Muligheder for mere systematisk brug af socialøkonomiske virksomheder
Beskæftigelses- og Integrationsudvalget har bedt forvaltningen udvikle en model for mere systematisk brug af socialøkonomiske virksomheder.
Indstilling og beslutning
- At Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkender forslag til fremme af samarbejde med fx socialøkonomiske virksomheder i beskæftigelsesindsatsen, jf. løsningsforslag 1.
- At Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkender forslag til fremme af køb af varer og andre tjenesteydelser fx hos socialøkonomiske virksomheder, jf. løsningsforslag 2.
Problemstilling
Endvidere undersøger forvaltningen muligheden for at fremme kommunens indkøb fx af gaver til receptioner, rengøring og lignende hos socialøkonomiske virksomheder, frivillige organisationer mv. indenfor rammerne af tilbudsloven og udbudsdirektivet.
Løsning
Ved indkøb og kontraktindgåelse med eksterne parter er forvaltningen helt overordnet forpligtet af EU-udbudsdirektivet, den nationale tilbudslov og de forvaltningsretlige principper om bl.a. økonomisk forsvarlig forvaltning. Forvaltningen har forespurgt advokatfirmaet Plesner om det mulige juridiske handlerum for inddragelse af socialøkonomiske virksomheder, ikke mindst i lyset af tilbudslovens ændring pr. 1. januar 2013. Der henvises til vedlagte notater fra Plesner med vurdering af muligheder for direkte kontraktindgåelse og støtte til socialøkonomiske virksomheder (bilag 1) og med sammenfatning og procesanbefaling (bilag 2).
Der kan på baggrund af Plesners vurdering peges på løsningsforslag knyttet til:
1) Samarbejde med socialøkonomiske virksomheder i beskæftigelsesindsatsen
2) Indkøb af varer og andre tjenesteydelser i socialøkonomiske virksomheder
Ad 1) Samarbejde med socialøkonomiske virksomheder i beskæftigelsesindsatsen
Forvaltningen vurderer, jf. Plesners notater, at der er mulighed for at tildele visse opgaver på beskæftigelsesområdet direkte til virksomheder, herunder socialøkonomiske virksomheder. Forudsætningerne herfor er:
- At der er tale om ydelser, som ikke i forvejen er omfattet af kommunens rammeaftaler.
- At forvaltningen vurderer at have et udækket behov i beskæftigelsesindsatsen.
- At forvaltningen sikrer efterlevelse af princippet om økonomisk forsvarlig forvaltning, når opgaven på denne måde ikke konkurrenceudsættes, herunder overvåger, om der i den enkelte sag er ”klar grænseoverskridende interesse”, jf. bilag 1 og 2.
- At der er tale om særskilte projekter af relativ kort varighed og begrænset økonomisk værdi.
I det omfang det konkret vurderes, at en mindre gruppe af borgere har behov, som ikke kan løftes i den eksisterende tilbudsvifte, er der således visse muligheder for direkte tildeling og indgåelse af kontrakter i tillæg til de eksisterende rammeaftaler.
Forvaltningen anbefaler, at der iværksættes følgende proces for aftaleindgåelse på beskæftigelsesområdet:
a) Kortlægning af mindre delmålgrupper af ledige med særlige behov, der ikke vurderes hensigtsmæssigt håndteret via de kommunale beskæftigelsescentre eller de eksterne leverandører.
b) Identifikation af relevante virksomheder, herunder fx socialøkonomiske virksomheder, som kan håndtere opgaverne fagligt og økonomisk forsvarligt.
c) Iværksættelse af kontraktindgåelsesproces med egnede virksomheder.
d) Organisatorisk implementering (fx synliggørelse i Jobcenter København af muligheden for at købe beskæftigelsestilbud hos de identificerede virksomheder).
Det bemærkes i øvrigt, at forvaltningen ved eventuel fremtidig oprettelse af ansøgningspuljer på beskæftigelsesområdet vil være særligt opmærksom på, at disse skal være attraktive for socialøkonomiske virksomheder. Det bemærkes dog, at det ikke er muligt at afgrænse et ansøgerfelt til socialøkonomiske virksomheder, jf. bilag 1 og 2.
Ad 2) Indkøb af varer og andre tjenesteydelser i socialøkonomiske virksomheder
Forvaltningen vurderer, at der er gode muligheder for ad hoc og i mindre omfang at købe varer og andre tjenesteydelser (dvs. ydelser som ikke er knyttet til beskæftigelsesindsatsen) direkte i socialøkonomiske virksomheder. Forudsætningerne herfor er:
- At der er tale om ydelser, som ikke i forvejen er omfattet af kommunens rammeaftaler.
- At forvaltningen vurderer at have et behov for køb af de relevante varer/tjenesteydelser.
- At kontraktsummen ikke er annoncerings- eller udbudspligtig – dvs. samlet under 0,5 mio. kr.
- At forvaltningsrettens princip om økonomisk forsvarlig forvaltning efterleves.
