Mødedato: 19.03.2013, kl. 09:30
Mødested: KolleKolle, Frederiksborgvej 105, 3500 Værløse

Tilskud til ledige der er på vej ud af dagpengesystemet

Socialistisk Folkeparti har ved mødet i Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen den. 28. januar 2013 stillet forslag om at give tilskud til ledige, der er på vej ud af dagpengesystemet.

Indstilling og beslutning

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,

1. At Beskæftigelses- og Integrationsudvalget tager forvaltningens vurdering til efterretning.

Problemstilling

På møde i Beskæftigelses- og Integrationsudvalget den 28. januar 2013 stillede SF et medlemsforslag om tilskud til ansættelse af ledige, der er på vej ud af dagpengesystemet.

Udvalget pålagde forvaltningen, at undersøge muligheden for, at Københavns Kommune yder tilskud til ansættelse af københavnere i kommunen, der er på vej ud af dagpengesystemet op til 50 % af de timer, som den enkelte mangler, for at forblive deltidsforsikret.

Løsning

Middelfart Kommune har indført ovenstående ordning for at motivere arbejdsgivere til at ansætte medarbejdere på vej ud af dagpengesystemet, så de kan blive deltidsforsikret. For at være deltidsforsikret skal man have 1.258 optjent arbejdstimer pr. år. Konkret sker det ved at give institutionerne et tilskud på 50 % af lønomkostningerne til de personer, der mangler færrest timer for at genoptjene dagpengerettigheden.  Ved ansættelse vil kommunen have en udgift, men samtidig spare på kontanthjælp.

Middelfart Kommune har anvendt 4,5 mio. kr. fra uforbrugte midler, til at støtte institutionerne i kommunen til at ansætte ledige i midlertidige funktioner. Ordningen har fokus på ledige, der har haft arbejdstimer, og konkret vil kommunen først arbejde med de personer, som mangler færrest timer for at opnå 1.258 arbejdstimer. Der er ikke tale om merbeskæftigelse, hvorfor det er allerede eksisterende stillinger, de ledige ansættes i.


Forvaltningens bemærkninger

Forvaltningen vurderer, at formålet med at give tilskud til ansættelse af personer for, at de skal genoptjene dagpengeretten, er tvivlsom, hvilket der er to primære årsager til.

  • For det første er det usikkert om Middelfartmodellen ligger inden for kommunalfuldmagtens rammer, jf. at kommunerne efter fuldmagten ikke lovligt kan begunstige enkeltpersoner, hvorfor der er manglende lovhjemmel. Desuden er det usikkert om det inden for rammerne af kommunalfuldmagten er et kommunalt formål at anvende offentlige midler til at sikre udfaldstruede dagpengemodtagere midlertidigt arbejde og genoptjening af dagpengeretten. Det kan være en side-gevinst, men ikke et mål i sig selv for en kommune.
  • For det andet er formålet med ordningen at give de berørte borgere mulighed for at genoptjene dagpengeretten. Det er tvivlsomt, om det er i overensstemmelse med beskæftigelseslovgivningen, at genoptjene dagpengeretten gennem ansættelse, der reelt har karakter af støttet beskæftigelse. Det er imidlertid forvaltningens opfattelse, at genoptjening kun kan ske via ustøttet beskæftigelse udbudt på almindelige løn- og ansættelsesmæssige vilkår.

Samlet set vurderer forvaltningen, at lovligheden af konstruktionen er tvivlsom, og der er usikkerhed om, den overhovedet vil kunne anvendes til at forfølge sit eget formål vedrørende genoptjening af dagpengeret.  Middelfart Kommune har gennemført modellen uden at have drøftet konstruktionen med Arbejdsmarkedsstyrelsen, KL eller andre.

Derudover er statsforvaltningen i Nordjylland i øjeblikket ved at undersøge, om Frederikshavn Kommunes model, der minder om Middelfartmodellen, er lovlig.

På den baggrund kan forvaltningen ikke anbefale, at man går videre med en sådan ordning i Københavns Kommune. Alternativt må en stillingtagen til modellen afvente statsforvaltningens afgørelse vedr. Frederikshavns Kommunes model.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Morten Binder        / Kaj ove Christiansen

Beslutning

Indstillingen blev taget til efterretning.
Til top