-kassernes kontaktforløb er på niveau med jobeffekterne hos sammenlignelige grupper i nabokommunerne
  • A-kasserne har tilrettelagt en sammenhængende indsats, hvor CV-, job- og rådighedssamtalerne sammentænkes. Det giver sig udslag i, at de lediges tilfredshed med jobsamtalerne er større i a-kasserne end i jobcenteret, selv om vurderingerne af udbyttet af jobsamtalerne er på samme niveau
  • Der er et stort potentiale for at styrke a-kassernes virksomhedsrettede indsats i sam­arbejdet. 

Konklusionerne peger på mange områder på et velfungerende samarbejde, der bidrager med en sammenhængende indsats, der giver mening for mange nyledige. Dertil kommer en indsats, som giver jobeffekter, der er på niveau med jobcentrets.

Evalueringen peger samtidig på en stor spredning i resultaterne mellem a-kasserne på alle evalueringspunkter, som efterlader indtryk af et forbedringspotentiale for samarbejdet. En enkelt a-kasse (Min A-kasse) skiller sig ud fra de øvrige ved på alle evalueringspunkter at være i den nederste 1/4 del af skalaen. Det gælder både rettidighed, jobeffekter og tilfredshed. Forvaltningen vil ved hjælp af dialog og intensiv opfølgning afsøge muligheden for at forbedre Min A-kasses resultater.  

Et af de generelle forbedringspotentialer, der er identificeret med evalueringen, er et behov for at styrke jobfokus. Deltagertilfredshedsmålingen viser således, at deltagernes vurdering af jobfokus også har stor betydning, for deres vurdering af udbyttet af samtaler i kontaktforløbet. På den baggrund vurderes det, at netop jobfokus skal være et omdrejningspunkt i den fremadrettede udvikling af samarbejdet.

Det flugter med udviklingen af jobcentrets egen indsats for nyledige, som i stigende grad er præget af tidligere og flere jobsamtaler og aktiviteter mellem samtalerne, fremrykkede jobklubber og brugen af et fælles værktøj til at holde fokus på borgerens udvikling henimod at komme i arbejde.

Et andet forbedringspotentiale ligger i, at a-kassernes brug af jobsøgningsforløb er meget beskeden. Omvendt synes det klart, at borgerne hos de enkelte a-kasser får en række frivillige tilbud med temadage, workshops, coaching o.l.

Evalueringen giver ikke konkret indsigt i, hvor omfattende en aktivitet der er tale om, og frivillighedsaspektet må formodes at betyde, at der er variationer i de enkelte borgeres brug af tilbuddene.

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen anbefaler på baggrund af evalueringens resultater, som beskrevet ovenfor, at det fremtidige aftalegrundlag understøtter en ambitiøs indsats for alle borgere. 

Også på jobeffekterne er der stor spredning i resultaterne, og det vurderes, at et tredje forbedringspotentiale ligger  i, at der arbejdes mere målrettet med jobeffekter i forhold til de enkelte a-kassers resultater, og at der ved aftaleindgåelsen afstemmes et højt ambitionsniveau for, at a-kasserne generelt ligger bedre end nabokommuner på jobeffekter. De konkrete mål skal aftales med hver enkelt a-kasse.   

Dette betyder, at a-kassesamarbejdet fortsat baseres på følgende konkrete resultatmål:

  • Rettidighed ift. jobsamtaler skal være på minimum 90 %

Rettidigheden skal fortsat have fokus i samarbejdet med henblik på at sikre en høj samtaleintensitet i kontaktforløbet. Opfølgningen på rettidigheden er styrket igennem aftaleperioden, og den tætte resultatopfølgning fra forvaltningens side skal fastholdes i det fremadrettede samarbejde

  • Effekten af indsatsen aftales konkret med hver enkelt a-kasse men skal i udgangspunktet være højere end effekterne for de sammenlignelige grupper i klyngen.

Det væsentligste mål for samarbejdet er at få sikret en nedbringelse af overledigheden i København. Fremtidigt effektmål tager udgangspunkt i at understøtte den bevægelse.

