Mødedato: 17.02.2020, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 57

Orientering om udmøntningen af satspuljeinitiativet Flere skal med 2

Se alle bilag

Resumé

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget orienteres i dette notat om indholdet i Flere skal 2 samt Jobcenter Københavns udmøntning af initiativet.

Indstilling

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller, 

  1. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget tager orienteringen til efterretning. 

Problemstilling

Jobcenter København JKI deltog i perioden 1. august 2017 til 31. august 2019 i satspuljeinitiativet Flere skal med 1.

BIU fik den 17. december 2019 en orientering om, at BIF har modtaget et tilsagn om et tilskud på i alt 60,4 mio. kr. til deltagelse i Flere skal med 2, som løber fra december 2019 til 31. december 2021.

Som I Flere skal med 1 har Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR) fastlagt kriterierne for Flere skal med-indsatsen i en indsatsmodel, som deltagerkommunerne er forpligtet til at følge. STAR’s ambition med Flere skal med 2 er, at deltagerkommunerne konsoliderer og udbreder Flere skal med-indsatsen til alle udsatte i kontanthjælpssystemet, som er fyldt 30 år.

Løsning

Om Flere skal med 2 og den konkrete udmøntning

Formål

Formål med Flere skal med 2 er at reducere antallet af aktivitetsparate i kontanthjælpssystemet ved, at flest mulige opnår helt eller delvist fodfæste på arbejdsmarkedet gennem (små)job. Det er også formålet, at borgere, der er i målgruppen for førtidspension, fleksjob eller ressourceforløb, får deres sag forelagt for rehabiliteringsteamet.

Målgruppe

Hvor bruttomålgruppen for Flere skal med 1 var ledige med mere end fem års sammenhængende ledighed i kontanthjælpssystemet, er bruttomålgruppen i Flere skal med 2  alle aktivitetsparate modtagere af kontanthjælp og overgangsydelse fyldt 30 år, som kan få en indsats efter lov om aktiv socialpolitik. I Københavns Kommune svarer det til ca. 9.800 helårspersoner.[1]

I Flere skal med 2 skal alle i bruttomålgruppen i udgangspunktet have Flere skal med-indsatsen.[2]En borger kan kun udtræde af indsatsen, hvis borgeren vurderes i målgruppen for et ressourceforløb, fleksjob eller en førtidspension,  fraflytter, opnår folkepension eller dør.

De borgere, der vurderes i målgruppen for et ressourceforløb, fleksjob eller en førtidspension, skal have opstartet en forberedende plan og have deres sag forelagt for rehabiliteringsteamet. Hvis jobcentret vurderer, at borgeren alligevel ikke er i målgruppen for et ressourceforløb, fleksjob eller en førtidspension, genindtræder borgeren i Flere skal med-indsatsen.

Indsatsmodellen i Flere skal med 2

Indsatsmodellen i Flere skal med 2 er grundlæggende den samme som i Flere skal med 1. Et centralt element, udover fokus på job fra dag ét, er, at alle skal have en personlig jobrådgiver. De personlige jobrådgivere skal f.eks. bistå borgerne med:

  • at konsolidere deres jobmål og udarbejde CV

  • at tage kontakt til relevante arbejdsgivere om en mulig ansættelse/praktik

  • at støtte borgerne i at mestre evt. barrierer, som de oplever står i vejen for job og uddannelse

  • at indgå en konkret aftale om ansættelse/praktik mv.

     

Når en borger opnår en praktik- eller ansættelsesaftale, skal jobrådgiveren hjælpe med at fastholde borgeren i virksomheden og understøtte borgerens progression i/mod (flere) ordinære lønnede timer under ansættelsen i småjobbet/praktikken.

Indsatsen skal følge de ovenfor beskrevne trin, indtil borgeren kommer i selvforsørget beskæftigelse eller uddannelse. Herefter skal jobrådgiveren følge op på borgeren i mindst 3-6 måneder.

Ny step up-indsats

I Flere skal med 2 er indsatsmodellen suppleret med en ny tværfaglig step up-indsats. Step up-indsatsen er et særligt greb, der kan bruges i de sager, hvor borgeren oplever, at konkrete helbredsmæssige og/eller familierelaterede udfordringer står i vejen for, at han/hun kan komme ud på en virksomhed i småjob eller en virksomhedspraktik.

