Mødedato: 17.11.2014, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 57

Redegørelser fra Danish Fashion Institute og Wonderful Copenhagen om modeugens besøgstal

Se alle bilag

Indstilling og beslutning

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,
 

  1. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget tager de to redegørelser om modeugens besøgstal fra Danish Fashion Institute og Wonderful Copenhagen til efterretning.

Problemstilling

Den 16. oktober 2014 skrev Berlingske, at der er fejl i besøgstallene for modeugen, og at besøgstallet nærmere er 22.000 end de 35-40.000, som Danish Fashion Institute har oplyst til Københavns Kommune i forbindelse med ansøgning til budget 2015. Det fremgår af ansøgningen, at:

”Fonden Danish Fashion Institute (DAFI) er paraplyorganisation for den halvårlige modeuge, som i øvrigt består af 3 private messeaktører, der tiltrækker omkring 2000 mærker til salgs-messerne og 35-40.000 professionelle til København to gange årligt.”

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget drøftede på sit møde den 20. oktober 2014 omtalen i Berlingske af besøgstallene for modeugen, og udvalget besluttede på den baggrund, at forvaltningen skulle udarbejde en intern undersøgelse. Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen anmodede derfor:
  • Danish Fashion Institute om at udarbejde en redegørelse om besøgstallene.
  • Wonderful Copenhagen om at udarbejde en redegørelse om beregningsgrundlaget for besøgstallene.

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget blev på sit møde den 3. november 2014 mundtligt orienteret om, at forvaltningen har modtaget redegørelser om besøgstallene fra både Danish Fashion Institute (DAFI) og Wonderful Copenhagen (WoCo). Forvaltningen orienterede i den forbindelse om, at redegørelsen fra WoCo ikke indeholdt de bagvedliggende besøgstal fra de tre private messeaktører, idet WoCo angav at have modtaget disse i fortrolighed. Den 4. november 2014 skrev forvaltningen til WoCo og udbad sig tallene fra de tre private messeaktører, idet kendskab til disse er afgørende for, at forvaltningen kan vurdere validiteten i besøgstallene. Ved fristens udløb den 7. november 2014 havde forvaltningen ikke hørt fra WoCo. Den 10. november 2014 har WoCo imidlertid oplyst, at de nu har fået lov til at udlevere tal fra de to messeaktører, men mangler tilsagn fra den tredje – og mindste – aktør. WoCo oplyser, at de forventer at fremsende tallene i uge 47.

Løsning

Nedenfor refereres indholdet af de to redegørelser fra hhv. DAFI og WoCo, som forvaltningen indtil videre har modtaget, under fire overskrifter:

  1. Begrebsafklaring
  2. Baggrund for de forskellige besøgstal
  3. Wonderful Copenhagens og Danish Fashion Institutes beregningsgrundlag for besøgstallene
  4. Forvaltningens bemærkninger til redegørelserne

1.   Begrebsafklaring

Det er ifølge DAFI vigtigt at skelne mellem modemesser og modeugen. I nogle lande ligger modeugen og modemesserne i hver sin uge, mens de i andre lande, som i Danmark, er sammenfaldende og som helhed benævnes ”modeugen”.

  • Modemesserne: I København findes i dag modemesserne CIFF i Bella Center, CIFF Raven i Forum, Revolver i Øksnehallen og Lokomotivværkstedet (for nylig lukkede messerne Vision og Gallery, som indgår i tallene fra Wonderful Copenhagen).
  • Modeugen: Copenhagen Fashion Week omfatter udover messerne en række showrooms, events og modeshows rundt om i København, som har et antal besøgende, der ikke går gennem messernes døre. Der er herudover den borgerrettede del af Copenhagen Fashion Festival, som er en del af modeugen, men med et selvstændigt program, der indeholder op mod 200 borgerrettede events om året, som er åbne for offentligheden.
2. Baggrund for de forskellige besøgstal

I Berlingskes omtale af besøgstallene refereres til en række forskellige tal. I nedenstående tabel er angivet 1) tal, 2) hvilken modeuge, som ligger til grund for tal, 3) kilder og metode bag tal samt 4) aktør, som står bag tal. 



3.   Wonderful Copenhagens og Danish Fashion Institutes beregningsgrundlag for besøgstallene

Besøgstallet på 35-40.000 er oplyst af DAFI til Københavns Kommune på baggrund af tal fra WoCo’s analyseafdeling vedr. modeugen i foråret 2014. Tallet bygger ifølge WoCo på fortrolige oplysninger fra de tre store messer, CIFF i Bella Center, Gallery i Forum og CPH Vision i Lokomotivværkstedet, som hver har oplyst både antal besøg og antal unikke besøg under den pågældende modeuge. Ud over messernes unikke besøgende er medregnet professionelle deltagere ved modeugens øvrige arrangementer, på baggrund af tal fra DAFI. WoCo har ikke foretaget en revision af de enkelte messers tal. Da datagrundlaget således indeholder en betydelig usikkerhed, understreger DAFI og WoCo, at der er tale om et estimat og ikke en præcis beregning.    

