Mødedato: 19.04.2022, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 57

Afrapportering på Handleplan 2020-21 - Forebyggelse af ekstremisme i København

Se alle bilag

Resumé

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkendte den 2. marts 2020 en fornyet handleplan for forvaltningens arbejde med forebyggelse af ekstremisme: ”Handleplan 2020-21 – forebyggelse af ekstremisme i København”. Beskæftigelses- og Integrationsudvalget forelægges hermed afrapportering på arbejdet med handleplanen i 2021 til godkendelse. 3 ud af 5 mål under indsatsen er nået, og 2 mål er enten delvist nået eller ikke nået.

Indstilling

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,

  1. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget tager afrapportering for 2021 på "Handleplan 2020-21- Forebyggelse af ekstremisme i København" til efterretning.

Problemstilling

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget forelægges med denne indstilling afrapportering for 2021 på "Handleplan 2020-21 - Forebyggelse af ekstremisme i København". Handleplan 2020-21 er vedlagt i bilag.

Nationalt Center for Forebyggelse af Ekstremisme har i deres Kortlægning af viden om ekstremisme (2018) taget udgangspunkt i, at forebyggelse af ekstremisme udvikles i et samspil mellem faktorer på et samfunds-, gruppe- og individniveau. Handleplanen i Københavns Kommune fokuserer på den baggrund på fire målgrupper, som er hensigtsmæssige at arbejde med i forebyggelsen af ekstremisme. Indsatsen spænder fra tidlig forebyggelse til en mere indgribende indsats i forhold til enkeltindivider.

Målgrupperne er:

  1. Samfund: Unge, forældre og foreninger, der kan medvirke til at opbygge modstandskraft mod ekstremisme.
  2. Gruppe: Miljøer med risiko for ekstremisme.
  3. Individ: Individer i ekstremistiske miljøer eller i risiko for radikalisering.
  4. Professionelle: Fagpersoner med kontakt til sårbare borgere.

Fra 2020 har forebyggelse af ekstremisme indgået som et fokusområde i Københavns Kommunes Sikker By-strategi. Handleplan 2020-21 er en udmøntning af Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningens indsatser til forebyggelse af ekstremisme og udmønter derudover Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets bidrag til arbejdet med fokusområdet ”Fokus på ekstremisme”.

Løsning

I tabel 1 nedenfor forelægges afrapportering for 2021 på "Handleplan 2020-21- Forebyggelse af ekstremisme i København”. De årlige mål er opdelt efter de fire målgrupper, som der arbejdes med i handleplanen. 3 ud af 5 mål under indsatsen er nået, og 2 mål er enten delvist nået eller ikke nået.

Som det fremgår af afrapporteringen, er målene nået for: ”Elevers deltagelse i målrettede undervisningsforløb”, ”justering og implementering af koncept over for risikomiljøer” samt ”individer i ekstremistiske miljøer”.

Målet er ikke nået for forældres deltagelse i et forløb med fokus på at styrke deres evne til at tale med deres børn om propaganda og negative fællesskaber. Målet om opmærksomhedsoplæg og temadag for fagpersoner med kontakt til sårbare borgere er kun delvist nået. Den manglende opfyldelse af de to mål skyldes, at covid-19 generelt har vanskeliggjort afholdelse af aktiviteter i 2021. Måltallene ville dog være blevet opfyldt, hvis nye covid-19 restriktioner ikke mod forventning var blevet genindført i slutningen af året og forhindrede gennemførsel af planlagte aktiviteter i december 2021.

Handleplanen indeholder desuden 3 indsatser, som ikke har et årligt mål tilknyttet. Der gives en kort status på disse indsatser under tabel 1.  

Tabel 1. Afrapportering på årlige mål

Målgruppe

Årligt mål

Afrapportering for 2020

1. Samfund: Unge, forældre og foreninger

  • 2.000 elever skal indgå i målrettede undervisningsforløb
  • Målet er nået 4.875 elever har via tilbud i Åben Skole indgået i målrettede aktiviteter med fokus på kritisk tænkning/online, medborgerskab og fællesskaber.

 

  • 100 forældre skal deltage i forløb med fokus på at styrke deres evne til at tale med deres børn om propaganda og negative fællesskaber
  • Målet er ikke nået Der er i 2020 udviklet et tilbud til forældre med fokus på at tale med deres børn om deres liv på nettet.

Grundet covid-19 restriktioner deltog der ikke forældre i forløb i 2020. Måltallet for 2020 på 100 forældre blev derfor lagt oveni måltallet for 2021, så der skulle nås 200 forældre i 2021.

 

Det har ikke været muligt at nå det sammenlagte måltal for 2020-202, da de sidste planlagte forløb i december 2021 blev aflyst grundet covid-19 restriktioner.

