Mødedato: 17.09.2012, kl. 13:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 57

Revisionsberetninger for 2011

Se alle bilag

Økonomiudvalget har bedt om Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets bemærkninger til revisionsberetningerne for 2011.

Indstilling og beslutning

 Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,    

  1. at Beskæftgielses- og Integrationsudvalget godkender vedlagte udkast (Bilag 3) til svar til Økonomiduvalget vedrørende revisionsberetningerne for 2011

.

Problemstilling

Økonomiudvalget har med frist senest 31. august 2012 udbedt sig Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets bemærkninger til revisionsberetningerne for 2011 på de områder, der vedrører udvalget. Beskæftigelses- og Integrationsborgmesteren har oversendt vedlagte bilag 3 med forbehold for udvalgets godkendelse.

Revisionsberetningen for 2011 vedrørende årsregnskabet er vedlagt som bilag 1. Beretningen samler op på direktionsbrevet vedrørende områder uden statsrefusion, som blev behandlet af udvalget den 20. august 2012.

Revisionsberetningen for 2011 vedrørende det sociale og beskæftigelsesrettede område med statsrefusion er vedlagt som bilag 2. Beretningen samler op på direktionsbrevet vedrørende områder med statsrefusion, der også forelægges udvalget på dagens møde.  I nedenstående figur er vist de revisionsrelaterede hændelser vedrørende regnskabet for 2011.

Figur 1. Revisionsrelaterede hændelser vedrørende regnskab 2011.

Løsning

Revisionsberetningen for 2011 vedrørende årsregnskabet

Deloitte har ingen revisionsbemærkninger i forhold til Beskæftigelses- og Integrationsudvalget. I den tilsvarende beretning for 2010 indgik 3 revisionsbemærkninger vedr. Beskæftigelses- og Integrationsudvalget.

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen er omtalt (side 16) i forbindelse med en konteringsfejl, hvor forvaltningen ved en fejl har konteret ca. 100 mio. kr. på art 1 (lønninger) i stedet for art 5.2 (Overførsler til personer). Fejlen var omtalt i direktionsbrevet vedrørende områder uden statsrefusion, der blev forelagt udvalget den 20. august 2012. Fejlen er rettet og vejledningen på området er tilrettet, så tilsvarende fejl ikke bør opstå fremadrettet. Det skal bemærkes, at selvom der er tale om et stort beløb, er der tale om en teknisk fejl, der ikke har medført økonomisk skade for kommunen.

 

Endvidere er Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen omtalt (side 9) i forbindelse med omtalen af fejl i sager omfattet af statsrefusion. Deloitte anfører, at der hos Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen i lighed med 2010 er konstateret en stor fejlandel. Fejlandelen udgør i 2011 ca. 40 % af de udtagne sager.

 

Hvad angår fejlniveauet erkender forvaltningen, at fejlomfanget fortsat er for stort og fejlandelen specielt indenfor store sagsområder som kontanthjælp og sygedagpenge kan og bør reduceres. Det skal dog bemærkes, at beskæftigelsesområdet er kendetegnet ved, at lovgivningen fastsætter mange og omfattende proceskrav til sagsbehandlingen, og at disse proceskrav ændres hyppigt. Dertil kommer, at Deloitte udvælger sager til revisionsgennemgang med henblik på at afdække fejl – dvs. der er ikke tale om en repræsentativ udvælgelse men en udvælgelse på baggrund af en forhøjet risikoprofil. Forvaltningen har hidtil gennem årene formået gradvis at forbedre kvaliteten af sagsbehandlingen.
 

Kvalitetsløftet i sagsbehandlingen skal komme ved bl.a. etableringen af Center for Driftsunderstøttelse (CDU), hvor en samling af bl.a. juridisk bistand, klagebehandling, ledelsestilsyn, arbejdsgange, undervisning mm. skal understøtte en bedre kvalitet i sagsbehandlingen. Dertil kommer, at ledelsestilsynet – i overensstemmelse med Deloittes anbefalinger - skal omhandle den generelle kvalitet i sagsbehandlingen. Endelig blev der i budgetaftalen for 2012 afsat en flerårig bevilling til styrkelse af kvaliteten i sagsbehandlingen. Efterhånden som initiativerne i relation hertil bliver implementeret, forventes dette også at bidrage til et kvalitetsløft i sagsbehandlingen

  

Revisionsberetningen for 2011 vedrørende sociale og beskæftigelsesrettede udgifter, der er omfattet af statsrefusion

Beretningen anfører 3 revisionsbemærkninger vedrørende Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen, ligesom forvaltningen indgår i én bemærkning sammen med 2 øvrige forvaltninger.

Første revisionsbemærkning vedrører revalideringsområdet (side 10). Der er fundet fejl i 60 % af de undersøgte sager og fejlene vedrører manglende dokumentation for bevillingsgrundlaget, samt manglende udarbejdelse og justering af jobplaner.

