Mødedato: 19.06.2023, kl. 13:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 57

Råskitse til studietur til Boston og New York

Se alle bilag

Resumé

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget skal godkende forvaltningens oplæg til program og rejseplan for udvalgets studietur til Boston og New York i oktober 2023.

Indstilling

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,

  1. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkender, at forvaltningen arbejder videre med den faglige og praktiske planlægning af studieturen ud fra det foreslåede oplæg til program og rejseplan.
  2. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkender den overordnede økonomiske ramme for turen, jf. økonomiafsnittet.

Problemstilling

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget nedsatte på udvalgsmødet den 10. januar 2022 en arbejdsgruppe Jens-Kristian Lütken (V), Andreas Keil (A) og Emil Moselund Østergaard (B), der skulle komme med forslag til en rejseplan med studieture, der dækker hele udvalgets funktionsperiode og ressortområde. På mødet den 22. august 2022 forelagde arbejdsgruppen forslag til studieture, hvor udvalget besluttede, at en oversøisk studietur i 2023 skulle gå til Boston og New York i uge 41 med fokus på bl.a. grønne jobs og borgere med handicap.

Løsning

På baggrund af udvalgets beslutning d.22. august 2022 om program og rejseplan forelægger forvaltningen et forslag til rejseplan og program med besøgsmål (bilag 1). Besøgsmål er foreslået mhp. at komme rundt om aktuelle emner såsom kunstig intelligens/digitalisering, grønne jobs og diversitet (køn, handicap og race). Forslag til rækkefølge mv. er udarbejdet under hensyntagen til logistik. Forvaltningen skal gøre opmærksom på, at råskitsen alene er vejledende og der ikke er taget kontakt til de foreslåede besøgsmål.

Forslag til rejseplan er som følger:

Fra København til Boston: Søndag d. 8. oktober kl.12:45 fra København. Ankomst i Boston d.8. oktober kl. 15:05.

Fra Boston til New York: Onsdag den 11. oktober med tog kl. 11:05 fra Boston. Ankomst i New York City (Penn Station) k. 13:54.

Fra New York til København: Fredag d.13. oktober kl.17:35. Ankomst i København den 14. oktober kl.07:15 (7 t. 40 min.).

Det estimerede CO2-aftryk forventes at være 723 kg CO₂ per person, tur/retur.

Der vil blive booket hotel under hensyntagen til at opnå bedst mulig sammenhæng ml. placering, komfort og økonomi.

I forhold til program foreslås det, at den amerikanske ambassade inviteres til at deltage i BIU-mødet d. 25. september som optakt til studieturen. Derudover foreslås besøg i Boston d.9-11.oktober og besøg i New York City d.11-13.oktober. Se vedlagte udkast til program.

Økonomi

Der anvises kassemæssig dækning for rejseudgifterne på Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets serviceramme. Det økonomiske estimat er beregnet ud fra et forventet deltagerantal på 15 personer.

Politisk handlerum

Udvalget skal tage stilling til, om oplægget kan godkendes. I givet fald vil forvaltningen tage kontakt til de foreslåede besøgsmål. Såfremt et flertal i udvalget ønsker at besøge andre besøgsmål end de af forvaltningen foreslåede, kan der fremsættes ændringsforslag til indstillingen.

Videre proces

Såfremt Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkender sagen, vil forvaltningen arbejde videre med planlægning af studieturen. Det bemærkes, at forvaltningen vil afsøge alternative besøgsmål, hvis der er punkter i vedlagte program, som ikke er mulige at gennemføre som foreslået. Program og budget forventes behandlet i Borgerrepræsentationen d.24. august.

Henrik Lund / Mikkel Melgaard Nielsen

Beslutning

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

 

Alternativet fremsatte følgende protokolbemærkning som Enhedslisten tilsluttede sig:

”Alternativet og Enhedslisten ønsker at rette opmærksomheden på brugen af oversøiske rejser i udvalgsregi. Oversøiske rejser bør pga. deres store CO2 aftryk begrænses til situationer, hvor der er meget stor sandsynlighed for, at de besøgte initiativer reelt kan implementere i regi af Københavns Kommune - her tænkes der særligt på forskelle i forhold til kulturelle, politisk og organisatoriske forhold. Samtidig anerkender Alternativet også, at udvalgsrejser gavner samarbejde i udvalget ikke mindst i forhold til at få fælles inspiration.”

Til top