Mødedato: 17.06.2019, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 57

Budgettemaer til Budget 2020 og need to budgetnotater

 

Resumé

Med denne sag skal Beskæftigelses- og Integrationsudvalget (BIU) tage budgettemaer til Budget 2020 til efterretning – samt tage budgetønsker vedrørende need to og rettidig omhu til efterretning.

Indstilling

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,

  1. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget tager Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningens budgettemaer til Budget 2020 til efterretning jf. tabel 1.
  2. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget tager Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningens budgetønsker vedrørende need to og rettidig omhu til Budget 2020 til efterretning jf. tabel 2.

Problemstilling

Forhandlingerne om Budget 2020 gennemføres i september 2019.

Økonomiudvalget vedtog med Indkaldelsescirkulæret for 2020, at forvaltningerne bedes udarbejde budgetnotater indenfor 1-3 temaer, der vurderes at indeholde specifikke udfordringer fra 2020.

Desuden anmoder Indkaldelsescirkulæret forvaltningerne om at udarbejde budgetnotater vedrørende need to og rettidig omhu:

  • Need to vedrører de merudgifter, Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen (BIF) kan imødese på grund af lovændringer, kapacitetsudfordringer eller presserende renoveringsprojekter mv. – og som der ikke er midler til at prioritere inden for forvaltningens egen ramme.

  • Rettidig omhu kan omfatte områder hvor kommunens udgifter stiger såfremt finansieringen udskydes, eller der er mulighed for at opnå ekstern medfinansiering, såfremt kommunen afsætter finansiering mv.

Løsning

Specifikke udfordringer for 2020

Som forberedelse til budgetforhandlingerne har BIF udarbejdet følgende tre budgettemaer:

Tabel 1. Oversigt over specifikke udfordringer

#

Udfordring

1.

Mere arbejdskraft til byens virksomheder

2.

Byens udsatte ledige hjælpes videre i livet

3.

Bedre fremtid for byens udsatte unge

 

1. Mere arbejdskraft til byens virksomheder

I København er der knap 15.500 jobparate ledige (helårspersoner). Det svarer til en ledighedsprocent på 4,6 pct. Langt størstedelen er dagpengemodtagere (ca. 13.300), heraf er cirka halvdelen (43 pct.) akademikere. Samtidig er 20 pct. af virksomhedernes rekrutteringsforsøg i hovedstadsregionen forgæves.

For at understøtte, at de ledige københavnere af virksomhederne opleves som en relevant og kompetent arbejdskraft, skal Jobcenter København bistå med at vedligeholde og udvikle kompetencerne blandt ledige københavnere – herunder de digitale kompetencer.

Ovenstående gælder de ledige som helhed. En særlig fokusgruppe er den store gruppe ledige dimittender med en lang videregående uddannelse, hvor der er en fuldt arbejdsdygtig arbejdskraftreserve, der blot mangler det rigtige match eller et lille tvist i deres kompetencer eller jobsøgning.

Endelig efterspørger virksomhederne højtspecialiseret international arbejdskraft. Derfor er der behov for, at kommunen tilbyder jobprogrammer og andres karrierefokuserede services – målrettet international specialiseret arbejdskraft – så Københavns Kommune opleves som en attraktiv by at bosætte sig i mere permanent. Både for herboende internationale studerende, som samfundet allerede har bekostet uddannelse af – og for den færdiguddannede højt specialiserede international arbejdskraft, som ønskes tiltrukket til byen.

 

2. Byens udsatte ledige hjælpes videre i livet

Jobcenter København har gennem de seneste år opnået gode resultater med at hjælpe udsatte borgere videre i job eller på rette hylde som led i projekter med nedsatte sagsstammer. Antallet af aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere er faldet fra ca. 15.000 helårspersoner (april 2015) til ca. 10.400 helårspersoner (april 2019).

Erfaringen fra projekterne viser, at omdrejningspunktet for et konstruktivt arbejde med gruppen af udsatte borgere er tæt kontakt, tæt opfølgning og et virksomhedsrettet fokus. Forvaltningen foreslår, at der i budgetforhandlingerne fortsat afsættes midler til at bibeholde de reducerede sagsstammer.

Endvidere ønsker forvaltningen at fortsætte og udbygge sine tværfaglige sundheds- og beskæftigelsesindsatser, som har vist gode resultater – eksempelvis indsatser til borgere med psykiatriske eller misbrugsproblematikker. Det gælder fx IPS-indsatsen, hvor der er tilknyttet en specialiseret jobkonsulent til borgere, der allerede er i psykiatrisk behandling i regionen. Dette specifikke projekt indgår som hensigtserklæring i overførselssagen 2018/2019 ift. mere permanent finansiering.

