Mødedato: 17.04.2008, kl. 14:15

Helårsopfølgning på resultatkontrakter for 2007

Se alle bilag

Helårsopfølgning på resultatkontrakter for 2007

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde torsdag den 17. april 2008

 

 

7.      Helårsopfølgning på resultatkontrakter for 2007          BIU 71/2008

Orientering om status for opfyldelse af målene i resultatkontrakter med Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningens decentrale enheder

 

INDSTILLING OG Beslutning

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,

1.                  at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget tager årsopfølgningen på resultatkontrakterne med Jobcenter Københavns seks enheder, de tre beskæftigelsescentre og Ydelsesservice til efterretning.

 

Problemstilling

Primo 2007 indgik Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen resultatkontrakter med de 10 centre i forvaltningen, som omfatter Jobcenter Skelbækgade, Musvågevej og Nyropsgade, Jobcenter Sygedagpenge, Center for Job på Særlige Vilkår (JSV), Center for Job & Formidling (CJF), Center for Afklaring & Beskæftigelse (CAB), Center for Kompetence & Beskæftigelse (CKB), Center for Beskæftigelse, Sprog & Integration (CBSI) og Ydelsesservice.

 Beskæftigelses- og Integrationsudvalget besluttede efterfølgende, at udvalget halvårligt forelægges et notat med opfølgning på kontrakternes mål og resulta ter. Der har været afholdt møder med samtlige 10 decentrale enheder løbende hen over året med udgangspunkt i kontrakterne. Fokus har været på, hvor indsatsen skulle forbedres for at opfylde kontrakternes mål ved årets udgang.

Udvalget har tidligere fået forelagt en halvårsopfølgning den 11. oktober 2007.

Efter årets udgang foreligger nu helårsopfølgningen på beskæftigelsesindsatsen for 2007.

 

Løsning

Helårsopfølgningen afrapporteres overfor udvalget i vedlagte notat (bilag 1). Årsopfølgningen indeholder en sammenfatning af de væsentligste resultat- og indsatsmål for de 10 udførende enheder, som samlet set viser, hvordan årets beskæftigelsesindsats har forløbet.

Kontrakterne og dermed også årsopfølgningen er struktureret ud fra de fire overordnede styringsparametre: Beskæftigelsesindsatsen, kvalitet i indsatsen, personale og organisation samt økonomi. De fire styringselementer skal tilsammen bidrage til en balanceret styring af beskæftigelsesindsatsen. 

Der har i 2007 været sat fokus på Ny-Chance-målgruppen, på volumen i den generelle kontakt (jobsamtaler med kontanthjælpsmodtagerne) samt aktiveringsvolumen. Disse kampagner afspejler sig i de opnåede resultater i årsopfølgningen. Også den svage gruppe, der står overfor 300-timers kravet, har fået en ekstra indsats. 

Opfølgning på beskæftigelsesindsatsen viser generelt en god nedgang i antallet af langvarige kontanthjælpsmodtagere og relativt gode effekter af aktiveringen på centrene.

Der er dog også områder, som fordrer en skærpet indsats gennem 2008. Det drejer sig først og fremmest om sygedagpengeområdet, hvor der er skabt nogle grundlæggende forudsætninger, men hvor indsatsen skal løftes højere i 2008.

På baggrund af de gode konjunkturer (og heraf tungere borgergrupper) er udfordringen endvidere fortsat at holde jobfokus i både den ordinære formidling af job og i den samlede aktiveringsindsats (virksomhedspraktik, løntilskud, mentorordninger). I resultatkontrakterne for 2008 er der lagt stor vægt på en kvalificeret aktiveringsindsats med større volumen.

I skema 1 herunder angives målopfyldelsen i 2007 for udvalgte resultatkontrakter.

