Mødedato: 19.03.2013, kl. 09:30
Mødested: KolleKolle, Frederiksborgvej 105, 3500 Værløse

Evaluering af løntilskud i Københavns Kommune og revidering af retningslinjer

Se alle bilag

Indstilling og beslutning

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,
  1. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget, Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen tager ”Evaluering af løntilskud i Københavns Kommune 2012” til efterretning
  2. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget, Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen godkender forslag til en revideret udgave af ”Retningslinjer for ansættelse med løntilskud i Københavns Kommune”.

    Problemstilling

    Københavns Kommune har siden efteråret 2009 haft fokus på offentligt løntilskud og arbejdet for at oprette og besætte flere løntilskudspladser i kommunen.

    I marts 2011 vedtog Borgerrepræsentationen ”Retningslinjer for ansættelse med løntilskud i Københavns Kommune”. Som en del af retningslinjerne står der, at der årligt skal gennemføres en evaluering dels af retningslinjerne for løntilskudsansættelse og dels af effekten af og tilfredsheden med løntilskudsansættelse.

    I 1. kvartal hvert år udarbejdes der en evaluering af løntilskud i Københavns Kommune. I år er det 3. år, at en sådan udarbejdes. Retningslinjerne er ikke tidligere blevet revideret, men der har nu vist sig et behov herfor.

    Løsning

    Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen har gennemført en evaluering af løntilskudsordningen i Københavns Kommune 2012.

    Evalueringen indeholder en kvantitativ opgørelse over antallet af løntilskudsstillinger fordelt på kommunens 7 forvaltninger, en effektanalyse, hvor løntilskudsplaceringer i Københavns Kommune sammenlignes med andre aktiveringsformer samt en undersøgelse af tilfredsheden med ansættelsen med løntilskud blandt løntilskudsmedarbejdere i kommunen, baseret på en spørgeskemaundersøgelse. Spørgeskemaundersøgelsen er gennemført som del af den LBR-finansierede ”Analyse af den virksomhedsvendte aktivering i København”. Der er endvidere udarbejdet en opgørelse over klager vedrørende løntilskudsforløb i kommunen indgivet til enten Beskæftigelsesankenævnet eller Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen.

    Evalueringen viser blandt andet, at:

    • Der er fastholdelseseffekter af løntilskud de første 6 måneder efter forløbets start, mens programeffekterne af tilbuddet efterfølgende er positiv. Fastholdelseseffekter mindsker chancen for at finde beskæftigelse eller begynde i uddannelse, mens borgeren er ansat med løntilskud. Programeffekten øger sandsynligheden for at finde beskæftigelse, fordi aktiveringsforløbet har givet borgeren nye kompetencer eller kontakter.
    • Personer med en lang videregående uddannelse har det største udbytte af ansættelse med løntilskud i København Kommune.
    • Der er store forskelle på resultaterne mellem de forskellige forvaltninger. De bedste effekter af løntilskud er i BIF. Derudover er det kun i TMF og SOF, hvor der i 7. måned efter første løntilskudsperiode er positive effekter. KFF og SUF tilhører mellemgruppen og ØKF og BUF har de laveste effekter.
    • 8 ud af 10, der har været ansat med løntilskud i Københavns Kommune angiver, at deres faglige kompetencer er blevet styrket.
    •  Tre fjerdedele vurderer, at ansættelsen med løntilskud i Københavns Kommune har øget deres jobmuligheder.
    • Knap 6 ud af 10 er i høj grad eller meget høj grad tilfredse med deres ansættelse med løntilskud i Københavns Kommune.

    Der har på baggrund af blandt andet evalueringen vist sig et behov for at revidere retningslinjerne for ansættelse med løntilskud i Københavns Kommune.