Unikke besøgende skal ifølge WoCo forstås som unikke for den enkelte messe/aktivitet. Dette tal var i foråret 2014 37.500. Der er dog en række besøgende, som besøger flere messer og events. På baggrund af messernes egen vurdering af hvor mange messer den enkelte gæst besøger under modeugen, har Wonderful Copenhagen beregnet 3 scenarier, hvor hhv. 60%, 75% og 90% af de 37.500 besøgende i foråret 2014 er unikke, dvs. kun besøger én messe/event. Hertil er lagt et tal på 2.200 udstillere mv. (tal oplyst af messerne), som kun er tilknyttet én enkelt messe og derfor ikke optræder som gengangere. På baggrund af de tre scenarier estimerer WoCo, at der var mellem 25.000 og 35.000 unikke besøgende ved modemesser og shows mv. for branchen i foråret 2014.

DAFI’s samlede tal på 35.000-40.000 unikke besøgende ved modeugen i foråret 2014 fremkommer herefter ved til WoCo’s estimat på 25-35.000 unikke besøgende at lægge DAFI’s eget estimat på 5-10.000 øvrige professionelle personer, som aktiveres i forbindelse med Copenhagen Fashion Festival, f.eks. designere, frivillige, stylister mv. Herved fremkommer DAFI’s samlede estimat på 35-40.000 unikke deltagere i både modeugen (Copenhagen Fashion Week) og den borgerrettede del af modeugen (Copenhagen Fashion Festival).

4. Forvaltningens bemærkninger til redegørelserne

Det estimerede besøgstal på 35-40.000 ved modeugen i foråret 2014 bygger dels på WoCo’s estimat af antal unikke, professionelle besøgende ved modemesser og shows, dels på DAFI’s estimat af yderligere, professionelle deltagere ved Copenhagen Fashion Festival.

WoCo’s estimat over antal besøgende ved modemesserne baserer sig på tal oplyst fra de 3 modemesser samt forskellige scenarier for antal gengangere. Dette er i sagens natur behæftet med usikkerhed. DAFI’s estimat over yderligere, professionelle deltagere ved modefestivalen er ikke dokumenteret, og det er derfor ikke muligt for forvaltningen at vurdere dette estimats validitet.

Økonomi

Indstillingen har ikke økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Forvaltningen vender tilbage med en nærmere vurdering, når WoCo vender tilbage med yderligere data.



Birgitte Hansen / Jacob Zeberg Eberholst

Beslutning

A, F, Ø og I stillede ændringsforslag om tilføjelse af følgende 2., 3. og 4. at:

”2. At borgmesteren på vegne af udvalget retter henvendelse til direktøren og bestyrelsen for Wonderful Copenhagen, hvori man udtrykker sin utilfredshed og kritik med WoCo´s kritisable ageren i denne sag.

3. At forvaltningen i samarbejde med Kultur- og Fritidsforvaltningen og DAFI arbejder på at finde en mere valid målemetode til at vurdere Modeugen og andre kulturbegivenheders reelle besøgstal i fremtiden.

4. At fremtidige budgetnotater om modeugen, som udgangspunkt behandles i BIU, inden det sendes videre til ØKF til budgetforhandlingerne.”

Der blev begæret afstemning om ændringsforslagets 2. og 3. at:

For stemte: 9 (A, B, F, Ø, I)
Imod stemte: Ingen
Undlod: 1 (C)

Herefter var der afstemning om ændringsforslagets 4. at:

For stemte: 9 (A, B, F, Ø, I)
Imod stemte: Ingen
Undlod: 1 (C)

Ændringsforslaget om tilføjelse af de tre at´er, blev vedtaget.

Der var følgende protokolbemærkning fra A, F, Ø og I:
Socialdemokraterne, SF, Enhedslisten og Liberal Alliance påpeger at Wonderful Copenhagen har ageret stærkt uacceptabelt i deres manglende samarbejde med at tilvejebringe de efterspurgte data og informationer. Samt at udvalget har skulle læse om informationer i pressen og ikke har fået dem direkte fra Wonderful Copenhagen.
Der var følgende protokolbemærkning fra B, F og Ø:
Radikale Venstre, SF og Enhedslisten mener erfaringerne fra denne sag skal tages med i udvalgets videre samarbejde med lignende organisationer.
Til top