Mødedato: 17.06.2019, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 57

Høringssvar til Mere byggeri for pengene og smartere brug af m2

Se alle bilag

Resumé

Økonomiforvaltningen har sendt indstilling om ”Mere byggeri for pengene og smartere brug af m2” i høring hos fagudvalgene forud for vedtagelsen i Økonomiudvalget. Der er udarbejdet et høringssvar fra Beskæftigelses- og Integrationsudvalget, hvor udvalget bakker op om indstillingen og underliggende initiativer. Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen beder med denne indstilling Beskæftigelses- og Integrationsudvalget om at godkende høringssvaret.

Indstilling

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,

  1. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkender vedlagt udkast til høringssvar (bilag 2) vedr. indstilling om "Mere byggeri for pengene og smartere brug af m2" (bilag 1) med henblik på oversendelse til Økonomiforvaltningen

Problemstilling

I budget 2019 blev parterne enige om, at Økonomiforvaltningen i samarbejde med fagforvaltningerne skulle afdække måder hvorpå, kommunen kan bruge eksisterende og kommende m2 optimalt og bygge billigere. Indstillingen skal behandles i Økonomiudvalget den 21. august 2019.

Indstillingen indeholder initiativer vedrørende

  1. Reduktion af byggeomkostninger ved tilpasning af krav til nybyggeri mm.

  2. Reduktion af udbygningsbehovet ved bedre udnyttelse af de eksisterende faciliteter mm.

  3. Smartere brug af m2 ved tværgående brug af m2

  4. Smartere brug af administrative m2 via aktivitetsbaseret indretning

Løsning

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen vurderer, at de beskrevne aktiviteter kan sikre en bedre udnyttelse af Københavns Kommunes anlægsmidler, og støtter derfor at arbejdes videre med alle spor.

Ad 1 og 2:

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningens behov for ombygning og udbygning er i øjeblikket begrænset eftersom mere end 50 pct. af forvaltningen 1. april 2019 er flyttet til nyistandsatte lokaler på Gl. Køge Landevej. Forvaltningen har ingen aktuelle behov, der skal imødekommes.

Ad 3:

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen er positiv over for at faciliteterne kan anvendes til flere formål.

På Jobcenteret på Gl. Køge Landevej deler Borgerservice, Socialforvaltningen og Børne- og Ungdomsforvaltningen allerede funktioner med Jobcenteret. Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen har endvidere været i dialog med Kultur- og Fritidsforvaltningen om et samarbejde, om at aftenskoler også kan få adgang til mødefaciliteter, når lokalerne ikke anvendes til jobcenterets aktiviteter. Nytteindsatsen samarbejder endvidere med Kultur- og Fritidsforvaltningen om at give sportsklubber adgang til brug af nytteindsatsens lokaler. Der er en række praktiske udfordringer, der skal håndteres ved deling af lokaler, såsom aftaler om rengøring, vagter, alarmer mv. Dette gøres ved indgåelse af aftaler om deling af lokalerne.

Ad 4:

Beskæftigelses- og integrationsforvaltningen har positive erfaringer med at spare m2 og forbedre forvaltningens lokaler ved brug af aktivitetsbaseret indretning på Gammel Køge Landevej. Forvaltningen støtter, at der fremadrettet sker en screening af adresser, i forhold til om der kan opnås bedre anvendelse og udnyttelse af lokalerne ved aktivitetsbaseret indretning. Screeningen bør tage højde for mulighederne for at tilpasse lejemålet/bygningsfysikken, så der kan indrettes tilstrækkelige fællesfaciliteter.

Økonomi

Se videre proces

Videre proces

Økonomiudvalget skal endeligt godkende indstillingen den 21. august 2019. Økonomiforvaltningen udarbejder budgetnotater i samarbejde med fagforvaltningerne, som vil indgå i drøftelserne om anlægssager til Budget 2020.

 

Tanja Franck / Michael Baunsgaard Schreiber

Beslutning

Indstillingen blev godkendt uden afstemning

Til top