 

3. Bedre fremtid for byens udsatte unge

Siden 2015, er antallet af aktivitetsparate unge med uddannelsespålæg faldet fra ca. 3.000 helårsunge (april 2015) til ca. 2.000 (april 2019), hvilket er en positiv udvikling.

Men mange af de aktivitetsparate ledige unge, der i dag er tilbage i beskæftigelsessystemet, har komplekse problemer ud over ledighed. Det drejer sig typisk om psykiske, psykiatriske eller misbrugsrelaterede problemstillinger. Der er således behov for at iværksætte en række specialiserede indsatser, hvor fx misbrugsbehandling og beskæftigelsesindsatsgår hånd i hånd hvis de unge ikke skal fortsætte deres voksenliv i beskæftigelsessystemet, men i stedet komme i uddannelse og job, herunder fleksjob.

 

Øvrige tværgående budgettemaer mv.

Endvidere vil BIF bidrage med relevante initiativer på forvaltningens ressort i tværgående budgettemaer Sikker By, International arbejdskraft, Parallelsamfundsstrategien (opfølgning på den politiske aftale om ghettoplanen) og vedtagelsen i Borgerrepræsentationen ift. initiativer for at begrænse antallet af fattige børn. Økonomiforvaltningen koordinerer disse temaer på tværs. Endelig vil BIF som opfølgning på forvaltningens digitaliseringsstrategi udarbejde relevante business cases til Investeringspuljerne – herunder Innovationspuljen.

 

Need to og rettidig omhu på forvaltningens område

Til Budget 2020 har BIF følgende budgetønsker vedrørende need to og rettidig omhu.

Tabel 2. Oversigt over need to på BIFs område

#

Budgetønsker vedrørende need-to og rettidig omhu

1.

Jobcenter Planner (need to)

2.

Flere rehabiliteringsteammøder (need to)

3.

Flygtningeboliger (need to)

4.

Copenhagen Career Program (rettidig omhu)

5.

Flere Skal Med II (rettidig omhu)

 

1. Jobcenter Planner (need to)

Jobcenter Planner er et bookingsystem, udviklet af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR). Systemet bruges af jobcentre til at udstille samtalemuligheder og ledige tider, så bestemte grupper af ledige borgere, med adgang til Min side på Jobnet, kan booke samtaler, når de ønsker. Dette tilbud er lovpligtigt og skal systemunderstøttes.

Systemet har hidtil været stillet gratis til rådighed for jobcentrene af STAR. STAR ophører med at drive dette system fra udgangen af 2020. Derfor pålægges Københavns Kommune en udgift til indkøb, implementering, undervisning og drift af et tilsvarende bookingsystem i løbet af 2020. Derfor er budgetønsket need to.

 

2. Flere rehabiliteringsteammøder (need to)

Alle kommuner skal have et tværfagligt rehabiliteringsteam til behandling af sager om jobafklaringsforløb, ressourceforløb, fleksjob og førtidspension jf. lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen mv. Borgere i målgruppen for disse ordninger har retskrav på at få deres sag forelagt på rehabiliteringsteamet, inden der træffes afgørelse i deres sag.

På grund af et stigende antal sager er ventetiden til rehabiliteringsteammøder steget markant i 2019 og er aktuelt på ca. 17 uger. Stigningen i ventetiden skyldes, at borgere tidligere får forelagt deres sag for rehabiliteringsteamet grundet lovændring om ‘præcisering af reglerne for tilkendelse af førtidspension’ samt STAR-projektet ‘Flere skal med’.

BIF, SOF og SUF fik med Overførselssagen 2018/2019 i fællesskab 4,8 mio. kr. til afholdelse af flere møder i rehabiliteringsteamet, ligesom en række initiativer for at øge kapaciteten i mødeafholdelsen blev igangsat. Samtidig blev det i Overførselssagen aftalt, at BIF frem mod Budget 2020 skulle fremlægge en revideret prognose for forventede antal sager til rehabiliteringsteamet – samt mulige afledte merudgifter.

 

3. Flygtningeboliger (need to)

Københavns Kommune tilbyder midlertidig indkvartering af flygtninge i en bygning på Ottiliavej i Valby. Indkvarteringen i den pågældende bygning hviler på en dispensation, som udløber primo 2021. Der er derfor behov for at finde en alternativ løsning for indkvartering af flygtninge.

BIF er i samarbejde med Økonomiforvaltningen i færd med at afdække muligheder for alternativ indkvartering af flygtninge andre steder i byen. En alternativ indkvartering kræver anlægsmidler til istandsættelse mv. af en ny bygning.

