Medlemsforslag om politisk taskforce
Medlemsforslag
Det foreslås, at
- Beskæftigelses- og Integrationsudvalget beslutter, at der nedsættes en politisk taskforce, der har en dialog med taskforcen for førtidspension og fleksjob om konklusioner og afrapportering inden det endelige materiale præsenteres for Beskæftigelses- og Integrationsudvalget.
(Stillet af Beskæftigelses- og Integrationsborgmester, Mia Nyegaard (B))
Motivering
For at sikre, at et politisk ansvar bliver forankret i taskforcens endelige afrapportering vil en politisk taskforce bestående af medlemmer fra Beskæftigelses- og Integrationsudvalget mødes med taskforcen og diskutere afrapportering og konklusioner. Den politiske taskforce drøfter taskforcens konklusioner og kommer med input, men har ikke beslutningskompetence ift. taskforcens konklusioner. Den politiske taskforce må gerne komme med egne anbefalinger som er forskellige fra taskforcens.
Den politiske taskforce består af medlemmer fra Beskæftigelses- og Integrationsudvalget, som melder sig til at indgå i den politiske taskforce.
I vedlagte kommissorium er arbejdet for taskforcen for førtidspension og fleksjobs beskrevet. Taskforcen har besluttet at mødes fire gange på nuværende tidspunkt. Første møde fandt sted d. 2. november, det andet møde fandt sted d. 5. december, det tredje finder sted d. 18. januar og det sidste møde efter denne dato. På det sidste møde skal taskforcens endelige afrapportering drøftes.
Hvis forslaget vedtages vil de nye udvalgsmedlemmer kunne angive, om de vil deltage i den politiske taskforce. Den politiske taskforce mødes herefter med taskforcen for førtidspension og fleksjob inden afrapporteringen til BIU.
Beslutning
Forslagsstillerne trak medlemsforslaget.