Mødedato: 18.03.2019, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 57

Høring over Københavns Kommunes Ældrepolitik 2019-22

Se alle bilag

Resumé

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen har sendt Københavns Kommunes Ældrepolitik 2019-22 i høring i fagudvalgene forud for vedtagelsen i Borgerrepræsentationen. Der er udarbejdet udkast til høringssvar fra Beskæftigelses- og Integrationsudvalget, hvor der støttes op om Ældrepolitikken.

Indstilling

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,

  1. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkender vedlagt udkast til høringssvar (bilag 2) vedrørende Københavns Kommunes Ældrepolitik 2019-22 mhp. oversendelse til Sundheds- og Omsorgsforvaltningen.

Problemstilling

Københavns Kommune skal have en ny Ældrepolitik for perioden 2019-22. Udkastet til politikken har været behandlet i Sundheds- og Omsorgsudvalget den 24. januar 2019, hvor udvalget godkendte, at politikken blev sendt i høring. Det er planen, at politikken skal vedtages i Borgerrepræsentationen den 6. juni 2019. I perioden frem til den 15. marts 2019 er udkastet sendt i høring hos Ældrerådet, ældreorganisationer og foreninger på kommunens høringsportal samt hos fagudvalgene.

Ældrepolitik 2019-22 er vedlagt i bilag 1. Politikken tager udgangspunkt i tre mål om henholdsvis Frihed, Tryghed og Fællesskaber, som danner rammer om de gode ældreliv i København. Inden for de tre mål, er der opstillet ni målsætninger:

Frihed

  1. Hjælp til at kunne selv i hverdagen: Københavns Kommune skal skabe rammerne for, at de ældre borgere ved egen hjælp og med kommunens støtte kan klare hverdagens gøremål og aktiviteter

  2. Valgfrihed for den enkelte: Københavnerne skal opleve endnu flere valgmuligheder og mere fleksibilitet i kommunens tilbud, fx hvad angår mad eller individuel tilrettelæggelse af hjemmeplejen

  3. København for alle: København skal udvikles og indrettes, så alle - uanset alder, mobilitet og orienteringsevne - kan bruge byen og dens rekreative områder. Ligeledes skal København være en demensvenlig by

Tryghed

  1. Sammenhængende forløb: Københavnerne skal opleve, at et sygdomsforløb med hospitalsindlæggelser, besøg hos egen læge og behov for støtte derhjemme er én sammenhængende indsats, hvor hjælpen står klar

  2. Specialiserede og kvalificerede indsatser: København skal blive ved med at udvikle nye indsatser til gavn for borgerne, samtidig med at ny viden om tidlig opsporing, behandling og forebyggelse løbende integreres i den daglige omsorg og pleje på hele ældreområdet

  3. Livet som pårørende: Pårørende i København skal opleve godt samarbejde og god kommunikation om både deres egne og deres næres behov for støtte

Fællesskaber

  1. Flere frivillige fællesskaber: København skal understøtte flere frivillige fællesskaber, som afspejler byens mangfoldighed og skaber nye muligheder for ældre med mange forskellige livshistorier

  2. Mod på livet – sammen med andre: I København skal færre ældre føle sig ensomme eller triste til mode. Dette skal bl.a. ske ved at ligestille fysisk og psykisk sundhed

  3. Boformer og mødesteder på tværs: Københavnerne skal opleve en by med fleksible boformer, som er tilpasset de ældres behov. København skal også være en by, hvor generationer mødes.

Løsning

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget skal senest den 19. marts afgive høringssvar vedrørende Københavns Kommune Ældrepolitik 2019-22. I bilag 2 er forvaltningens udkast til høringssvar.

I høringssvaret bakker Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen op om den nye Ældrepolitik.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Efter godkendelse af høringssvar sendes det til Sundheds- og Omsorgsforvaltningen den 19. marts 2019. Herefter forventes Sundheds- og Omsorgsforvaltningen at behandle Ældrepolitikken igen den 25. april med henblik på, at Borgerrepræsentationen kan behandle Ældrepolitikken den 6. juni 2019.

Tanja Franck/Jeppe Bøgh Andersen

Beslutning

Radikale fremsatte følgende ændringsforslag til bilag 2, hvor følgende indskrives i Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets høringssvar:

”Beskæftigelses- og Integrationsudvalget ønsker, at der under punkt 8 i Københavns Ældrepolitik 2019-2022 tilføjes, at Københavns Kommune vil arbejde for, at seniorer skal sikres adgang til arbejdsmarkedet også efter pensionsalderen.”

 

Der blev begæret afstemning om ændringsforslaget.

For: 5 (V, C, B, F og Å)

Imod: ingen

Undlod: 5 (S og Ø)

Dermed blev ændringsforslaget vedtaget.

 

Radikale fremsatte følgende ændringsforslag til bilag 2, hvor følgende indskrives i Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets høringssvar:

”Beskæftigelses- og Integrationsudvalget ønsker, at der under punkt 8 i Københavns Ældrepolitik 2019-2022 tilføjes, at Københavns Kommune vil arbejde for integrationen af ældre borgere med ikke-vestlig baggrund.”

 

For: 10 (A, B, C, F, V, Ø og Å)

Imod: ingen

Undlod: ingen

Dermed blev ændringsforslaget vedtaget.

 

Indstillingen blev herefter godkendt uden afstemning.

 

Til top