Model for styring af anlæg i 2018
Indstilling
Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,
- at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget tager konsekvens for forvaltningen af model for styring af anlæg i 2018 til efterretning.
Problemstilling
Kommunernes samlede anlægsramme angiver, hvor meget kommunerne samlet må bruge af anlægsmidler i et givet regnskabsår. Kommunernes samlede anlægsramme fastsættes i slutningen af forrige år i politisk forhandling mellem Staten og Kommunernes Landsforening. Resultatet af forhandlingerne for budget 2018 er en kraftig reduktion af kommunernes samlede anlægsramme i forhold til den samlede anlægsramme for tidligere år.
Københavns kommune har i budget 2018 fået tildelt en anlægsramme på 2.900 mio. kr., og forvaltningerne har samlet fået et anlægsbudget i 2018 på 3.730 mio. kr. Dette er en overskridelse af anlægsrammen på 830 mio. kr., svarende til 28,6 procent.
Københavns Kommunes anlægsramme var til sammenligning i budget 2017 på 3.157 mio. kr., og regnskabsresultatet på anlægsrammen for budget 2017 er et merforbrug på 328 mio. kr., svarende til 7,5 procent.
Årsagen til at anlægsbudget for 2018 kan overstige anlægsrammen skyldes, at anlægsbudgettet for 2018 var fastsat, før anlægsrammen for 2018 var kendt. Hermed er Københavns Kommune i løbet af 2018 pålagt at reducere anlægsbudgettet for 2018, således at der sikres overholdelse af anlægsrammen for 2018.
Anlægsbudgettet i forvaltningen fastsættes på baggrund af tildeling af budget fra politiske aftaler og puljemidler, og gives til gennemførsel af anlægsprojekter i forvaltningen.
Anlægsbudgettet i forvaltningen er 10,0 mio. kr. i budgettet for 2018.
Løsning
Med henblik på at overholde anlægsrammen for budget 2018 har Borgerrepræsentationen vedtaget en model for regnskabsår 2018, som vil sikre tættere opfølgning med anlægsbudgettet med henblik på at identificere projekter, der indeholder tiltag, der kan udskydes til efterfølgende år eller aflyses.
Modellen for 2018 går ud på, at alle forvaltninger i starten af året får en anlægsramme for budget 2018, svarende til forvaltningens anlægsbudget i vedtaget budget 2018. Herefter nedjusteres anlægsrammen i forbindelse med 3. anlægsopfølgningssag for 2018 (juni 2018) med 10 procent, og med yderligere 10 procent i forbindelse med 4. anlægsopfølgningssag 2018 (oktober 2018).
Forvaltningens anlægsbudget for 2018 i budget 2018 er på 10,0 mio. kr. ud af et samlet anlægsbudget for Københavns Kommune på 3.730 mio. kr. i budget 2018. Dette svarer til, at forvaltningen har 0,27 procent af kommunens samlede anlægsbudget for 2018, og udfordringen for forvaltningen er dermed relativt begrænset. Forvaltningens anlægsforbrug i 2018 må maksimalt være på 8,0 mio. kr. i 2018. Forvaltningen har allerede fundet tiltag i anlægsbudgettet, som kan udskydes eller aflyses for samlet 1,3 mio. kr., således at forvaltningens korrigerede anlægsbudget (inklusiv forventede korrektioner) er på 8,7 mio. kr. Tilbageværende udfordring for forvaltningen er hermed at finde yderligere tiltag for 0,7 mio. kr. i anlægsbudgettet, som kan udskydes eller aflyses.
Tabel 1: Korrigeret anlægsbudget, anlægsrammen og forventet behov for korrektion 2018 (1.000 kr.)
|
1.Opfølgning |
2.Opfølgning |
3.Opfølgning |
4.Opfølgning |
|
(januar) |
(april) |
(juni) |
(oktober) |
Korrigeret anlægsbudget |
8.683 |
8.683 |
8.683 |
8.683 |
Anlægsrammen |
10.014 |
10.014 |
9.013 |
8.011 |
Forventet behov for korrektion |
- |
- |
- |
-672 |
Konsekvensen for forvaltningen for at overholde forpligtelsen om at leve op til anlægsrammen for 2018 er, at forvaltningen, såfremt der ikke er anlægsprojekter, som indeholder tiltag, der af sig selv forsinkes eller aflyses, senest i oktober 2018 skal træffe beslutning om, hvilke tiltag i anlægsprojekter, som skal udskydes eller aflyses. Udvalget vil i givet fald blive orienteret herom forinden.
Forvaltningen har i korrigeret anlægsbudget 2018 følgende fem anlægsprojekter med tilhørende budget jf. tabel 2.
Tabel 2: BIF anlægsbudget 2018 (1.000 kr. årets priser)
Projekter |
2018 |
Fælles kundesystem (CRM) Anlægsprojekt med formålet at implementere et virksomhedsrettet kundesystem i kommunen, til blandt andet understøttelse af iværksætterindsatsen i Københavns Erhvervshus.
|
440 |
Investeringscase automatik i jobcentrene Anlægsprojekt med formålet at automatisere manuelle processer i jobcentrene gennem robotteknologi for at spare administrativ tid og sikre korrekte arbejdsgange.
|
1.221 |
Implementeringsomkostninger i forvaltningerne vedrørende Kvantum Anlægsprojekt med formål at sikre sig at kommunens nye ERP system Kvantum bliver ordentligt implementeret i forvaltningen.
|
922 |
Automatisering af processer Anlægsprojekt med formål at udbrede og forankre brugen af automatisering af administrative processer.
|
2.100 |
Nyt ordrestyringssystem Anlægsprojekt med formålet at udvikle og implementer et nyt ordrestyringssystem til erstatning af forældet ordrestyringssystem fra 2006.
|
4.000 |
I alt |
8.683 |
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
På baggrund af forvaltningens anlægsbudget for 2018 vil forvaltningen, medmindre situationen ændrer sig, skulle træffe beslutning om udskydelse eller aflysning af tiltag i anlægsprojekter senest i oktober 2018.
Bjarne Winge / Lars Eriksen Videbæk
Beslutning
Indstillingen blev taget til efterretning.