Status for inklusionsindsatsen i 2012
Indstilling og beslutning
Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,
1. At Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkender, at orienteringen om opdateringen af Inklusionsbarometret sendes til de øvrige fagudvalg (bilag 1 med bilag)
2. At Beskæftigelses- og Integrationsudvalget tager status for Mangfoldighedsprogrammet Bland dig i byen 2012 til efterretning (bilag 2)
3. At Beskæftigelses- og Integrationsudvalget tager status for TaskForce Inklusions arbejde i 2012
til efterretning (bilag 3)
4. At Beskæftigelses- og Integrationsudvalget tager evalueringen af Mangfoldighedsfest Smag Verden 2012 til efterretning (bilag 4)
Problemstilling
Ud over at spille en overordnet rolle i forhold til hele kommunens integrationsindsats, så er Beskæftigelses- og Integrationsudvalget ifølge styrelsesvedtægten også ansvarlig for den tværgående integrationsindsats i kommunen. Som led i varetagelsen af dette ansvar står udvalget bag en række tværgående initiativer, der involverer både borgerne og en lang række interessenter og bidrager til oplevelsen af fællesskab i byen - til oplevelsen af inklusion.
I forbindelse med denne indstilling orienterer vi dels om den seneste opdatering af barometret, dels om status 2012 for tre tværgående indsatser: Mangfoldighedsfest Smag Verden, TaskForce Inklusion og Mangfoldighedsprogrammet Bland dig i byen. Alle tre indsatser var omfattet af Inklusionsaftalen for 2012.
Løsning
Nye tal på Inklusionsbarometret
Inklusionsbarometret følger én gang om året op på de 8 mål i Københavns Kommunes inklusions- og mangfoldighedspolitik. Resultaterne offentliggøres på www.kk.dk/inklusionsbarometret.
Forvaltningen foreslår, at borgmesteren på Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets vegne sender vedlagte brev med orientering om opdateringen og udvalgets bemærkninger til de øvrige fagudvalg (bilag 1). Brevet er vedlagt et notat med et resumé af udviklingen i det forløbne år og et notat med en mere grundig gennemgang af udviklingen inden for de enkelte mål og indikatorer.
Borgmesteren anmoder desuden om udvalgenes årlige ’inklusionsredegørelser’, der danner baggrund for den inklusionsstatusrapport, som Beskæftigelses- og Integrationsudvalget vil modtage før sommerferien og Borgerrepræsentationen umiddelbart efter sommerferien.
Status for Bland dig i byen
Beskæftigelses- og Integrationsudvalget besluttede den 6. december 2010 at igangsætte Bland dig i byen, som et 3-årigt inklusionsprogram i 2011-13 med fokus på at realisere dele af Københavns Kommunes Inklusionspolitik. Udvalget præsenteres hvert år for en status. Overordnet set har Bland dig i byen-programmet opfyldt succeskriterierne i 2012 inden for den givne budgetramme. Nedenfor er beskrevet et par korte fakta om status i forhold til programmets tre hovedspor (se endvidere bilag 2):
Spor 1. Københavns Kommune: Det er lykkedes at styrke ligebehandling i Københavns Kommune ved bl.a. at gennemføre ligebehandlingsworkshop i 9 af kommunens institutioner. Derudover er København gået fra en syvende plads til en fjerde plads på det europæiske indeks over de mest inkluderende storbyer i Europa.
Spor 2 Københavns aktører: 500 virksomheder og organisationer har tilsluttet sig Københavns Mangfoldighedscharter og 51 virksomheder deltager i kommunens mangfoldighedsprogrammer bl.a. Innovækst, som har til formål at fremme virksomhedernes arbejde med mangfoldighed i praksis.
Spor 3 Københavns borgere: Det er lykkedes at styrke arbejdet med bekæmpelse af diskrimination og eksklusion blandt byens borgere. Der er bl.a. afholdt 15 forestillinger om diskrimination med C:NTACT, uddannet 24 diskriminationsrådgivere samt støttet 19 arrangementer på tværs af byen med fokus på bekæmpelse af diskrimination.
Status for TaskForce Inklusion 2012
TaskForce Inklusion fremlægger en årligt status for Beskæftigelses- og Integrationsudvalget og i 2012 har TaskForce Inklusions hovedresultater bl.a. været (jf. bilag 3):
- Iværksat holdnings- og oplysningskampagner om bekæmpelse af diskrimination og hadforbrydelser bl.a. via dialogarrangementer på ungdomsuddannelser, i det offentlige rum samt via sociale medier
- Projektledelse af Byens Stemmer med bidrag fra 18 forskellige 8. klasser og med afholdelse af afslutningsevent på Vega
- Understøttelse af 15 dialogkonsulenter i deres afholdelse af 45 lokale dialogmøder på Nørrebro samt i Husum og Tingbjerg
- Opstart af det tværreligiøse netværk, ’Tro i harmoni’, og støtte til afholdelse af fælles kampagne- og cafearrangementer
- Afholdelse af Eid-reception på Rådhuset
- Deltagelse i 2 helhedsplaner/områdeløft samt 6 følge- og styregrupper for forskellige projekter
- Projektledelse og afholdelse af mangfoldighedsfesten Smag Verden i samarbejde med Wonderful Copenhagen
Evaluering af Smag Verden 2012
Formålet med Mangfoldighedsfest Smag Verden 2012 var:
- at skabe dialog og interaktion mellem københavnerne med fællesskab og diversitet i fokus
- at fejre byens mangfoldighed og understrege at forskellighed er en ressource
50.000 københavnere gæstede Smag Verden 2012. Der deltog 85 minoritetsforeninger og organisationer. Der var gadekøkken med 20 gourmetrestauranter, 2 scener med musik og underholdning, 2 loungeområder, cirkus og workshops for børn, miniverdensmesterskab i fodbold, 1 debattelt, 1 fortællingstelt samt 100 lokale unge medarbejdere og fritidsjobbere.
Analyseenheden hos Wonderful Copenhagen har gennemførte en undersøgelse blandt festivalens gæster:
84 % oplever, at festivalen skaber fællesskab i byen
96 % oplever at alle kan være med og føler sig velkomne
89 % oplever at festivalen bidrager til tolerance og respekt københavnere imellem
49 % er enige i, at festivalen gør at de er mere knyttet til København
De deltagende foreninger og restauranter udtrykte generelt stor tilfredshed med arrangementet. Frivillige brugte sammenlagt 2000 timer i forbindelse med afholdelsen af Mangfoldighedsfest Smag Verden. Den lokale forankring blev styrket ved: At involvere 100 lokale unge, der var ansat på dagene til praktiske gøremål, at indgå i en tættere dialog med det lokale erhvervsliv og kulturinstitutioner. Den musikalske del af festivalen blev nomineret til en Danish Music Awards World 2012, World specialpris. Musikprogrammet blev sammensat i samarbejde med CPH World Music festival (jf. bilag 4).
Økonomi
Videre proces
Morten Binder / Kaj Ove Christiansen
1: Borgmesterens brev til fagudvalgene - Nye tal på Inklusionsbarometret
1a: Bilag til brev - Nye tal på Inklusionsbarometret - Resumé af udviklingen
1b: Bilag til brev - Nye tal på Inklusionsbarometret - Overblik og gennemgang
2: Status for Bland dig i byen 2012
3: Status for TaskForce Inklusion 2012
4: Evaluering af Mangfoldighedsfest Smag Verden 2012