    Revideringen omhandler en justering af punkt vedrørende afholdelse af midtvejsevalueringer af hvert enkelt løntilskudsforløb. Endvidere foreslås slettet punkt vedrørende muligheden for at komme til samtale ved vakante stillinger på det arbejdssted, hvor den løntilskudsansatte er ansat, samt tilføjelse af 3 punkter vedrørende henholdsvis bedre mulighed for jobsøgning, varighed for løntilskudsansættelsen og brug af mentor. Se bilag 2 for de gældende retningslinjer for ansættelse med løntilskud i Københavns Kommune.

    Konkret foreslås følgende:

    • Tilføjelse af nyt punkt om varighed:
      Det henstilles, at varigheden af et løntilskudsforløb som udgangspunkt er 4 måneder. Kun med særlig begrundelse kan længere løntilskudsforløb bevilges.
      Analyseresultatet i evalueringen viser, at der er fastholdelseseffekter for borgere i løntilskud i Københavns Kommune. Fra 3. til 6. måned af forløbet betyder fastholdelseseffekterne at 5 pct. færre er i beskæftigelse eller uddannelse end hvad de ville have været, hvis de var i anden aktivering. Fastholdelseseffekterne er de første 3 måneder nogenlunde de samme for både private løntilskud og offentlige løntilskud, som ikke er i Københavns Kommune, men på regionale eller statslige arbejdspladser. Fra 4. til 6. måned er fastholdelseseffekterne mindre for private løntilskud og større for andre offentlige løntilskud. Derfor foreslås det, at varigheden af løntilskudsforløbene i Københavns Kommune generelt forkortes.  
    • Justering af gældende punkt:
      Fra: På det enkelte arbejdssted gennemføres midtvejsevalueringer af hvert enkelt løntilskudsforløb efter 3 måneders ansættelse.
      Til: På det enkelte arbejdssted gennemføres evalueringssamtale efter 1 måneds ansættelse med henblik på afklaring af kompetenceudviklingsbehov og fokus på jobsøgning. I den udstrækning at kompetenceudviklingsbehovet ikke kan varetages på den enkelte arbejdsplads, kan der rettes henvendelse til jobcenteret. 
      Behovet for at justere dette punkt er opstået, fordi det foreslås, at varigheden af en løntilskudsansættelse forkortes til 4 måneder, samtidig med at fokus på jobsøgning og mulighed for opkvalificering hvis relevant i forbindelse med løntilskudsansættelsen ønskes styrket.   
    • Sletning af gældende punkt:
      Personer ansat med løntilskud garanteres at komme til samtale, såfremt de søger en vakant stilling på arbejdsstedet, og opfylder stillingens krav om kompetencer. Denne ret gælder 3 måneder efter løntilskudsansættelsens ophør, såfremt den tidligere ansatte henvender sig til arbejdsstedet. 
      Dette punkt foreslås slettet, idet det har vist sig ikke at være lovligt at garantere, at den løntilskudsansatte kan komme til samtale. En offentlig arbejdsgiver er forpligtet til altid at ansætte den bedst kvalificerede ansøger, og der må alene lægges vægt  på forhold, der er egnet til at understøtte vurderingen af, hvem der er den bedst kvalificerede til den konkrete stilling. Det hedder videre, at en offentlig arbejdsgiver ikke kan lægge vægt på f.eks. sociale hensyn ved vurderingen af, hvilken ansøger der skal indkaldes til samtale eller ansættes. Forudgående ansættelse i løntilskud kan derfor ikke generelt udgøre et forhold, der gør en ansøger til en mere egnet ansøger og må derfor ikke give fortrinsadgang til ”fordele”, som f.eks. at blive ansat før andre eller at blive indkaldt til samtale mv.  
    • Tilføjelse af nyt punkt om samling af arbejdstid, så der opnås sammenhængende tid til jobsøgning:
      Det henstilles, at for ansatte med en ugentlig arbejdstid på mindre end 37 timer gives der mulighed for at samle arbejdstiden, således at den løntilskudsansatte får sammenhængende tid til jobsøgning, fx en hel dag.
      Ansatte med løntilskud skal stå til rådighed for arbejde og være aktivt jobsøgende under ansættelsen. Evalueringen viser, at 88,5 pct. har været aktivt jobsøgende i den periode, hvor de har været ansat med løntilskud. For løntilskudsansatte med en ugentlig arbejdstid på mindre end 37 timer (fx. dimittender, kontanthjælpsmodtagere) kan jobsøgningen understøttes yderligere ved at arbejdstiden tilrettelægges, således at der er sammenhængende tid til jobsøgning. For løntilskudsansatte med en ugentlig arbejdstid på 30 timer kan arbejdstiden fx samles på fire dage, således at der er en hel dag om ugen til jobsøgning.  
    • Tilføjelse af nyt punkt om brug af mentor:
      På det enkelte arbejdssted knyttes en mentor til den løntilskudsansatte. Mentoren skal bl.a. sikre en god modtagelse og introduktion på arbejdsstedet, samt løbende fastholde den løntilskudsansattes fokus på jobsøgning.
      Dette punkt foreslås tilføjet for at sikre løbende fokus på jobsøgning under ansættelsen med løntilskud. I evalueringen giver flere i kommentarfeltet udtryk for, at det er svært at få tid og overskud til at søge job ved siden af et fuldtidsjob med løntilskud.