Step up-indsatsen består af en til to tværfaglige samtaler, hvor borgeren, jobrådgiveren samt en relevante fagperson fra enten SUF, SOF eller BUF deltager. Formålet med de tværfaglige samtaler er at få lagt en klar plan for, hvordan borgerens udfordringer kan håndteres parallelt med den virksomhedsrettede indsats. Intentionen er, at de tværfaglige samtaler skal bidrage med nye faglige vinkler, der skal hjælp jobrådgiveren og borgeren med at komme videre i det beskæftigelsesfaglige arbejde. Mødet afsluttes med, at den videre plan skrives ind i et fælles aftaledokument.

De tværfaglige møder vil blive tilrettelagt efter behov. Det er endnu for tidligt at vurdere, hvor mange der skal have indsatsen.

Ny organisering af den borgervendte indsats

For at sikre at organiseringen understøtter den varige forankring af indsatsmodellen, har JKI ændret på strukturen af den borgervendte indsats. I hovedparten af de nye afdelinger varetager sagsbehandleren både rollen som myndighedssagsbehandler, mentor og virksomhedskonsulent Derudover er der oprettet afdelinger, der alene har fokus på de borgere, der er i målgruppen for et ressourceforløb, fleksjob eller en førtidspension.

Formålet med den nye organisering er at sikre: 

  • at borgerne har én gennemgående kontaktperson, der er tilgængelig for borgeren f.eks. via et direkte telefonnummer eller pr. mail

  • et lavt sagsantal pr. medarbejder, så der kan opbygges en tillidsfuld relation til borgeren

  • færrest mulige sagsbehandlerskift

  • kvalitet i sagsbehandlingen

Medarbejderne forventes at være klar til opstart i de nye afdelinger ultimo februar 2020.

JKI skønner, at der udover de nuværende medarbejdere (herunder de 75 medarbejdere, der blev ansat i forbindelse med Flere skal med 1) skal rekrutteres 25-30 jobrådgivere samt to afdelingschefer. Medarbejderne finansieres dels af Flere skal med-midlerne fra staten, dels af de 10 mio. kr. der blev afsat årligt i perioden 2020-2021 ved Budget 2019.

Økonomi og resultatopfølgning

JKI har fået tilsagn om et tilskud på i alt 60,4 mio. kr. fra satspuljen Flere skal med 2. Første rate svarende til halvdelen af tilskuddet dvs. 30,2 mio. kr. udbetales på baggrund af dokumenterede udgifter. Anden rate af tilskuddet udbetales på baggrund af de resultater, der er opnået i projektperioden:

  • Hvis 15 pct. af indsatsgruppen har opnået småjob eller selvforsørget job/uddannelse (SU-berettiget) i en given måned i indsatsperioden udbetales 40 pct. af det samlede tilskud, svarende til 24,2 mio. kr.

  • Hvis 20 pct. af indsatsgruppen har opnået småjob eller selvforsørget job/uddannelse (SU-berettiget) i en given måned i indsatsperioden udbetales også de sidste 10 pct. af det samlede tilskud, svarende til 6 mio. kr.

Målet er ambitiøst, men JKI vurderer, det er realistisk at nå. Dels inkluderer Flere skal med 2, til forskel fra Flere skal med 1, også borgere med kort kontanthjælpshistorik, dels har JKI et godt udgangspunkt ift. at få konverteret de mange virksomhedspraktikker, der blev etableret og igangsat i Flere skal med 1, til reelle (små)job.

JKI vil – som i Flere skal med 1 – følge implementeringen af indsatsmodellen tæt.

Fleksjob, virksomhedspraktik og løntilskudsjob vil fortsat være væsentlige fokusområder for JKI, selvom de ikke tæller med i STAR’s resultatmål. Succeskriteriet for flere af JKI’s borgere er at få et fleksjob. I disse tilfælde bruges virksomhedspraktik og/eller småjob som en platform for en fremtidige fleksjobansættelse. Grunden til, at fleksjob ikke tæller med i resultatmålet for Flere skal med 2,  er ifølge STAR, at Styrelsen ønsker en tydelig og løbende adskillelse af de borgere, der skal have projektindsatsen, og de borgere der er i målgruppen for et ressourceforløb, fleksjob eller en førtidspension.

Kompetenceudvikling i det virksomhedsvendte arbejde

JKI vil iværksætte et målrettet opkvalificeringsprogram i det virksomhedsvendte arbejde for medarbejdere med borger- og virksomhedskontakt.

