Mødedato: 16.08.2021, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 57

Decisionsskrivelse fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering og fra Udlændinge- og Integrationsministeriet vedrørende revision for 2019

Se alle bilag

Resumé

Årsregnskabet på kommunens refusionsbelagte områder afsluttes med såkaldte decisionsskrivelser, som på BIF´s område er fra Beskæftigelsesministeriet (Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering) og Udlændinge- og Integrationsministeriet. I decisionsskrivelserne tilkendegiver ministerierne, om de tager forbehold for forvaltningens hjemtagelse af statsrefusion.

Denne sag handler om decisionsskrivelserne for 2019, som skal behandles både i Beskæftigelses- og Integrationsudvalget og i Økonomiudvalget.

Hverken Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering eller Udlændinge- og Integrationsministeriet tager forbehold for den udbetalte statsrefusion for 2019. Dermed kan kommunen beholde den modtagne refusion.

Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering har dog vurderet det utilfredsstillende, at der igen var en revisionsbemærkning vedrørende manglende system- og statusafstemninger, og at der var en revisionsbemærkning vedrørende brugen af alternativ modtager i udbetalingssystemet KMD Aktiv. Styrelsen anmoder derfor om en status for effekten af de iværksatte initiativer samt en redegørelse for hvilke yderligere initiativer, der er iværksat for at rette op på de konstaterede forhold.

Herudover ønsker styrelsen en uddybende forklaring til beskrivelsen af indsatsen mod socialt snyd.

Forvaltningen har den 1. juli 2021 fremsendt de ønskede oplysninger.

Indstilling

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,

  1. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget tager til efterretning, at staten i decisionsskrivelserne for 2019 fra henholdsvis Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering og Udlændinge- og Integrationsministeriet ikke tager forbehold for den statsrefusion, som kommunen har modtaget.

Problemstilling

Ministerierne følger hvert år op på, at kommunernes hjemtagelse af statsrefusion er korrekt. På baggrund af en gennemgang af kommunernes revisionsberetning for årsregnskabet sender ministerierne en decisionsskrivelse. I decisionsskrivelserne tilkendegiver ministerierne, om de tager forbehold for kommunens hjemtagelse af statsrefusion.

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen har modtaget en decisionsskrivelse fra henholdsvis Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering og Udlændinge- og Integrationsministeriet. Decisionsskrivelserne er vedlagt i bilag 1 og 2.

Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering har anmodet forvaltningen om en status i forhold til 2 revisionsbemærkninger. Den ene revisionsbemærkning omhandler manglende system- og statusafstemninger. Den anden revisionsbemærkning omhandler brugen af alternativ modtager i udbetalingssystemet KMD Aktiv. Styrelsen har herudover anmodet om en uddybende forklaring til en beskrivelse i revisionsberetningen for 2019 om indsatsen mod socialt snyd.

Løsning

Decisionsskrivelserne vedrørende 2019 er baseret på revisionsberetningen for 2019 som blev forelagt Beskæftigelses- og Integrationsudvalget på mødet den 10. august 2020 (dagsordenspunkt 3 og 4).

Hverken Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering eller Udlændinge- og Integrationsministeriet tager forbehold for den udbetalte statsrefusion for 2019. Dermed kan kommunen beholde den modtagne refusion.

Decisionsskrivelse fra Udlænge- og Integrationsministeriet

Udlændinge- og Integrationsministeriet bemærker, at der i 2 ud af 6 sager vedrørende selvforsørgelses- og hjemrejseydelse samt overgangsydelse er fundet fejl i form af manglende rettidig opfølgning efter Aktivlovens § 10. Der er tale om enkeltstående fejl, som ikke har betydning for hjemtagelse af refusionen.

Ministeriet bemærker også, at der i 1 sag ud af 6 sager om resultattilskud for danskuddannelse er anvendt en forkert takst. Fejlen er korrigeret, så hjemtagelsen af refusion nu er korrekt.

Decisionsskrivelse fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering

Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering konstaterer med tilfredshed, at antallet af revisionsbemærkninger er faldet i 2019 og at revisionsbemærkningerne vedrørende kvaliteten af ”Min Plan” og rettidig opfølgning og korrekt kontering på ledighedsydelsesområdet er blevet afsluttet.

Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering har dog vurderet det utilfredsstillende, at der igen var en revisionsbemærkning vedrørende manglende system- og statusafstemninger, og at der var en revisionsbemærkning vedrørende brugen af alternativ modtager i udbetalingssystemet KMD Aktiv. Styrelsen anmoder derfor om en status for effekten af de iværksatte initiativer samt en redegørelse for hvilke yderligere initiativer, der er iværksat for at rette op på de konstaterede forhold. Herudover ønsker styrelsen en uddybende forklaring til beskrivelsen af indsatsen mod socialt snyd.

Forvaltningen har den 1. juli 2021 fremsendt den ønskede status til Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering. Forvaltningens status er vedlagt i bilag 3. Det fremgår af denne status, at revisionsbemærkningen vedrørende manglende system- og statusafstemninger udgår som en selvstændig bemærkning i 2020, og kun indgår i en bemærkning vedrørende regnskabsbalancen, samt at revisionsbemærkning vedrørende brugen af alternativ modtager i KMD Aktiv er bortfaldet i 2020.

Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering bemærker i forhold til revisors udtagelse af stikprøver, at revisor skal være opmærksom på størrelsen af de udtagne stikprøver, så der sikres sammenhæng mellem størrelse af stikprøven og områdets økonomiske værdi. Styrelsen finder det utilfredsstillende at der i 2019 på områderne ”jobafklaringsforløb” og ”ledighedsydelse” blev konstateret mange fejl set i forhold til stikprøvens størrelse.

Revisor oplyser hvert år i beretningen, ”at stikprøver er udvalgt bevidst for at afdække fejl i modsætning til tilfældig stikprøveud­væl­gelse”, og ”at stikprøvernes fejlandel derfor ikke kan tages som et udtryk for den forventede fejlandel i hele sagsmængden”. Revisor vurderer, om de konstaterede fejl er systematiske eller enkeltstående, om fejlene har refusionsmæssig (økonomisk) betydning og om området generelt administreres i overensstemmelse med gældende regler.

Konkret i forhold til områderne jobafklaringsforløb og ledighedsydelse anbefalede revisor, at forvaltningen fortsat havde fokus på området. Forvaltningen har løbende foretaget tilsyn på begge områder og fulgt op resultaterne. Forvaltningen får herudover fra forskellige kilder indikationer af kvaliteten af sagsbehandlingen (jf. bilag 4.).

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Decisionsskrivelser i Københavns Kommune skal udover fagudvalget også behandles af Økonomiudvalget. Decisionsskrivelserne vil blive behandlet på Økonomiudvalgets den 24. august 2021.

 

Line Nørbæk / Jeppe Bøgh Andersen

 

Beslutning

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget tog orienteringen til efterretning.

Til top