Afholdelse af aktiviteter i Det Digitale Hus
Indstilling
Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,
-
at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkender, at Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen fra den 1. marts 2018 og resten af 2018 afholder en række af Københavns Erhvervshus’ nuværende aktiviteter i Googles nye digitale hus, som skal være en fysisk ramme i København for fremme af digitale kompetencer blandt borgere, myndigheder, organisationer og virksomheder
-
at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkender, at Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen går i dialog med Google, de øvrige forvaltninger og andre relevante aktører om afholdelse af eventuelle yderligere, kommunale aktiviteter i det digitale hus.
Problemstilling
Google er i samarbejde med partnerskabet bag programmet ”Succes Online” (Erhvervsstyrelsen, Dansk Industri, Dansk Erhverv, Foreningen for Dansk Internethandel, ASE og IT branchen) ved at etablere et fysisk, digitalt hus i København, som har arbejdstitlen: ”Digital Competence House Copenhagen”. Formålet med det digitale hus er at øge de digitale kompetencer blandt borgere, virksomheder og samfundet generelt.
Det digitale hus finansieres og stilles til rådighed af Google, som led i deres CSR-strategi (Corporate Social Responsibility), for Københavns Kommune, andre offentlige myndigheder og interesseorganisationer mv. til afholdelse af aktiviteter til at styrke digitale kompetencer blandt borgere og virksomheder. Google vil ikke drive kommercielle aktiviteter i huset, hvor kompetenceopbygningen vil basere sig på de mest brugte digitale platforme.
Med denne indstilling foreslås det, at Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen fra den 1. marts 2018 og frem bruger det digitale hus som fysisk ramme til at afholde eksisterende, relevante arrangementer for borgere og virksomheder i regi af Københavns Erhvervshus.
Løsning
Forslaget om at etablere et "Digitalt Hus" udspringer af det eksisterende samarbejde om kurserne ”Succes Online” samt et lignende digitalt hus i Amsterdam efter samme koncept. Google og ovenfor nævnte partnere har udviklet ”Succes Online”-kurserne, og partnerskabet har siden 2015 stillet kurserne gratis til rådighed for landets kommuner, hvoraf stort set alle gør brug af tilbuddet. Succes Online-kurserne er målrettet SMV’ere og studerende, der udvikler kursisternes generelle digitale kompetencer. Kursisterne opnår gennem kurserne en indsigt i deres egne eller deres virksomheds digitale modenhed, og virksomhederne får hjælp til udvikling af en digital handlingsplan for virksomheden.
Google har i samarbejde med Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen suppleret kurserne med forløbet ”Digital Koordinator”, der er et 3-ugers opkvalificeringsforløb for ledige med lang, mellemlang eller kort uddannelse, med efterfølgende jobmatch til SMV’ere med behov for digitale kompetencer.
Aktiviteter, som foreslås afholdt i det digitale hus
Google har fundet midlertidige lokaler på Nørrebrogade 34 og forventer at åbne det digitale hus den 1. marts 2018. Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen foreslår, at en række nuværende kommunale aktiviteter og tilbud, som i dag afholdes i Københavns Erhvervshus og på andre kommunale adresser, fra den 1. marts og resten af 2018 afholdes i det digitale hus. Mange af Erhvervshusets nuværende aktiviteter, som fx matcharrangementer og informationsmøder, vil fortsat blive afholdt i Københavns Erhvervshus. Følgende aktiviteter foreslås afholdt i det digitale hus:
-
Succes Online for SMV’ere og iværksættere – Succes Online afholdes i dag i Københavns Erhvervshus ca. 6-8 gange om året med deltagelse af ca. 300 virksomheder.
-
Digital Koordinator (3-ugers opkvalificering af ledige AC’ere og unge) – Der forventes afholdt ca. 10 årlige kursusforløb og 10 årlige matcharrangementer med deltagelse af omtrent 600 ledige borgere.
