Ændringsforslag om uddannelsesafklarende tilbud på Center for Beskæftigelse, Sprog og Integration (CBSI)
Indstilling
Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,
- at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget beslutter, om der skal tilføjes et uddannelsesafklarende tilbud på Center for Beskæftigelse, Sprog og Integration (CBSI).
Problemstilling
I forbindelse med dagsordenens punkt 8 (Justering af de intensive jobformidlingsforløb på Center for Beskæftigelse, Sprog og Integration i 2018) på BIU-mødet den 27. november 2017 blev forvaltningen bedt om at udarbejde en indstilling om konsekvenserne af Enhedslistens ændringsforslag til CBSI’s tilbudsvifte:
”At der tilføjes et tilbud fra CBSI til ledige, som indeholder et uddannelsesafklarende forløb, hvor den ledige tilmeldes realkompetencevurdering (RKV) på et AMU-center. Tilbuddet skal også indeholde mulighed for egentlige AMU-kurser, samtaler med studievejledere på forskellige skoler, og støtte til at afklare den lediges økonomi.”
I nærværende indstilling beskriver forvaltningen et muligt scenarie i forhold til et uddannelsesafklarende tilbud på CBSI. Det bemærkes indledningsvist, at jobcentret allerede i dag anvender et forløb, som købes hos NEXT (Danmarks største erhvervsskole), som hedder PUTAU (Personlig udvikling til arbejde og uddannelse), til uddannelsesafklaring.
Løsning
Beskrivelse af et muligt scenarie
Jobcentret visiterer til et uddannelsesafklarende forløb på CBSI med henblik på afklaring af uddannelse, opkvalificering eller evt. brancheskift. Forløbet er et afklaringsforløb af 4 ugers varighed, som består af individuelle samtaler og workshops. Forløbet skal afklare og vejlede borgeren og har som mål, at der opstilles en udviklingsplan, som følger med borgeren tilbage til jobcentret. 2018 vil være et prøveår, hvor der er opstart fra ca. marts med ca. 20 borgere om måneden, i alt ca. 200 borgere i 2018.
På forløbet afklares borgerens jobfunktion, og forløbet skal resultere i et beskæftigelsesmål, der er realistisk, undersøgt og farbart.
Forløbet kan også anvise borgeren til samtaler med studievejledere på forskellige skoler samt give støtte til at afklare den lediges økonomi. Det kan i den forbindelse med fordel undersøges, om borgerens a-kasse har rådgivning i forhold til økonomi, for så vidt angår dagpengemodtagere.
I en afsluttende samtale på CBSI udarbejdes der en personlig udviklingsplan for deltageren. Når borgeren afslutter forløbet på CBSI, overtager borgerens konsulent på jobcentret ansvaret for det videre forløb.
Afklaringsforløbet på CBSI kan resultere i forskellige veje til uddannelse og beskæftigelse:
1) Realkompetencevurdering (RKV) med henblik på en bestemt uddannelse. RKV’en foregår altid i forhold til en bestemt erhvervs- eller AMU-uddannelse, og den foretages af uddannelsesstedet som optakt til uddannelsen. Hvis borger ikke har 9.-klasses eksamen, er det oplagt at tage kurser i FVU dansk og matematik (Forberedende voksenundervisning) før RKV’en. For at RKV’en og den efterfølgende uddannelse skal give mening, skal borgerens danskkundskaber også være på et nogenlunde niveau.
2) Opkvalificering på AMU-kurser
Realkompetencevurderingen kan resultere i, at et AMU-kursus er relevant for borgerens vej til beskæftigelse. Det er forskelligt, om borger har brug for et enkelt AMU-kursus, fx et gaffeltruckkursus, eller en samlet pakke af flere AMU-kurser. Alle AMU-kurser er kompetencegivende, og flere af dem giver merit til erhvervsuddannelserne. AMU-kurserne afholdes på erhvervsskolerne.
3) For nogle borgere vil det være relevant som en del af forløbet på CBSI at afklare, om ordinær uddannelse er den rette vej til beskæftigelse.
4) For borgere, hvor det viser sig, at borgeren allerede har tilstrækkelig uddannelse, skal det afklares, om vejen til beskæftigelse er virksomhedspraktik og løntilskud frem for mere uddannelse.
Økonomi
Konsekvenser i forhold til økonomi og personale
Det forventes, at forvaltningens uddannelsesbudget kan dække omkostninger til de uddannelsesaktiviteter, der iværksættes.
Det estimeres, at en indsats på dette niveau vil koste ca. 2 mio. kr. inkl. alle omkostninger for CBSI, svarende til 3 fuldtidsårsværk, administration, løn, overhead, m.m.
Forløbet afholdes inden for CBSI’s budgetramme, hvilket betyder at der vil kunne visiteres færre borgere til de øvrige forløb for jobparate i CBSI’s tilbudsvifte. Det vil betyde en mindre omrokering af medarbejdere på CBSI, idet det forudsættes, at de de eksisterende medarbejdere har de kompetencer, som det nye afklaringsforløb kræver. Såfremt det ikke er tilfældet, skal der ansættes nye undervisere/vejledere på CBSI, hvilket kan betyde afskedigelser af andre medarbejdere på CBSI.
Videre proces
Hvis indstillingen godkendes, tilføjes det uddannelsesafklarende tilbud CBSI’s tilbudsvifte.
Indsatsen vil i så fald være beskrevet, og rekruttering m.m. afklaret, til opstart 1. marts 2018.
Bjarne Winge / Jacob Zeberg Eberholst