Mødedato: 17.02.2014, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 57

Ny beslutning omkring ansøgning om tillægsbevilling som følge af nedsættelsen af driftsloftet (rådighedsloftet)

Størstedelen af kommunens udgifter til aktivering af ledige refunderes med 50 pct. af staten, dog inden for et maksimum kaldet ’driftsloftet’. Udgifter udover dette loft finansieres 100 pct. af kommunen.

I forbindelse med finansloven for 2014 er loftet blevet sænket. På beskæftigelses- og integrationsudvalgets budget medfører det en forventet mindreindtægt på 7 mio. kr.

Indstilling og beslutning

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,   

  1. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkender, at de forventede mindreindtægter på 7 mio. kr. finansieres ved en nedjustering af budgettet til match 1 udbuddet til aktivering.  

Problemstilling

Størstedelen af kommunens udgifter til aktivering refunderes med 50 pct. af staten, dog inden for et maksimum kendt som ’driftsloftet’ (kaldes også for ’rådighedsloftet’).

I december 2013 vedtog Folketinget en finanslov for 2014, hvor driftsloftet er markant lavere end kommunerne forventede da budgettet for 2014 blev fastlagt. Det medfører et refusionstab på 54 mio. kr., hvoraf forvaltningen vurderer at 47 mio. kr. kan henføres til et lavere aktivitetsniveau som følge af tidligere lovændringer. Der udestår dermed en reel budgetudfordring på 7 mio. kr. Tidligere beregnede forvaltningen, på baggrund af finanslovsforslaget for 2014, at mindreindtægten ville være langt større, hvorfor det var nødvendigt at søge en tillægsbevilling. Det er ikke længere tilfældet.
 

 

Løsning

Udgifter til aktivering refunderes som udgangspunkt med 50 pct. inden for driftsloftet. Der er dog en række undtagelser hvor staten via refusionsincitamentet ønsker at op- eller nedprioritere forskellige indsatsområder, f.eks. gives der 100 pct. refusion af udgifter til jobrotation og voksenlærlinge, mens der slet ikke gives refusion til f.eks. mentorer til jobparate ledige samt opkvalificerings- og vejledningsforløb til jobparate ledige med under 24 måneders ledighed.

Driftsloftet beregnes ud fra antal helårsledige gange en fastsat takst pr. helårsledig. Taksten er fastsat af staten. Beløbet pr. helårsledig udgjorde i 2013 ca. 13.300 kr., som for København Kommunes vedkommende blev ganget med ca. 48.000 helårsledige. Det gav et driftsloft for kommunen på ca. 638 mio. kr. Kommunen fik 50 pct. refusion af de aktiveringsudgifter, som ikke oversteg dette loft, i alt svarende til 319 mio. kr.

Siden driftsloftet blev fastlagt i 2010, er der sket flere ændringer i lovgivningen (primært den forkortede dagpengeperiode), som bl.a. har betydet, at der er sket i fald i aktiveringsomfanget i kommunerne. Udgifterne pr. ledig er som følge heraf faldet, mens refusionen pr. ledig (driftsloftet) har ligget fast. Derfor har lovændringerne givet kommunerne en relativt større refusion fra staten, hvilket har været utilsigtet.

Beskæftigelsesministeriet genberegnede på denne baggrund driftsloftet i forbindelse med finansloven for 2014. I finanslovsforslaget var beløbet sat ned til ca. 10.700 kr. pr. helårsledig, hvilket var ca. 20 pct. lavere, end det beløb på ca. 13.900 kr. pr. helårsledig som kommunerne havde budgetteret med i overensstemmelse med hidtidigt gældende principper. Det ville medføre et refusionstab for Københavns Kommune på ca. 77 mio. kr. Da Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets bevilling er en nettobevilling, hvor refusionsindtægterne er indregnet i budgettet, betyder et refusionstab et tilsvarende fald i udvalgets udgiftsbudget.

Forvaltningen (BIF) vurderede, at 47 mio. kr. af refusionstabet på ca. 77 mio. kr. kunne henføres til områder, hvor aktiveringsomfanget grundet de lovgivningsmæssige ændringer (primært den forkortede dagpengeperiode) ville falde. De resterende ca. 30 mio. kr. ville omvendt kræve, at udvalget reducerede aktivitetsniveauet på en række indsatser.

På Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets møde den 25. november 2013 blev det på baggrund af de ændrede forudsætninger besluttet, at Økonomiudvalget skulle anmodes om en tillægsbevilling på 30 mio. kr. til den efterspørgselsstyrede indsats.

I forbindelse med den endelige finanslov er driftsloftet imidlertid genberegnet og er fastsat til ca. 11.900 kr. pr. helårsledig, og det samlede refusionstab kan nu opgøres til blot 7 mio. kr. På den baggrund anmodes BIU om at tage fornyet stilling til håndteringen af refusionstabet.

Budgetudfordringen på 7 mio. kr. udgør 0,5 pct. af de samlede udgifter til aktivering. Set i det lys foreslår forvaltningen, at udvalget beslutter at håndtere udfordringen gennem en budgetreduktion, fremfor at søge om en tillægsbevilling,

Det foreslås, at dette sker gennem færre køb hos de eksterne leverandører. Konkret forslås, at budgettet til køb af indsats for jobparate borgere hos eksterne leverandører nedsættes fra 49 mio. kr. til 42 mio. kr.

Reduktionen vil betyde, at der iværksættes lidt færre jobsøgningsforløb samt uddannelses- og erhvervsintroducerende forløb hos eksterne leverandører for jobparate borgere. Forvaltningen vil naturligvis fortsat leve op til lovgivningens krav til aktiveringsomfang.

Baggrunden for reduktionen på det nævnte område er, at kontanthjælpsreformen sætter nye krav til aktiveringen af målgruppen, hvor første aktiveringstilbud skal være en virksomhedsplacering. Det vil reducere behovet for opkvalificerings- og vejledningsforløb til målgruppen. Dertil kommer, at der først er refusion af aktiveringsudgifterne til opkvalificerings- og vejledningsforløb for denne målgruppe efter 24 måneders ledighed, hvilket også vil medvirke til sænke efterspørgslen.

Økonomi

Se ovenfor.

Videre proces

Hvis Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkender indstillingen, vil forvaltningen justere budgettet i overensstemmelse hermed.

Birgitte Hansen    / Jørn Levinsen

Beslutning

Indstillingen blev godkendt.
Til top