Justering af aftale med Magistrenes A-kasse
Indstilling
Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller, at
1. Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkender en justering af samarbejdet med Magistrenes A-kasse.
Problemstilling
I budget 2014 fik Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen tilført 4,2 mio. kr. i indsatsmidler og 0,8 mio. kr. i servicemidler til en tidlig indsats i samarbejde med 3F, FOA, KRIFA og Magistrenes A-kasse (MA) i 2014-2017.
Den 24. marts 2015 traf Beskæftigelses- og Integrationsudvalget beslutning om at ændre samarbejdet til at omfatte 3F, FOA og Magistrenes A-kasse, og med budget 2018 fik forvaltningen tilført 4,2 mio. kr. i indsatsmidler og 0,8 mio. kr. i servicemidler til at videreføre indsatsen i 2018-2021.
Forvaltningen har efterfølgende udmøntet bevillingen med 48 pct. af beløbet til Jobcenter København Karrierecentrets samarbejde med Magistrenes A-kasse.
Rammen for samarbejdet med 3F og FOA A-Kasse blev med udvalgets godkendelse henholdsvis den 11. april 2016 og 12. juni 2017 justeret til også at omfatte en indsats for langtidsledige (i denne sammenhæng ledige med mere end 12 måneders ledighed).
Med budgetaftalen for 2018 beskrev aftaleteksten, at videreførelse af samarbejdet med de tre a-kasser skulle dreje sig om indsatsen mod overledighed og langtidsledighed. Det er et fælles ønske fra jobcentret og Magistrenes A-kasse, at den nuværende aftale justeres til også at omfatte en langtidsledighedsindsats. Det er således forvaltningens vurdering, at ændringen er i overensstemmelse med forudsætningen i aftale om budget 2018.
Løsning
Den nuværende indsats i Magistrenes A-kasse består af et job- og vejledningsforløb på 30 timer, fordelt på syv dage. Forløbet er målrettet nyledige og består af en række undervisningsaktiviteter, som kvalificerer borgernes jobsøgning.
På forløbet, som er forlagt til MA, underviser jobcentrets konsulenter i samarbejde med MA deltagerne i kompetenceafklaring af egne kompetencer, virksomhedernes efterspørgsel og i kontakt til konkrete virksomheder (Phoning/ mødebookning) m.m.
Magistrenes A-kasse og Jobcenter København Karrierecentret foreslår at udvide optaget på forløbet til også at omfatte langtidsledige. Det vil samtidigt blive præciseret i aftaleteksten, at borgere både under og over 30 år er i målgruppen for forløbet.
I 2017 har 280 borgere været optaget på forløbet, og et tilsvarende antal ventes optaget i 2018 med ca. 80 pct. til nyledige og ca. 20 pct. til langtidsledige, dvs. ca. 230 forløb til nyledige og ca. 50 til langtidsledige. Den samlede volumen er således uændret, mens ca. 20 pct. findes blandt den betydelige gruppe af langtidsledige i MA. Forvaltningens ønske om en langtidsledighedsindsats skal blandt andet ses i lyset af, at der er større langtidsledighed blandt MA's medlemmer end i øvrige akademiske a-kasser.
Den hidtidige langtidsledighedsindsats i samarbejde med 3F og FOA omfatter et begrænset antal borgere, men de foreløbige resultater tegner lovende. Af de borgere, som deltog i en langtidsledighedsindsats i 3F, var 80 pct. afgået fra ledighed tre måneder efter forløbet.
Det er vanskeligt præcist at skønne effekten af den foreslåede indsats, men et litteraturstudie af effekten af indsatsen for langtidsledige, som KORA har gennemført for Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering i 2016, viser evidens for, at man med den rette indsats kan opnå en både kortvarig og langvarig effekt af en langtidsledighedsindsats med jobrettede kurser.
Figur 1: Overlevelseskurver for Magistrenes A-kasse sammenlignet med øvrige AC a-kasser (AKA, CA, A-kasse for journalistik mv.), København, 3. kvt. 2016
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Forvaltningen påbegynder aftaletilpasning under forudsætning af udvalgets godkendelse.
Bjarne Winge / Lars Eriksen Videbæk
Beslutning
Indstillingen blev godkendt uden afstemning.