Status på den særlige beskæftigelsesindsats i Mjølnerparken
Resumé
Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkendte ved udvalgsmødet d. 26. november 2018 udmøntningen af den særlige beskæftigelsesindsats i Mjølnerparken for 2019-20, herunder målsætningerne for indsatsen.
Indstilling
Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,
- at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget tager status på den særlige beskæftigelsesindsats i Mjølnerparken til efterretning
Problemstilling
Med Budgetaftale 2019 blev det besluttet at forlænge projektperioden for den særlige beskæftigelsesindsats i Mjølnerparken med en bevilling på 5,7 mio. kr. pr. år i 2019-20 med et forstærket fokus på at få borgerne i målgruppen i job og uddannelse. Målgruppen for indsatsen er alle kontanthjælps- og uddannelseshjælpsmodtagere med bopæl i Mjølnerparken.
Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkendte på udvalgsmødet d. 26. november 2018 følgende målsætninger for indsatsen:
Resultatmål:
- For personer under 30 år: øge den samlede uddannelses- og beskæftigelsesfrekvens med 5 procentpoint.
- For personer 30 år og derover: øge den samlede beskæftigelsesfrekvens med 5 procentpoint.
Indsatsmål:
- Alle borgere er i en kontinuerlig aktiveringsindsats
- 70 pct. af målgruppen har været i virksomhedspraktik eller løntilskud i perioden
Grundet forsinkelse på registerdata fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR) på 14 måneder, er det endnu ikke muligt at opgøre status på de to resultatmål.
Løsning
På grund af dataforsinkelsen er det ikke muligt at aflægge status på de oprindelige resultatmål, men kun på indsatsmålene.
I stedet for afrapportering på resultatmålene, gives nedenfor en foreløbig status med afsæt i data om borgernes afgang til job og uddannelse.
I nedenstående tabel 1 fremgår status for afgang til beskæftigelse og uddannelse pr. juni 2019. Siden projektstarten i 2019 har 152 kontanthjælpsmodtagere over 30 år og 22 uddannelseshjælpsmodtagere under 30 år deltaget i indsatsen.
Tabel 1: Status for andel i beskæftigelse og uddannelse
|
Status juni 2019 |
Andel under 30 år i beskæftigelse (inkl. deltid) og uddannelse |
23% |
Andel 30 år og derover i beskæftigelse (inkl. deltid) og uddannelse |
11% |
Kilde: Forvaltningens egne beregninger på baggrund af data fra DREAM
Anm: grundet forsinkelse på 6 måneder for data i DREAM er de seneste tilgængelige tal for afgang til job og uddannelse fra juni 2019
Status på afgang til job og uddannelse for den unge målgruppe er, at 23 pct. af unge under 30 år pr. juni 2019 er i beskæftigelse eller uddannelse. 18 pct. (4 borgere) er i fuldtidsbeskæftigelse, mens 5 pct. (1 borger) er i uddannelse. Herudover er 2 startet på Særligt Tilrettelagt Uddannelsesforløb (STU). Denne afgang er på niveau med afgangen til beskæftigelse eller uddannelse de første seks måneder i indsatsperioden 2017-18.
Status på afgang til job og uddannelse for målgruppen på 30 år og derover er, at 11 pct. er kommet i beskæftigelse eller uddannelse. 10 pct. (15 borgere) er i fuldtidsbeskæftigelse, mens 1 pct. (1 borger) er i uddannelse. Denne tilgang er tilsvarende på niveau med afgangen til beskæftigelse eller uddannelse de første seks måneder i indsatsperioden 2017-18. Afgangen til beskæftigelse i 2019 har udelukkende været til fuldtidsbeskæftigelse, mens 82 pct. af afgang til beskæftigelse i indsatsperioden 2017-18 var deltidsbeskæftigelse.
Det bemærkes, at målgruppen står relativt langt fra arbejdsmarkedet. 78 pct. af målgruppen på 30 år og derover er aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere, hvoraf 49 pct. har opstartet forberende plan. Endeligt er den del af målgruppen, som der er arbejdet med i indsatsen i 2019-20 relativt længere fra arbejdsmarkedet, da de borgere, der stod tættest på arbejdsmarkedet, kom i beskæftigelse eller uddannelse i indsatsperioden 2017-18. Til trods for, at målgruppen i 2019-20 står relativt længere fra arbejdsmarkedet, er afgangen for indsatsperioden den samme som i 2017-18 og al afgang til beskæftigelse har været fuldtid. Det tyder foreløbigt på, at indsatsen har haft en større effekt i takt med indsatsens udvikling fra 2017 og frem til nu.
En anden indikator for udviklingen ift. beskæftigelse og uddannelse, er kriteriet for statens ghettoliste angående ledighed. Kriteriet måler på: ”Andelen af beboere i alderen 18-64 år, der er uden tilknytning til arbejdsmarked eller uddannelse, overstiger 40 pct. opgjort som gennemsnittet over de seneste 2 år”:
- Ghettolisten pr. 1.12.2017: 43,5 pct. (opgjort 2015-16)
- Ghettolisten pr. 1.12.2018: 41,9 pct. (opgjort 2016-17)
- Ghettolisten pr. 1.12.2019: 38,0 pct. (opgjort 2017-18)
Før indsatsens begyndelse var der således 43,5 pct. af beboere i alderen 18-64 år i Mjølnerparken, der var uden tilknytning til arbejdsmarked eller uddannelse i 2015-16, mens det i 2017-18 var 38,0 pct. hvorved kriteriet ikke længere er opfyldt. Udviklingen i kriteriet ift. tilknytning til arbejdsmarked og uddannelse indikerer, at der er sket en positiv udvikling ift. resultatmålene om at øge den samlede beskæftigelses- og uddannelsesprocent i Mjølnerparken.
I tabel 2 fremgår status på indsatsmålene.
Tabel 2: Mål og status for beskæftigelsesrettet aktivering
|
Mål |
Status december 2019 |
Alle borgere er i en kontinuerlig aktiveringsindsats |
100% |
94% |
Andelen i virksomhedspraktik og løntilskud
|
70% |
44% |
Kilde: Forvaltningens egne beregninger på baggrund af data fra kommunale sagsbehandlingssystemer.
Status på målsætningen om kontinuerlig aktiveringsindsats er, at 94 pct. af borgerne i indsatsen har været aktiveret i perioden. Der er 11 borgere ud af 175 i indsatsen, der ikke har været i aktivering i perioden, hvilket skyldes eksempelvis barsel, længevarende indlæggelse, mv.
Status på målsætningen om virksomhedsrettet aktivering er, at 44 pct. pr. december 2019 har været i virksomhedspraktik eller løntilskud, hvilket er under målsætningen for indsatsperioden. Det skyldes til dels, at en stor andel af borgerne i indsatsen er aktivitetsparate, hvoraf en del af disse står langt fra arbejdsmarkedet grundet helbred, manglende erhvervserfaring og begrænsede danskkundskaber.
Herudover har 65 aktivitetsparate borgere, svarende til 49 pct., opstartet en forberedende plan, mhp. afklaring af borgerens arbejdsevne. Der er truffet afgørelse i 57 sager, hvor 10 er tilkendt førtidspension, 2 er fleksjobberettiget og 45 er startet i ressourceforløb.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Udvalget vil i primo 2021 modtage status på indsatsen med status på aktivitetsmålene samt afgang til beskæftigelse og uddannelse. Udvalget vil i medio 2022 blive forlagt endelig status på de oprindelige resultatmål for indsatsen, når det bagvedliggende data er tilgængeligt.
Tanja Franck / Marianne Sørensen