Samlet set står Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen over for større udfordringer på beskæftigelsesområdet i det kommende år bla. grundet manglen på kvalificeret arbejdskraft og en større gruppe borgere med langvarig kontakt til kontanthjælps- og dagpengesystemet. På den anden side har vi nu chancen for at få svagere kontanthjælpsmodtagere i vedvarende job. Dette kræver dog en ekstraordinær indsats. En indsats som vil fortsætte ind i 2008. De ti nye resultatkontrakter der indgås med de udførende centre i 2008, og som sætter de styringsmæssige rammer for den samlede indsats, bygger på de erfaringer der er gjort og de fokuspunkter, som opfølgningen på 2007 har afstedkommet.

Opfølgningsmæssigt vil der i 2008 blive afholdt løbende statusmøder, hvor de opnåede resultater drøftes, problemstillinger vendes og der tages handling på eventuel manglende målopfyldelse. Formålet er at sikre en tæt opfølgning på de væsentlige områder, som fremgår af kontrakterne for herigennem at sikre en effektiv beskæftigelsesindsats, som lever op til borgernes retskrav og behov sammenholdt med arbejdsmarkedets behov inden for de økonomisk afsatte rammer. 

 

Skema 1. Status for opfyldelse af resultatmål for 2007 (udvalgte mål)

Mål

Resultat

Målopfyldelse

Tilgangen til gruppen af kontanthjælpsmodtagere med mere end 12 mdr. ledighed skal nedbringes med 10 %

Tilgangen af langvarige kontanthjælpsmodtagere er faldet med 30 % i 2007

Opfyldt

Den gennemsnitlige varighed for kontanthjælpsmodtagere med mere end 12 mdrs. ledighed skal nedbringes med mindst 10 %

Varigheden for langvarige kontanthjælpsmodtagere er faldet med 14 % i 2007

Opfyldt

I alle sygedagpengesager under 52 uger skal den lovpligtige opfølgning være foretaget rettidigt

90 % af alle sygedagpengesager under 52 uger er foretaget rettidigt

Ikke opfyldt

 

Andelen af kontanthjælpsmodtagere, der efter endt aktivering på centret, fortsat er ude af kommunal selvforsørgelse efter 6 måneder udgør 50 % i 2007

Efter endt aktivering er 44 % af kontanthjælpsmodtagerne ude af kommunal forsørgelse efter 6 måneder (gn. for 2007)

Ikke opfyldt

Effekterne har været meget svingende hen over året. Ved udgangen af året var effekten 49 %

Mindst 90 % af alle telefonhenvendelser, som indgår til centret, skal besvares af en medarbejder på centret

91 % af alle telefonhenvendelser besvares af en medarbejder på centret

Opfyldt

Centrets samlede sygefravær skal reduceres med mindst 10 % i 2007

BIF's samlede gennemsnitlige antal sygedage pr. medarbejder er faldet med 15 % i 2007

Opfyldt

Jobcentrene skal anvende min. 85 % og max. 100 % af den samlede bevilling, ekskl. købsbudgettet

Jobcentrene har forbrugt 96 % af den samlede bevilling i 2007 (ekskl. købsbudgettet)

Opfyldt

Jobcentrene skal anvende min. 95 % og max. 100 % af købsbudgettet (køb hos eksterne leverandører og uddannelsesinstitutioner mv.)

Jobcentrene har i 2007 forbrugt 100 % af købsbudgettet

Opfyldt - men der har været et overforbrug på køb af tilbud hos eksterne leverandører svarende til 120 % af det afsatte beløb til denne post. Det er dog blevet modsvaret af et mindreforbrug til uddannelsesaktiviteter primært til uddannelse til revalidender

 

Økonomi

Der er ingen direkte økonomiske konsekvenser af indstillingen.

 

Videre proces

Forvaltningen følger løbende op på status for målene i de enkelte resultatkontrakter.

 

Bilag

1.      Årsopfølgning på resultatkontrakter 2007

 

 

 

         Morten Binder                                /Thomas Thellersen Børner 

 



 

Til top