 

I alt deltog 152 forældre i et forløb/workshop i 2021.

 

2. Gruppe: Risikomiljøer for ekstremisme

  • Justering og implementering af koncept over for forskellige risikomiljøer
  • Målet er nået Der er i 2021 i samarbejde med SSP udviklet koncept for en forebyggende handleplan, som aktiveres i særlige situationer med frustrationer i grupper i byen, som kan gøre dem sårbare overfor ekstremistisk påvirkning. Der er som del af indsatsen uddannet 15 frontmedarbejdere i Relationsdannende og genoprettende praksis, som er et vidensbaseret redskab til dialog og forebyggelse og håndtering af uhensigtsmæssige konflikter. Konceptet er implementeret med en fælles arbejdsgang mellem Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen og SSP, og med inddragelse af Københavns Politi.

3. Individ: I ekstremistiske miljøer eller i risiko for radikalisering

  • Borgere opnår efter 6 måneders aktivt mentor- eller pårørendecoach-forløb progression inden for relevante risiko- eller beskyttelsesfaktorer i det nationale vurderingsværktøj
  • Målet er nået

I 2021 har Infohus Københavns kommunale tovholder superviseret tre mentorindsatser. Der er i alle tre forløb opnået progression efter 6 måneders 1-1-forløb.

 

 

4. Professionelle: Fagpersoner med kontakt til sårbare borgere

  • Opmærksomhedsoplæg for 2 strategisk udvalgte faggrupper af frontpersonale samt afholdelse af en temadag for medarbejdere i Københavns Kommune
  • Målet er delvist nået Indsatsen har haft fokus på SSP og jobcentremedarbejdere som strategiske målgrupper i 2021. Der er afholdt et online opmærksomhedsoplæg/workshop for SSP-medarbejdere. Derudover er der afholdt en online temadag fordelt på to dage om dialog med frustrerede unge og online ekstremisme for medarbejdere i Københavns Kommune. Temadagen blev afholdt i samarbejde med Nationalt Center for Forebyggelse af Ekstremisme.

Det sidste opmærksomhedsoplæg for målgruppen af jobcentermedarbejdere var planlagt i december 2021 og blev aflyst grundet covid-19 restriktioner. Der arbejdes i stedet på at afholde opmærksomhedsoplæg for målgruppen i 2022.

Status på handleplanens indsatser uden årligt mål

  • Samfund - Videreudvikling af samarbejdet omkring moskenetværket: Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen har i 2021 fortsat samarbejdet omkring Københavns Moskenetværk bestående af 6 moskeer. Der er afholdt tre møder i netværket i 2021 i første halvdel af året. Det ene var et statusmøde om moskeernes situation under nedlukningen i starten af året, mens det andet møde bestod af en erfaringsudveksling om moskeernes brug af onlineaktiviteter under nedlukningen. Det tredje møde omhandlede den kommunale indsats til forebyggelse social kontrol samt en drøftelse af civilsamfundets bidrag. Det bemærkes, at covid-19 restriktioner har vanskeliggjort vilkårene for at afholde flere møder i anden halvdel af 2021.

     

  • Individ - Udvikling af indsats over for ressourcestærke borgere:

    Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen har i samarbejde med SSP, Socialforvaltningen og Københavns Politi i 2021 gennemført to tiltag målrettet ressourcestærke borgere, der udviser ekstremistisk adfærd. Disse tiltag er udviklet under indsats over for ressourcestærke borgere, men kan anvendes i alle typer infohussager. Tiltagene er: 1) Udvikling af en national analysemodel for sagsgennemgang af sager i infohuset. Analysemodellen kan anvendes af infohuset som støtte og struktur til at uddrage læring fra vanskelige sager. Modellen er udviklet i et samarbejde mellem Infohus København og Det Nationale Center for Forebyggelse af Ekstremisme og er fortsat under afprøvning. 2) Metodisk opkvalificering i afholdelse af bekymringssamtaler om ekstremisme. Opkvalificeringen er bl.a. sket via scenarietræning og i samarbejde med PET’s Forebyggelsescenter og Det Nationale Center for Forebyggelse af Ekstremisme.

     

  • Professionelle - Individuel sparring og rådgivning til fagpersoner og borgere: Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen har modtaget meget få henvendelser fra fagpersoner om sparring og rådgivning i 2021. Det kan skyldes, at fagpersoner har haft mindre kontakt med borgere i 2021 grundet covid-19 relaterede nedlukninger.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget skal den 19. april 2022 tage stilling til godkendelse af en ny handleplan for Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningens indsats for forebyggelse af ekstremisme i 2022-23.

Marianne Becker Andersen/Lars Ethelberg Nielsen

Beslutning

Indstillingen blev taget til efterretning.

Til top