Mødedato: 16.09.2013, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 57

Resultatstatus pr. september 2013

Se alle bilag
Resultatstatus pr. september 2013 opgør forvaltningens produktion og resultater for perioden januar til juli 2013.

Indstilling og beslutning

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,

  1. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget tager resultatstatus pr. september 2013 til efterretning.

Problemstilling

Som følge af Tillidsdagsordenen i forvaltningen udarbejdes resultatstatus fremadrettet kvartalsvist, fremfor tidligere 7-8 gange årligt og fremlægges på næstfølgende møde i Beskæftigelses- og Integrationsudvalget. Næste resultatstatus forelægges således Beskæftigelses- og Integrationsudvalget på mødet den 9. december 2013.

I resultatstatus pr. september er det grafiske layout opdateret, mens strukturen er fastholdt.

Der kan peges på 3 særligt positive resultater i resultatstatus pr. september.

  • Antallet af sygedagpengemodtagere med mere end 12 måneder på ydelsen er faldet med ca. 180 sager, svarende til et fald på 10 pct., fra februar til juli 2013, jf. figur 16. Antallet af lange sygedagpengesager steg i slutningen af 2012 og toppede i februar 2013. Forvaltningen igangsatte på denne baggrund en handle-plan for reduktionen af antallet af de lange sager.
     
  • Rettidigheden i opfølgningssamtaler med sygedagpengemodtagere lå i juli 2013 på 90 pct. hvilket er en stigning på ca. 5 procentpoint ift. lavpunktet i maj, jf. figur 17. Målsætningen i centrenes kontrakter er en rettidighed på 92 pct. Forvaltningen igangsatte før sommerferien en handleplan og tæt opfølgning for at genoprette den lave rettidighed i sygeopfølgningssamtaler. De første uger af august viser at rettidigheden fortsat er stigende, og forvaltningen forventer at nå målsætningen i august.
     
  • Sygefraværet i forvaltningen lå i juli 2013 i gennemsnit pr. medarbejder på 0,4 dagsværk, hvilket er under målsætningen i centrenes resultatkontrakter i perioden, jf. figur 20. Det akkumulerede sygefravær i juli lå på 4,2 dagsværk, hvilket ligeledes er under målsætningen for perioden. Forvaltningens målsætning i 2013 er, at sygefraværet i gennemsnit pr. medarbejder ikke må overstige 8,8 dagsværk.

Der kan tilvarende peges på 3 udfordringer.

  • Forbruget på den efterspørgselsstyrede indsats til og med juli var 253 mio. kr., hvilket er 77 mio. kr. mindre end forudsat i budgettet for perioden, jf. figur 2. Mindreforbruget skyldes dels, at aktiviteten hos eksterne leverandører har været lavere end forudsat ved periodiseringen og dels, at de eksterne leverandører ikke indsender fakturaer så hurtigt som det var forudsat ved periodiseringen af budgettet. Forvaltningen har bedt centrene om at øge aktiviteten i 2. halvår 2013, så mindreforbruget reduceres. Forvaltningen forventer således et samlet mindreforbrug i 2013 på 12,5 mio. kr. på efterspørgselsstyret indsats, jf. regnskabsprognosen pr. juli.
     
  • Rettidigheden i jobsamtaler lå i juli 2013 på ca. 92 pct. for kontanthjælpsmodtagere og ca. 87 pct. for dagpengemodtagere, hvilket er under målsætningen i centrenes resultatkontrakter om gennemsnitligt 92,6 pct. rettidighed, jf. figur 15. Faldet har været forventet ifm. den nye jobcenterstruktur som har været under implementering i starten af 2013. Forvaltningen har igangsat en undersøgelse af årsagerne til, at rettidigheden ikke endnu er blevet genoprettet.

  • Antallet af fleksjob er for juni 2013 prognosticeret til at ligge på ca. 1.900 helårspersoner, hvilket er ca. 150 helårspersoner under niveauet i den seneste regnskabsprognose, jf. figur 18. Antallet af ledighedsydelsesmodtagere er for juni prognosticeret til ca. 1.000 helårspersoner, hvilket er ca. 50 helårspersoner over niveauet i den seneste regnskabsprognose. Den overordnede målsætning for området er, at personer på ledighedsydelse konverteres til personer i fleksjob. Der ligger således fortsat en udfordring i at skabe flere fleksjobåbninger og nedbringe antallet af ledighedsydelsesmodtagere.


     

BILAG

1. Resultatstatus pr. september 2013

  
         Morten Binder                                 / Jørn Levinsen

Beslutning

Indstillingen blev taget til efterretning.
Til top