Endeligt foreslås det, at det beskrives i samarbejdsaftalerne, hvordan der konkret arbejdes med jobfokus i kontaktforløbet, og at et styrket jobfokus indgår som et fælles udviklingsmål. Dette udviklingsmål kan f.eks. udfoldes gennem konkrete aktiviteter/samarbejder omkring:

  • Anvendelse af forvaltningens nyudviklede udviklingsværktøj – Værktøjet er udviklet som en del af Borgeren ved Roret og vil fra september blive anvendt af alle leverandører og jobcentre i København som et omdrejningspunkt for den løbende kontakt med borgerne
  • Brug af digitale selvbetjeningsværktøjer – F.eks. muligheden for digitalt at orientere jobcentret med input til jobplaner
  • Styrkelse af tilbagemeldinger om borgerens udviklings- og beskæftigelsesmål ved overgangen til jobcentret
  • Øget brug af jobformidlingsaktiviteter - Alle a-kasser fortsat får mulighed for at visitere borgere til et jobklub/ jobsøgnings/ coachforløb i regi af de leverandører, som forvaltningen har aftaler med. Et øget brug af disse forløb kan være en vej til at sikre øget jobfokus. I udgangspunktet vil Københavns Kommune fortsat finansiere disse jobklubforløb. Det er også en mulighed, at a-kasser tilbyder borgerne deltagelse i eget jobklub/ jobsøgningsforløb/ coachforløb. Det bemærkes dog, at forvaltningen ikke kan finansiere disse forløb.

Flere a-kasser er allerede selv langt i arbejdet med aktiviteter for et øget jobfokus, og det er derfor vigtigt at fastholde visse frihedsgrader i de konkrete metoder til at skabe jobfokus.

For udvalgte a-kasser, hvor det i særlig grad vurderes at kunne bidrage til nedbringelse af overledigheden, arbejdes med forsøg med tidlige screeningssamtaler sammen med jobcentret og rundbordssamtaler mellem jobcenter og a-kasse undervejs i forløbet. Såfremt erfaringerne er positive, og der kan findes ressourcer til formålet, foreslås det, at forvaltningen kan udvide dette samarbejde.

De deltagende a-kasser i samarbejdet er ved møde i det koordinerende a-kasseforum d. 8. august 2013 blevet præsenteret for det fremtidige koncept.

Forvaltningen vil fremlægge resultaterne af høringen på udvalgsmødet d. 19. august 2013.

Opfølgning på samarbejdet

Begge de to resultatmål lægger an til en klar og håndfast opfølgning, som begge parter forpligter sig på. Det foreslås derfor, at forvaltningen arbejder med en opfølgningsmodel, hvor:

  • alle a-kasser i udgangspunktet orienteres med nye rettidighedsdata en gang om måneden og effektdata kvartalsvist 
  • alle a-kasser, som måtte ligge under det aftalte niveau, orienteres særskilt herom
  • alle a-kasser, som systematisk ligger under det aftalte niveau i et kvartal, inviteres til bilaterale opfølgningsmøder, hvor årsager undersøges i fællesskab med henblik på forbedring. En konkret handleplan udarbejdes, så det er klart for parterne, hvilke initiativer der er aftalt og et fælles afsæt for den videre opfølgning.

Begge parter kan opsige samarbejdet.  

Økonomi

Forvaltningen skønner, at en maksimal udnyttelse af tilbud om deltagelse i jobklub/ jobsøgnings/ coachforløb til alle nyledige dagpengemodtagere i målgruppen, som skønnes at opnå tre måneders ledighed, vil omfatte ca. 1.800 borgere.

Beregnet på gennemsnitprisen for de jobsøgnings- og coachforløb, som forvaltningen har rammeaftaler med leverandører om, vil den samlede udgift være ca. 3 mio. kr. årlig. Indsatsen kan således finansieres inden for Arbejdsmarkedscentrets nuværende aftalebevilling til øget samarbejde med a-kasserne.

Forvaltningen skønner yderligere, at det, at a-kasserne afholder de lovpligtige jobsamtaler med borgeren i udlægningsperioden, udgør en økonomisk besparelse for forvaltningen. Med det nuværende niveau af udlagte borgere skal a-kasserne afholde ca. 8.800 samtaler årligt, hvilket sænker forvaltningens udgifter til jobsamtaler og administration med ca. 3.mio. kr. årligt.

Det skal dog også nævnes, at konsekvensen af det nye samarbejdsgrundlag kan være, at samarbejdet må ophøre med nogle a-kasser. Forvaltningens udgifter vil dermed også kunne ændre sig.

Videre proces

Såfremt udvalget godkender indstillingen vil A-kasserne blive orienteret. Samarbejdsgrundlaget har som nævnt været i første høring i a-kasserne. Alle A-kasser modtager invitation til forhandlinger om den endelige udformning af egen aftale jf. de variationer, som er beskrevet i det ovenstående. De nye aftaler forventes at træde i kraft d. 1. november 2013.

BILAG

1. Evaluering af samarbejdet mellem Københavns Kommune og A-kasserne. 

 

Morten Binder                            Kaj Ove Christiansen

Beslutning

Indstillingen blev godkendt.
Til top