Mødedato: 17.02.2020, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 57

Afrapportering på VINK handleplan 2018-2019

Se alle bilag

Resumé

Indstillingen afrapporterer på målene i VINK’s handleplan 2018-19, hvoraf 6 ud af 7 mål er opnået. Udvalget forelægges udkast til ny handleplan for 2020-21 på udvalgets møde den 3. marts 2020.

Indstilling

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,

  1. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget tager afrapportering for 2019 på VINK’s handleplan 2018-19 – ”helhedsorienteret forebyggelse af ekstremisme og radikalisering” til efterretning.
  2. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget tager oplæg fra henholdsvis Nationalt Center for Forebyggelse af Ekstremisme og VINK til efterretning som input til kommende behandling af VINK handleplan om forebyggelse af ekstremisme i København 2020-21

Problemstilling

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget forelægges med denne indstilling afrapportering for 2019 på VINK's handleplan 2018-19 "helhedsorienteret forebyggelse af ekstremisme og radikalisering". Handleplan 2018-19 er vedlagt som bilag 2.

Handleplanen består af følgende overordnede områder:

  • Målrettet forebyggende indsats i civilsamfundet
  • Foregribende indsats i relation til risikomiljøer og radikaliseringstruede borgere
  • Indgribende indsats for individer i ekstremistiske miljøer

Handleplan 2018-2019 er en udmøntning af Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningens indsatser til forebyggelse af radikalisering og ekstremisme. Indsatserne er en del af kommunens samlede strategi og handleplan til forebyggelse af radikalisering, som blev besluttet af Borgerrepræsentationen i juni 2016. Den samlede strategi og handleplan udløb med 2019, og Borgerrepræsentationen besluttede den 31. oktober 2019, at ekstremisme fremover er et principområde under Sikker By Strategien 2018-21.  

På udvalgsmødet den 3. marts 2020 får udvalget forelagt udkast til en ny handleplan for VINK for perioden 2020-21. Den nye handleplan vil være en udmøntning af det nye principområde "Fokus på ekstremisme" fra Sikker By Strategi 2018-21. 

Løsning

Afrapportering på handleplan 2018-2019
Københavns Kommunes indsats til forebyggelse af ekstremisme og radikalisering tog i kommunens tværgående strategi og handleplan 2016-19 udgangspunkt i den såkaldte forebyggelsestrekant, som illustrerer, at forebyggelsen sker på forskellige niveauer:

  • Det forebyggende niveau med et opbyggende og bredt forebyggende sigte.
  • Det foregribende niveau rettet mod personer, som er sårbare overfor radikalisering.
  • Det indgribende niveau rettet mod borgere, som er tilknyttet ekstremistiske grupperinger, og som har brug for støtte til at forlade miljøerne og blive del af mere konstruktive fællesskaber.

Der er i København opbygget et solidt tværfagligt myndighedssamarbejde til håndtering af konkrete bekymringer om radikalisering. Sekretariatsbetjeningen af dette samarbejde er i 2019 flyttet fra VINK i Koordineringsenheden til Københavns Politi i Infohus København.

I bilag 1 ses en afrapportering på handleplan 2018-2019's årlige resultatmål for 2019 opdelt efter forebyggelsestrekantens tre niveauer. 6 ud af 7 resultatmål er opnået, 1 er ikke opnået. Som det fremgår af afrapporteringen, er målene for civilsamfundsindsatsen, for opkvalificering af frontpersonale og for visitationstid af bekymringshenvendelser i infohuset nået. Derudover er målet nået for andelen af borgere, der 6 måneder efter endt 1-1 forløb vurderes ikke at være radikaliseringstruet. Målet vedrørende andelen af borgere i 1-1 forløb, der er i enten uddannelse eller beskæftigelse indenfor 12 måneder, er ikke nået. Det skyldes bl.a., at en stor del af sagerne har omhandlet borgere med komplekse sociale problemstillinger. 

Input til kommende behandling af handleplan 2020-21
Beskæftigelses- og Integrationsudvalget havde den 9. december en temadrøftelse om ekstremisme og VINK handleplan 2020-21 med henblik på at give input til den nye handleplan. Den nye handleplan vil være en udmøntning af det nye principområde "Fokus på ekstremisme" fra Sikker By Strategi 2018. På udvalgsmødet gav PET udvalget et indblik i det aktuelle trusselsbillede i Danmark. På Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets indeværende møde den 17. februar 2020 vil Nationalt Center for Forebyggelse af Ekstremisme og en fagperson fra kommunens forebyggelsesenhed VINK supplere dette med et indblik i den kommunale forebyggelsesindsats som afsæt for udvalgets behandling af ny VINK handleplan den 3. marts 2020. 

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget forelægges forslag til VINK handleplan om forebyggelse af ekstremisme og radikalisering 2020-21 til godkendelse den 3. marts 2020.

Tanja Franck / Jeppe Bøgh Andersen

Beslutning

Indstillingen blev taget til efterretning.

Til top