Høringssvar angående Københavns Kommunes sundhedspolitik
Høringssvar angående Københavns Kommunes sundhedspolitik
Beskæftigelses- og Integrationsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde torsdag den 17. april 2008
8. Høringssvar angående Københavns Kommunes sundhedspolitik BIU 72/2008
INDSTILLING OG Beslutning
Beskæftigelses – Integrationsforvaltningen indstiller, 1. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkender vedlagte høringssvar til Sundheds- og Omsorgsudvalget. |
Problemstilling
Sundheds- og Omsorgsudvalget har anmodet
Beskæftigelses- og
Integrationsudvalget om høringssvar til Sundheds- og Omsorgsudvalgets udkast
til en revideret plan gældende for 2008-9 for implementering af Københavns
Kommunes sundhedspolitik "Sunde Københavnere i alle aldre – Københavns Kommunes
Sundhedspolitik 2006-
Der blev i forbindelse med vedtagelsen af budgettet for 2008 ikke tilvejebragt finansiering til implementering af de sundhedspolitiske handleplaner udarbejdet i forbindelse med sundhedspolitikkens tilblivelse. Sundheds- og Omsorgsudvalget vedtog i november 2007 (SOU 299/07), at Sundheds- og Omsorgsforvaltningen i samarbejde med de øvrige fagforvaltninger skulle udarbejde en revideret plan for implementering af sundhedspolitikken gældende for perioden 2008-2009.
Den reviderede plan beskriver de sundhedsfremmende og forebyggende indsatser, der er i gang eller er planlagt i 2008 og 2009 i kommunen. Der er ikke medtaget indsatser, som er lovbefalet, eller indsatser som allerede er i drift. Den reviderede plan er udarbejdet med udgangspunkt i, at indsatserne er finansieret inden for eksisterende budgetrammer evt. suppleret med puljemidler.
Sundheds- og Omsorgsudvalget anmoder om, at fagudvalgene i deres høringssvar bl.a. forholder sig til følgende:
· Afspejles det ønskede ambitionsniveau for Københavns Kommunes Sundhedspolitik i den reviderede plan for implementering af Sundhedspolitikken?
· Hvilke sundhedsindsatser har tilstrækkelig høj prioritering i fagudvalgene, til at de kan rejses til budgetønskelisten for 2009?
Løsning
Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen vurderer på linie med Sundheds- og Omsorgsforvaltningen, at det, på trods af en bred vifte af allerede eksisterende forebyggende og sundhedsfremmende tiltag i fagforvaltningerne, vil være urealistisk, under de nuværende forudsætninger, at indfri de strategiske mål i sundhedspolitikken i politikperioden 2006-10. De strategiske mål med relevans for Beskæftigelses- og Integrationsudvalget er følgende:
Strategiske mål for Sund livsstil voksne:
° Voksnes livsstil skal forbedres, når det gælder rygning, alkohol, fysisk aktivitet og kost
° Voksnes psykosociale sundhed skal styrkes
Strategiske mål for etniske minoriteters sundhed:
° Livsstilen blandt etniske minoriteter skal forbedres, når det gælder rygning, kost, fysisk aktivitet, reproduktiv sundhed og tandsundhed.
° Etniske minoriteters deltagelse i sociale netværk skal fremmes
° Sundhedstilstanden blandt etniske minoriteter udenfor arbejdsmarkedet skal forbedres bl.a. med henblik på større integration på arbejdsmarkedet.
Beskæftigelses- og Integrationsudvalget tilslutter sig Sundheds- og Omsorgsudvalgets vægt på klare målsætninger og målepunkter på det sundhedspolitiske område. Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen foreslår derfor, at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget i høringssvaret fortsat bakker op om ovenstående strategiske mål, men opfordrer Sundheds- og Omsorgsudvalget til at revidere sundhedspolitikkens konkrete målepunkter, således at disse tilpasses de allokerede ressourcer. Såfremt de opstillede målepunkter skal indfries, forudsætter dette, at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget i budget 2009 på linie med de øvrige fagudvalg vælger at afsætte midler til konkrete sundhedsindsatser, der vil bidrage til at nå sundhedspolitikkens målepunkter. Det er imidlertid forvaltningens opfattelse, at sundhedsområdet ikke vil blive opprioriteret af udvalget i budget 2009, hvorfor forvaltningen foreslår, at følgende elementer indgår i udvalgets høringssvar:
1. Beskæftigelses- og Integrationsudvalget vurderer på grundlag af den reviderede plan for sundhedspolitikken, at der er en bred vifte af indsatser og projekter i forvaltningerne, der understøtter de strategiske målsætninger i sundhedspolitikken, og som afspejler, at Københavns Kommune har en stærk sundhedsprofil.
2. Imidlertid vurderes det, at de meget ambitiøse konkrete målepunkter i sundhedspolitikken vil være urealistiske at nå medmindre samtlige fagudvalg prioriterer sundhed højt i de kommende budgetforhandlinger.
3. Eftersom Beskæftigelses- og Integrationsudvalget vurderer, at forvaltningen p.t. har en række velfungerende indsatser på sundhedsområdet, vil udvalget formentlig prioritere andre indsatsområder i 2009. Dog drøfter udvalget en udbygning af sundhedsrelaterede emner i 2009, herunder KIA (Koordineret Indsats for Arbejdsfastholdelse) i relation til sygemeldte med lettere psykiske problemer, familieindsats over for isolerede kvinder og psykisk syge og en beskæftigelsesindsats på handicapområdet.
4. Beskæftigelses- og Integrationsudvalget opfordrer derfor Sundheds- og Omsorgsudvalget til i samarbejde med de øvrige fagudvalg at revurdere de konkrete målepunkter set i lyset af de allokerede ressourcer og på grundlag heraf udarbejde en redegørelse for, hvornår og hvordan sundhedspolitikkens strategiske mål kan indfries.
5. Fagudvalgene, herunder Beskæftigelses- og Integrationsudvalget, bør sideløbende søge, via allerede eksisterende tiltag, at fremme de strategiske mål i sundhedspolitikken. Dette gøres f.eks. allerede ude i kommunens jobcentre, der i en række projekter har fokus på sundhedsmæssige barrierer for beskæftigelsesindsatsen, jf. vedlagte reviderede plan for sundhedspolitikken.
6. Beskæftigelses- og Integrationsudvalget vil opfordre Sundheds- og Omsorgsudvalget til at gå aktivt ind i arbejdet med de boligsociale helhedsplaner, der med støtte fra Landsbyggefonden og med medfinansiering fra bl.a. Københavns Kommune, udgør en oplagt platform i forhold til udvikling af lokale sundhedsfremmende og forebyggende projekter blandt udsatte målgrupper i byen.
Økonomi
Indsatserne i den reviderede plan for implementering af Sundhedspolitikken gennemføres indenfor eksisterende budgetrammer i de respektive forvaltninger.
Videre proces
Sundheds- og Omsorgsudvalget vil på baggrund af de indkomne høringssvar fremsende et endeligt forslag til en revideret plan for implementering af sundhedspolitikken til Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.
Bilag
1. Udkast til høringsbrev til Sundheds- og Omsorgsudvalget.
2. Sundheds- og Omsorgsudvalgets beslutningsprotokol om revideret plan for implementering af sundhedspolitikken.
3. Revideret plan for implementering af sundhedspolitikken i perioden 2008-9. Planen vil ligge fremme under mødet.
Morten Binder /Kaj Ove Christiansen