-
Matcharrangementer på IT-området – Der er i 2017 gennemført 2 større matcharrangementer med ledige kandidater med IT-kompetencer og relevante virksomheder. Dette antal forventes øget, afhængig af tilslutning til arrangementerne.
-
Andre aktiviteter rettet mod SMV’ere og iværksættere – Københavns Erhvervshus tilbyder workshops, gå-hjem-møder og 1-1-rådgivning med et digitalt indhold til start-ups og SMV’ere. Erhvervshuset vil i samarbejde med jobcentrene, Væksthus Hovedstaden og øvrige erhvervsfremmeaktører afklare, hvilke af disse tilbud der med fordel kan afholdes i det digitale hus.
For kommunen er der følgende fordele forbundet med at afholde aktiviteter i det digitale hus:
-
De ledige borgere får styrket digitale kompetencer og etablerer netværk - Kurserne forventes således at få ledige borgere hurtigere i de rette jobs, hvor der efterspørges arbejdskraft
-
Fremme af digitalisering og digitale kompetencer blandt københavnerne – København får ét fysisk sted med den nyeste teknologi og et innovativt miljø, der kan medvirke til at løfte de digitale kompetencer blandt københavnske ledige og øvrige københavnere
-
Aktivering af en bredere partner- og brugerkreds – Et samarbejde med Google, der er en stærk samarbejdspartner med digitale kompetencer, kan bidrage til at aktivere en bredere partner- og brugerkreds (fx. fagbevægelse, uddannelsesinstitutioner, erhvervsorganisationer og kulturinstitutioner), med henblik på at fremme den digitale omstilling
-
International opmærksomhed/positionering – Samarbejdet om aktiviteter i det digitale hus kan bidrage til at markedsføre København internationalt som en digitalt fremsynet by.
Supplerende kommunale aktiviteter i huset kunne således være forløb for skoleklasser og borgere med anden etnisk baggrund end dansk og øvrige borgere, som har udfordringer digitalt, samarbejde mellem jobcentre og uddannelsesinstitutioner om digital opkvalificering af dimittender mv. Midler hertil vil i så fald blive søgt finansieret i forhandlingerne for budget 2019.
Det foreslås, at Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen går i dialog med Google, relevante erhvervsorganisationer og de øvrige forvaltninger om muligheder for at afholde yderligere kommunale aktiviteter i det digitale hus.
Forvaltningen vil senest i juli måned 2018 evaluere, hvordan aktiviteterne forløber i det digitale hus, med henblik på at samarbejdet kan gøres permanent og eventuelt udvides yderligere. Beskæftigelses- og Integrationsudvalget vil i august 2018 få forelagt en indstilling med de første erfaringer med det digitale hus samt forslag til eventuelt videre samarbejde.
Økonomi
Der forventes ikke merudgifter for forvaltningen som følge af, at aktiviteterne foregår i det digitale hus. Udgifterne til etablering og drift af selve det digitale hus afholdes af Google.
Videre proces
Såfremt Beskæftigelses- og Integrationsudvalget kan godkende indstillingen, vil forvaltningen igangsætte en proces med henblik på fra 1. marts 2018 og resten af 2018 at afholde en række af Københavns Erhvervshus’ nuværende aktiviteter i Googles digitale hus. Forvaltningen vil i den forbindelse indgå en samarbejdsaftale med Google, gældende for 2018.
Af samarbejdsaftalen vil det fremgå, at Google, på samme måde som med Succes Online-kurserne, stiller det digitale hus til rådighed for kommunen og andre relevante aktører uden krav om betaling eller øvrige modydelser.
Afholdelsen af aktiviteter i det digitale hus vil blive evalueret senest juli 2018. Evalueringen vil blive forelagt Beskæftigelses- og Integrationsudvalget i august måned 2018.
Bjarne Winge / Michael Baunsgaard Schreiber