Mødedato: 16.04.2018, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 57

Status på VINK’s handleplan 2016-17

Se alle bilag

Indstilling

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,

  1. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget tager afrapportering på "Handleplan 2016-17 VINK - Styrket indsats mod radikalisering" til efterretning.

Problemstilling

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget forelægges med denne indstilling afsluttende afrapportering på VINK's tidligere handleplan (styrket indsats mod radikalisering) for 2016-17 (se bilag 1). Handleplan 2016-17 er vedlagt som bilag 2.

Det bemærkes, at udvalget i november 2017 godkendte en ny handleplan for VINK for perioden 2018-19. Denne handleplan er vedlagt som bilag 3. Den nye handleplan bygger videre på eksisterende indsatser fra VINK's tidligere handleplan og består af følgende overordnede områder:

  • Målrettet forebyggende indsats i civilsamfundet
  • Foregribende indsats i relation til risikomiljøer og radikaliseringstruede borgere
  • Indgribende indsats for individer i ekstremistiske miljøer

Begge handleplaner er en udmøntning af Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningens indsatser til forebyggelse af radikalisering og ekstremisme som en del af kommunens samlede strategi og handleplan til forebyggelse af radikalisering, som blev besluttet af Borgerrepræsentationen i juni 2016.  

Center for Terroranalyse (CTA) under Politiets Efterretningstjeneste (PET) har i deres seneste vurdering af terrortruslen mod Danmark (januar 2018) vurderet, at terrortruslen mod Danmark fortsat er alvorlig. Terrortruslen mod Danmark kommer overvejende fra personer med sympati for militant islamisme. Truslen fra politiske ekstremistiske miljøer er begrænset, men der ses dog en øget trussel fra personer med sympati for højreekstreme synspunkter. CTA vurderer, at der siden sommeren 2012 er udrejst mindst 150 personer fra Danmark til Syrien/Irak. Tallet kan være højere. CTA peger på, at fremmedkrigere, der vender hjem kan udgøre en terrortrussel, ligesom, at der er en særlig bekymring for radikalisering af personer i kriminelle miljøer med adgang til våben. Særligt socialt marginaliserede og sårbare unge kan være sårbare overfor radikalisering.

Løsning

Københavns Kommunes indsats til forebyggelse af radikalisering tager udgangspunkt i den såkaldte forebyggelsestrekant, som illustrerer, at forebyggelsen sker på forskellige niveauer. Det forebyggende niveau har et opbyggende og bredt forebyggende sigte. Det foregribende niveau retter sig mod personer, som er sårbare overfor radikalisering. Endelig retter det indgribende niveau sig mod borgere, som er tilknyttet ekstremistiske grupperinger, og som har brug for støtte til at forlade miljøerne og blive del af mere konstruktive fællesskaber. Der er i VINK’s handleplan 2016-17 besluttet resultatmål inden for de to første niveauer, dvs. det forebyggende og foregribende niveau. 

I bilag 1 "Status på resultatmål i VINK's handleplan 2016-17" ses en status over de indsatser i handleplanen, hvor der er besluttet resultatmål. Heraf ses, at ud af de 14 mål er 8 indfriede (grønne), 3 delvist indfriede (gule), 1 ikke indfriet (rød) og 2 kunne ikke opgøres i procent (hvide). Målene er opgjort samlet for perioden 2016-17. 

Københavns Kommune har i 2016 etableret en tværfaglig koordineringsenhed til håndtering af konkrete bekymringer om radikalisering, hvor VINK er tovholder. Koordineringsenheden består derudover af Jobcenter København - Ungecentret (JKU),  SSP København, Københavns Politi og Kriminalforsorgen og tre enheder fra Socialforvaltningen - Enheden for Kriminalpræventive Indsatser (EKI), Psykiatrienheden og Borgercenter Børn og Unge.

Der har i handleplanens periode 2016-17 samlet været 189 henvendelser til koordineringsenheden, hvoraf 20 er vurderet som begrundede henvendelser. Henvendelser betegnes som begrundede, når koordineringsenheden efter kvalificering vurderer, at henvendelsen omhandler mulig radikalisering. 

Der er samlet igangsat ti en-til-en forløb i perioden 2016-17 (otte mentorforløb eller forløb med resocialiserende indsats og to forældrecoachforløb). Syv borgere har ikke taget imod tilbud om en-til-en forløb i perioden og to borgere har ikke svaret på tilbudt forløb endnu. I en enkelt begrundet sag er der ikke fremsat tilbud, da politiet af politimæssige årsager har sat sagen i bero i regi af koordineringsenheden. De borgere, der takker nej til tilbud i regi af koordineringsenheden, er fortsat knyttet andre kommunale indsatser fx Jobcenter København Unge (JKU). Samtidig er politiet i alle tilfælde orienteret om borgere, der takker nej til tilbud om indsats.

Derudover er otte en-til-en forløb (seks mentorforløb og to forældrecoachforløb) fra 2015 fortsat ind i perioden. Pr. 1. januar 2018 er der syv igangværende en-til-en forløb med mentor, resocialiserende indsats og forældrecoach, og 11 forløb er således afsluttet i løbet af 2016-2017.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget vil i april 2019 blive forelagt en status på handleplan 2018-19.

Bjarne Winge / Michael Baunsgaard Schreiber

Beslutning

Indstillingen blev taget til efterretning.

Til top