Forvaltninger erkender, at kvalitetsniveauet i sagsbehandlingen på området skal hæves. Forvaltningen er ved at udarbejde en handlingsplan, der adresserer kvalitetsproblemerne. Planen omhandler bl.a. en sagsgennemgang i samarbejde med Deloitte, ligesom revalideringsområdet vil indgå centralt i det nye ledelsestilsyn.

Anden revisionsbemærkning vedrører sygedagpengeområdet (side 10). Her er fejlprocenten i de undersøgte sager 69 %. Fejlene vedrører forvaltningens kategoriseringspraksis, mangelfuld vurdering af, om borgeren er berettiget til sygedagpenge, ressourceprofilarbejdet mm. Deloitte konstaterer dog, at formalia omkring rettidighed er markant forbedret i forhold til 2010.

Forvaltningen erkender, at kvalitetsniveauet i sagsbehandlingen på området skal hæves. Forvaltningen har iværksat en handleplan, der skal rette op på fejlene, ligesom der vil blive iværksat en øget kvalitetsopfølgning på området.

Tredje revisionsbemærkning omhandler berigtigelser vedrørende manglende overholdelse af ret og pligt samt korrekt refusion på sygedagpengeområdet (side 13-15). 

Berigtigelser vedrørende ret og pligt omhandler det forhold, at kommunerne skal tilbagebetale/berigtige statsrefusionen for kontanthjælpen, hvis kommunen ikke har levet op til lovkravet om at aktivere kontanthjælpsmodtagerne rettidigt. Oplysninger fra Danmarks statistik har vist, at Københavns Kommune står for mere end 80 % af de samlede tilbagebetalinger for hele landet, hvilket skal sammenholdes med, at Københavns Kommunes andel af udgifterne på området udgør ca. 18 %.

På den baggrund har forvaltningen bedt Deloitte om at bistå ved en gennemgang af forvaltningens berigtigelser på området. Denne gennemgang har vist, at forvaltningen hidtil har haft en for restriktiv fortolkning af lovgivningen, således en række sager er registreret som ikke-rettidige, selvom de relevante borgere faktisk ikke er omfattet af aktiveringspligten. Det indebærer, at forvaltningen har hjemtaget for lidt statsrefusion. På baggrund af den fornyede gennemgang er der for 2009 hjemtaget 14,6 mio. kr. i ekstra refusion og her i efteråret 2012 gennemgås refusionshjemtagelsen for 2010-2012. Denne gennemgang forventes ligeledes at medføre betydelige merindtægter i refusion. På baggrund af gennemgangen vil forvaltningen i samarbejde med Deloitte tilrette forvaltningens vejledning på området, således at der fremadrettet hjemtages korrekt refusion.

Korrekt refusion på sygedagpengeområdet omhandler muligheden for at hjemtage høj refusion i forbindelse med aktivering og delvis raskmelding. Deloitte påpegede i beretningen for 2010, at forvaltningen ikke hjemtog korrekt refusion på dette område.

På den baggrund har forvaltningen i samarbejde med Deloitte påbegyndt gennemgangen af de relevante sager. Denne gennemgang forventes afsluttet i efteråret 2012 og forventes at medføre en betydelig merindtægt i form af øget statsrefusion til forvaltningen. Forvaltningen er bekendt med at andre kommuner har haft lignende problemer med korrekt registrering på sygedagpengeområdet, hvilket kunne tyde på fejl ved det relevante KMD-system. Forvaltningen arbejder sammen med Deloitte på at afdække dette og vil i givet fald rette henvendelse til KMD herom.

Fjerde revisionsbemærkning – der er stilet til Beskæftigelses- og Integrations-, Social- og Økonomiforvaltningen - vedrører udbetaling af ydelser til en specifik familie (side 15-17). Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen er omfattet af denne revisionsbemærkning, fordi ydelserne udbetales af Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen, men revisionens kritik retter sig i alt væsentlighed mod Socialforvaltningen.     

Videre proces

Økonomudvalget oversender den 25. september 2012 udvalgenes bemærkninger til Revisionsudvalget. Revisionsudvalget fremsender revisionsbetænkning vedrørende revision af regnskab 2011 til Økonomiudvalget den 11. oktober 2012. Økonomudvalget godkender revisionsbetænkningen den 30. oktober 2012. Borgerrepræsentationen behandler revisionsbetænkningen og godkender endeligt regnskab 2011 den 15. november 2012.

BILAG

  1. Revisionsberetning for 2011 vedrørende årsregnskabet.

  2. Revisionsberetning for 2011 vedrørende sociale og beskæftigelsesrettede udgifter, der er omfattet af statsrefusion. 

  3. Brev fra Borgmesteren som er afsendt til Økonomiudvalget med forbehold for udvalgets godkendelse.

    Morten Binder     /Thomas Thellersen Børner

Beslutning

Dagsordens punkt 4 og 5 blev behandlet under et.

 

Indstillingen til punkt 5 blev godkendt.

 


Der var enighed om følgende protokolbemærkning til dagsordenens punkt 4 og 5:

”Udvalget vil have fejlene væsentligt nedbragt og roser i den sammenhæng forvaltningen for at

anerkende, at fejlomfanget fortsat er for stort.”

Til top