Medarbejderne vil bl.a. blive kompetenceudviklet i:

  • Regler for ansættelse i småjob

  • Viden om arbejdsmarkedet nu og i fremtiden for udsatte i København

  • Virksomhedskontakt og virksomhedssamarbejde – herunder hvordan småjob skal italesættes fra start, og hvordan småjob kan inddrages i en arbejdsaftalen mv.

Understøttende initiativer der skal øge antallet af (små)job

JKI vil i samarbejde med relevante i BIF løbende vurdere, om der er behov for at igangsætte forskellige aktiviteter, herunder kommunikationstiltag der skal få flere virksomheder til at ansætte udsatte borgere i (små)job.

Status er, at der i 3. kvartal af 2019 var 763 aktivitetsparate fyldt 30 år i København, der havde et småjob ved siden af deres ydelse. Det svarer til 7 pct. af hele gruppen af aktivitetsparate fyldt 30 år, hvilket er samme niveau som på landsplan, hvor andelen også udgjorde 7 pct. [3] Udviklingen i antal småjob til udsatte har generelt været stigende i 2019. Fra 1. kvartal til 3. kvartal 2019 steg antallet med 100 personer.

Flere skal med 2 Ghetto

Ved Budget 2020 blev der – udover de 10 mio. kr., der blev afsat til kommunal medfinansiering af lave sagsstammer i Flere skal med 2 - afsat 1,8 mio. kr. årligt i 2020-2021 til finansiering af ekstra lave sagsstammer for aktivitetsparate fyldt 30 år bosat i områder på statens ghettoliste.

JKI vil som udgangspunkt have særligt fokus på Tingbjerg/Utterslevhuse, som er Københavns Kommunes største ghettoområde. Derudover udgør andelen af aktivitetsparate fyldt 30 år en relativ stor andel. I november 2019 var 4 ud af 5 af de kontanthjælpsmodtagere, der var bosat i et ghettoområde, vurderet aktivitetsparat.[4]

Tingbjerg står over for store anlægsarbejder i de kommende år, som kan skabe virksomhedsrettede aktiviteter. Derudover oplever JKI en stigende interesse fra forskellige virksomheder, der er interesseret i at indgå i et samarbejde om borgerne i Tingbjerg. JKI vil derfor i de kommende måneder afsøge, hvilke samarbejdsmuligheder der er i området, som med fordel kan indtænkes i Flere skal med 2 Ghetto-indsatsen. Indsatsen forventes igangsat i 1. kvartal 2020.

Det overvejes løbende, om der ligeledes skal være fokus på andre ghettoområder.

Økonomi

Orienteringen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Udvalget vil løbende blive orienteret om forsøgets fremdrift og resultater. Udvalget forventes at modtage den første status i 2. halvår af 2020. Derudover vil udvalget få forlagt en årsstatus i 1. halvår af 2021 samt en endelig status efter forsøgets afslutning ultimo 2021, når STAR’s evalueringer af forsøget foreligger.

Tanja Franck / Marianne Sørensen

---------------------------------------------------------------------------

[1] I november 2019 udgjorde antallet i alt 9.800 helårspersoner jf. Jobindsats.dk

[2] Borgere kan fritages fra Flere skal med-indsatsen efter gældende regler. Det gælder f.eks., hvis borgeren er ude af stand til at deltage i en beskæftigelsesrettet indsats pga. sygdom og/eller helbred forværres ved aktivering, barsel m.v. Borgeren genindtræder i Flere skal med-indsatsen, hvis/når de ikke længere er omfattet af fritagelsen

[3] Kilde: Jobindsats.dk

[4] Andelen er beregnet ud af den samlede andel af jobparate og aktivitetsparate fyldt 30 år. Kilde: BIF-LIS

 

 

Beslutning

Indstillingen blev taget til efterretning.

Enhedslisten fremsatte følgende protokolbemærkning:

”Der er 9.800 aktivitetsparate modtagere af kontanthjælp i København. De er målet for Flere skal med 2. Der er fuld beskæftigelse i dag og langt de fleste af de 9.800 har problemer ud over ledighed. De skal med denne indsats nu tvinges i småjob. I indstillingen står beskrevet hvordan man vil forøge at få virksomhederne til at konvertere praktikker til småjobs, men man ved ikke om det kan lade sig gøre. Et mål er at 20 % af målgruppen skal være i småjob eller uddannelse hvilket virker helt urealistisk . Vi blev orienteret om at flere skal med 2 var en forlængelse af Flere skal med 1. Enhedslisten er bekymret for at man vil tvinge målgruppen i job selv om de ikke er i stand til at arbejde.”

Til top