 

4. Copenhagen Career Program (rettidig omhu)

Tiltrækning og fastholdelse af udenlandsk arbejdskraft er en væsentlig vækst­parameter, hvorfor den internationale konkurrence om den højt kvalificerede internationale arbejdskraft er skarp. Udenlandsk arbejdskraft er generelt en gevinst for virksomhederne i modtagerlandet og bidrager positivt til de offentlige finanser.

På den baggrund fik BIF med Overførselssagen 2018/2019 tildelt midler i 2019 til karriere- og jobsøgningsprogrammerne ’Copenhagen Career Program’ for internationale studerende, der læser i Danmark og medfølgende ægtefæller til internationale jobtagere i Danmark. Initiativet indgik som rettidig omhu, idet Region Hovedstaden medfinansierer programmerne under forudsætning af kommunal finansiering. Det indgik endvidere som en hensigtserklæring i Overførselssagen, at muligheden for en mere permanent finansiering af programmerne skal afsøges i Budget 2020.

 

5. Flere Skal Med II (rettidig omhu)

Københavns Kommune har deltaget i det landsdækkende satspuljeforsøg ’Flere Skal Med I’, hvor Jobcenter København har fået 64 mio. kr. til at arbejde intensivt med omtrent 7.000 udsatte københavners sager i perioden 2017-2019. Formålet med projektet har været at sikre, at de ledige modtager den rette hjælp – og ikke sidder fast i kontanthjælpssystemet. BIF forventer, at STAR i 2019 vil igangsætte en opfølgning på forsøget – Flere Skal Med II, så restgruppen i kontanthjælpssystemet også kan få en intensiv jobrettet indsats – og den nuværende indsats kan videreføres for de borgere, der indgik i ”Flere skal med I”. BIF kender endnu ikke de præcise kriterier for ansøgning om deltagelse i projektet – men har fået oplyst, at der vil være krav om, at kommunen selv investerer i beskæftigelsesindsatsen.

Dette budgetønske vil blive rejst som rettidig omhu i budgetforhandlingerne, da det er forudsætningen for at BIF vil kunne modtage tilskud fra STAR til forsøget. Budgetønsket er dermed betinget af positivt tilsagn fra STAR som administrerer satspuljen.

 

Øvrige budgetnotater

Udover budgetnotater for de overordnede budgettemaer vil forvaltningen udarbejde budgetnotater på enkeltstående områder, efter bestilling fra medlemmer af udvalget (hvoraf nogle allerede er modtaget).

Hvis medlemmerne af BIU har ønske om at om at få udarbejdet yderligere budgetnotater, bedes de rette henvendelse til Sekretariatet for Ledelse og Kommunikation herom. For at sikre at budgetnotatet opfylder forslagsstillerens ønske – samt give forslagsstilleren mulighed for at indgå i dialog med forvaltningen – opfordres udvalgsmedlemmerne til at bestille budgetnotater, så snart det er muligt.

Herefter vil forvaltningen udarbejde svar i den fælles budgetnotat skabelon, som stilles til rådighed af Økonomiforvaltningen.

Forvaltningens svar fremsendes først til forslagsstilleren med henblik på at afklare eventuelle supplerende spørgsmål. Herefter uploades budgetnotatet på BIU-portalen, så det er tilgængeligt for alle udvalgets medlemmer.

Økonomi

Indstillingen har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser. Ændringer i økonomien afventer budgetforhandlingerne.

Videre proces

Forvaltningen udarbejder budgetnotater inden for de beskrevne temaer, som forelægges udvalget til efterretning i august.

 

Tanja Franck / Jeppe Bøgh Andersen

Beslutning

Indstillingens 1. at-punkt blev taget til efterretning

 

Indstillingens 2. at-punkt blev taget til efterretning

 

 

Radikale Venstre fremsatte følgende protokolbemærkning, som Alternativet, SF og Enhedslisten tilsluttede sig:

”Et vigtigt tema i kommunens integrationspolitik er uddannelse og beskæftigelse af børn og unge. Det er desværre et tema, der ikke er blevet støttet op tilstrækkeligt med initiativer i vores handleplan og aktuelle indsatser og bevillinger står til at frafalde ved det kommende budget, hvilket kan få en afgørende betydning for børnene, de unge og deres familiers deltagelse i samfundet. Vi ønsker frem mod forhandlingerne at forvaltningen ser på, at de to temaer om udsatte borgere skrives sammen for at give plads til et tema om unge minoriteter og uddannelses- og beskæftigelsesinitiativer for denne borgergruppe.” 

Til top