    Økonomi

    Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

    Videre proces

    Evalueringen vil, som besluttet af Borgerrepræsentationen i marts 2011, blive forelagt kommunens Centrale Samarbejdsorgan (CSO) senest med udgangen af april måned 2013. Evalueringen vil ligeledes blive forelagt personalechefkredsen. Herudover vil evalueringens resultater og de reviderede retningslinjer blive formidlet til Jobcenter Københavns medarbejdere.

    Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen vil tage kontakt til de forvaltninger, hvor evalueringen viser at effekterne af løntilskud ikke har været så gode, med henblik på en aktiv dialog omkring hvordan anvendelsen af løntilskud kan tilpasses forskellige faggrupper, så en bedre effekt kan opnås.

    BILAG

    1: Evaluering af løntilskud i Københavns Kommune 2012
    2: Retningslinjer for ansættelse med løntilskud i Københavns Kommune (vedtaget af BR d. 10. marts 2011)

    Morten Binder        /Kaj Ove Christiansen

    Beslutning

    Der blev stillet følgende 2 ændringsforslag:
    1. at forvaltningen pålægges at rette henvendelse til Beskæftigelsesministeriet for at undersøge muligheden for at Københavns Kommune kan få dispensation til at give borgere i løntilskud i Københavns Kommune fortrinsret til jobsamtaler på den givne arbejdsplads – akkurat som denne mulighed er givet i loven om akutjob og jobpræmie til arbejdsgivere.

    For stemte: 9 (A, F, B, Ø, V, O)
    Imod stemte: Ingen
    Undlod: Ingen

    Forslaget blev vedtaget.

    2. at f
    orvaltningen senest i oktober 2013 skal undersøge og evaluere, hvorvidt brugen af løntilskud i de relevante forvaltninger har ændret sig i ønsket retning. På den baggrund skal forvaltningen, hvis det ønskede resultat ikke er opnået, komme med et forslag til, hvordan ordningen skal administreres fremover, herunder om der skal ændres på kvotesystemet.

    For stemte: 9 (A, F, B, Ø, V, O)
    Imod stemte: Ingen
    Undlod: Ingen

    Forslaget blev vedtaget.

    Indstillingens 1. at blev taget til efterretning og 2. at blev godkendt med en tilføjelse af de 2 ændringsforslag.

    Der var følgende protokolbemærkning:
    Enhedslisten er meget glade for at løntilskudsstillinger i Københavns kommune nu forkortes. Vi så gerne, at perioden blev sat yderligere ned til 3 måneder.

    Til top