Forvaltningen anbefaler, at der iværksættes følgende proces med henblik på fremme af socialøkonomisk indkøbsadfærd knyttet til varer og andre tjenesteydelser:
a) Kortlægning af køb af varer og andre tjenesteydelser, som ikke i dag skal indkøbes via rammeaftaler med henblik på identifikation af indkøbsområder, der kan have relevans for det socialøkonomiske marked.
b) Identifikation af relevante virksomheder, herunder fx socialøkonomiske virksomheder, der vurderes at kunne levere de identificerede varer og tjenesteydelser økonomisk forsvarligt og i den rette kvalitet.
c) Organisatorisk implementering (fx synliggørelse i forvaltningen af muligheden for at købe visse varer og tjenesteydelser hos de identificerede virksomheder).
Det forventes ikke, at der vil blive behov for indgåelse af deciderede kontrakter.
Forvaltningen kan i den forbindelse oplyse, at kortlægningen er påbegyndt i forsommeren 2013 på borgmesterens foranledning. Dette har resulteret i følgende bemærkninger knyttet til køb af gaver, mødeforplejning og rengøring:
Gaver
Kommunen er i proces med aftaleindgåelse knyttet til køb af gaver i form af vin, chokolade og blomster.
Der er dog mulighed for at foretage øvrige gaveindkøb direkte hos andre virksomheder, herunder socialøkonomiske virksomheder. Forvaltningen vurderer, at varer produceret fx hos den socialøkonomiske virksomhed Place de Bleu kan købes som gaver efter behov, jf. i øvrigt forudsætningerne ovenfor.
Mødeforplejning i BIU
For så vidt angår mødeforplejning til fx BIUs møder har kommunen forpligtet sig til at købe ind i Rådhuskantinen (der pt. drives af Meyers Kantiner) til møder, der afholdes på Rådhuset.
Der er således mulighed for at købe forplejningen andetsteds i det omfang mødeaktiviteten forlægges til andre adresser. Forvaltningen vurderer, at mødeforplejning til ekstern mødeafholdelse kan købes hos fx den socialøkonomiske virksomhed Send Flere Krydderier, såfremt ovennævnte forudsætninger er på plads.
Rengøring
Ift. rengøring skal det bemærkes, at BIF altovervejende serviceres af den kommunale rengøringssektion i BUF og derfor kun i meget begrænset omfang køber rengøring eksternt. Kontrakten med BUF er fornyet pr. 1. juli 2013.
Efter opdrag fra ØU planlægger ØKF pt. udbud af den del af rengøringen, der leveres af eksterne virksomheder. Når udbuddet er gennemført vil Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen være forpligtet til at købe ekstern rengøring hos udbuddets vinder(e).
Offentlig støtte
Forvaltningen bemærker sluttelig, at der ikke er mulighed for at tildele offentlig støtte efter kommunalfuldmagten til en udvalgt socialøkonomisk virksomhed eller socialøkonomiske virksomheder som gruppe, idet der efter kommunalretten er forbud mod at yde offentlig støtte til såvel enkeltpersoner som grupper af enkeltpersoner, herunder også virksomheder, jf. bilag 1 og 2.
Økonomi
Fsva. løsningsforslag 1 vedr. køb af beskæftigelsestilbud bemærker forvaltningen, at 5 af de 12 eksisterende leverandører med rammeaftale på match 2-området netop er socialøkonomiske virksomheder. Det drejer sig om Incita, Springbræt, Kofoeds Skole, Hans Knudsen Instituttet og Væksthuset. Ca. halvdelen af aktiviteten under de 12 aftaler sker hos disse 5 socialøkonomiske virksomheder. Det bemærkes i forlængelse heraf, at en omprioritering af midler fra den eksisterende, eksterne match 2-indsats vil medføre færre visitationer til leverandører med rammeaftaler på området, herunder de 5 nævnte socialøkonomiske virksomheder.
Videre proces
- Advokatfirmaet Plesners notat om socialøkonomiske virksomheder – direkte kontraktindgåelse og støtte
- Advokatfirmaet Plesners sammenfatning og anbefalinger – socialøkonomiske virksomheder
- Juridisk baggrundsnotat om kontraktindgåelsesprocesser i BIF
- Notat om forsøg med lokalforankring
Morten Binder /Kaj Ove Christiansen
Beslutning
For stemte: 8 (A, F, B, Ø, O)
Imod stemte: 2 (C, V)
Blankt stemte: 0
Indstillingen blev dermed godkendt.
A, F, B, Ø havde følgende protokolbemærkning:
Såfremt regeringens hurtigt arbejdende udvalg for socialøkonomiske virksomheder når frem til andre anbefalinger end anført i indstillingen, skal udvalget hurtigst muligt forelægges en ny indstilling.
O havde følgende protokolbemærkning:
Dansk Folkeparti ønsker at fremme socialøkonomiske virksomheder ved i højere grad at give mulighed for, at dagpengemodtagere og personer på kontanthjælp kan arbejde her. DF finder det dog bekymrende, hvis kommunen skal betale overpris for varer og tjenester.
V og C havde følgende protokolbemærkning:
V og C finder, at en ordning som den skitserede er konkurrenceforvridende set i lyset af, at der er tale om at betale merpris for varer og tjenesteydelser, der leveres fra socialøkonomiske virksomheder.