Mødedato: 16.01.2012, kl. 13:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 57

Resultatstatus pr januar 2012

Se alle bilag
Resultatstatus pr. januar 2012 opgør forvaltningens produktion og resultater for perioden januar til november og i nogle tilfælde september og oktober 2011.

Indstilling og beslutning

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,
  1. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget tager resultatstatus pr. januar til efterretning.

Problemstilling

Resultatstatus opdateres med de nyeste tilgængelige tal ca. en gang om måneden og fremlægges på førstkommende møde i Beskæftigelses- og Integrationsudvalget. Resultatstatus pr. januar 2012 viser resultater for perioden januar til oktober 2011 og i nogle tilfælde august og september 2011.

Næste resultatstatus forelægges Beskæftigelses- og Integrationsudvalget ved mødet den 27. februar 2012.

Der kan peges på 3 positive resultater i resultatstatus pr. januar 2012.

  • I det første halvår af 2011 var forvaltningens rettidighed i både jobsamtaler og aktivering utilfredsstillende, jf. figur 11 og 12. På den baggrund iværksatte forvaltningen en rettidighedskampagne, og rettidigheden var ved kampagnens afslutning ultimo september tæt på 95 pct. Siden september har rettidigheden for både dagpenge- og kontanthjælpsmodtagere for hhv. jobsamtaler og aktivering været stigende, og i november er det forudsatte niveau på 95 pct nået. Rettidighedsopgørelsen pr. uge 49 viser en rettidighed i både jobsamtaler og aktivering på over 95 pct. for begge målgrupper. Også rettidigheden i samtaler på sygedagpengeområdet ligger tæt på det forudsatte niveau, jf. fig. 14.
  • Sygefraværet har i årets første måneder været markant højere end det forudsatte målniveau. I foråret iværksatte forvaltningen en række initiativer med henblik på at nedbringe sygefraværet.Siden april har sygefraværet generelt været under det forudsatte målniveau og i oktober er det akkumulerede niveau 9,8 sygedage i gns. pr. medarbejder, hvilket er 0,1 sygedag mere end det forudsatte niveau på 9,7 sygedag,  jf. figur 17. I oktober 2010 var det akkumulerede niveau 11,5 sygedag i gns. pr. medarbejder. Det er dermed realistisk, at forvaltningen i 2011 får reduceret sygefraværet til 12 dage i gennemsnit pr. medarbejder. I 2008 udgjorde sygefraværet i gennemsnit 17 dage pr. medarbejder.
  • På trods af de fortsat vanskelige konjunkturforhold har udviklingen i den samlede effekt af aktiveringsindsatsen været positiv, jf. fig. 5. Særligt skal det fremhæves, at effekten på vejlednings- og opkvalificeringsforløb - som omfatter forløb i forvaltningens egne beskæftigelsescentre og hos de eksterne leverandører - siden maj måned har været stigende.

Der kan samtidig peges på 3 mindre gode resultater.

  • Antallet af borgere på ledighedsydelse er steget igennem 2011 og modsvarende er antallet af borgere i fleksjob faldet, jf. figur 15. Det er vanskeligt at fastholde omfanget af fleksjob i den aktuelle konjuktursituation, og forvaltningen vil sætte yderligere fokus på indsatsen for at tilvejebringe det nødvendige antal fleksjobs i virksomheder og institutioner. 
  • Antallet af ikke-jobklare kontanthjælpsmodtagere er i oktober steget lidt, og ligger som forventet fortsat over budgetforudsætningen jf. figur 8. Den tilstand må også her tilskrives konjuktursituationen og af et deraf følgende mindre rummeligt arbejdsmarked.
  • Forvaltningen er fortsat udfordret af at nå det forudsatte budgetmål for ordinære uddannelsesforløb, jf. figur 10. Forvaltningen forventer, at effekterne af udvalgets strategi for at øge anvendelsen af ordinær uddannelse vil slå igennem i 2012.

  BILAG

  1. Resultatstatus pr. januar 2012

Morten Binder                /Thomas Thellersen Børner

Beslutning

Indstillingen blev taget til efterretning.
Til top