Budgetnotater til Overførselssagen
Indstilling
Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,
- at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget tager de vedlagte budgetnotater til forhandlingerne om Overførselssagen for 2017/2018 til efterretning.
Problemstilling
Til Overførselssagen for 2017/2018 har Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen (BIF) mulighed for at indmelde budgetønsker vedrørende need to, ligesom business cases vedrørende Investeringspuljen vedtages i Overførselssagen.
Endelig blev BIF i forbindelse med Budget 2018 pålagt at udarbejde status på hensigtserklæringer fra budgetaftalen.
Løsning
Ved "need to" forstås lovgivningsmæssige merudgifter, kapacitetsudfordringer, renovering eller særligt risikofyldte områder og beslutninger fra Folketinget eller KL, der pålægger Københavns Kommune merudgifter, som ikke kan prioriteres. Forvaltningen har følgende need to:
- Ydelsesrefusion (BI3).
Forvaltningen har desuden udarbejdet følgende business cases til investeringspuljen, der kan indgå i overførselsforhandlingerne:
- Nyt jobcenter på Ottiliavej
- Systematisk risikovurdering af kriminalitetstruede unge.
Derudover har forvaltningen udarbejdet opfølgning på følgende hensigtserklæringer, jf. tabel 1:
- Ændring af lov om danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl. (BI1)
- Modtagelse af flygtninge (BI2).
De budgetnotater, der ikke er behandlet særskilt under dagsordenens punkt 2 (Udbud af danskuddannelse), dagsordenens punkt 3 (Systematisk risikovurdering af kriminalitetstruede unge) og dagsordenens punkt 4 (Nyt jobcenter på Ottiliavej), er vedlagt som bilag. Det drejer sig om Modtagelse af flygtninge (BI2) og Ydelsesrefusion (BI3).
Økonomi
Indstillingen har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Såfremt der efter udvalgsmødet den 19. februar 2018 bestilles yderligere budgetnotater fra BR-medlemmer fra budgetaftalepartierne, vil forvaltningen udarbejde svar i samme skabelon, som anvendes til at svare på medlemsspørgsmål.
Forvaltningens svar fremsendes først til forslagsstilleren, med henblik på at afklare eventuelle supplerende spørgsmål. Herefter fremsendes budgetnotatet pr. mail til hele udvalget.
Der opfordres til, at budgetønsker vedrørende Overførselssagen bestilles i Center for Økonomi i Økonomiforvaltningen
Forhandlingerne om Overførselssagen for 2017/2018 gennemføres fra fredag den 16. marts 2018 og afsluttes senest fredag den 23. marts 2018.
Bjarne Winge / Lars Eriksen Videbæk
Beslutning
Indstillingen blev taget til efterretning.