Mødedato: 15.06.2020, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, udvalgsværelse D

Afdækning af muligheder for hjemtagelse af styrket indsats for ledige med rocker- og banderelationer

Resumé

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget behandlede d. 27. januar 2020 en sag om godkendelse af udbud af indsats til ledige med rocker- og banderelationer. I den forbindelse besluttede udvalget, at forvaltningen skal ”afdække en model for mulighederne for at hjemtage opgaven med indsatsen for ledige med rocker- og banderelationer. Modellen skal fremlægges på et udvalgsmøde inden sommerferien, og skal kunne fremsættes til budgetforhandlingerne til Budget 2021.”Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen har nu udarbejdet et forslag til en model for en eventuel hjemtagelse af indsatsen. Forvaltningen vurderer, at det ikke vil være hensigtsmæssigt at hjemtage indsatsen.

Indstilling

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,

  1. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkender, at den styrkede indsats for ledige med rocker- og banderelationer ikke hjemtages og fortsat varetages af eksterne leverandører fra 2021 og frem, og at der således ikke udarbejdes budgetnotat om hjemtagelse af indsatsen til forhandlingerne om Budget 2021.

Problemstilling

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen har afdækket mulighederne for at implementere en model for hjemtagelse af den indsats for ledige med rocker- og banderelationer, som i dag primært varetages af eksterne leverandører. Modellen beskrives kort nedenfor, ligesom der redegøres for Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningens vurdering af en eventuel hjemtagelse.

Løsning

En eventuel hjemtagelse vil bl.a. indebære, at der oprettes et internt leverandørtilbud under Jobcenter København, hvor målgruppen kan modtage timeintensive aktiveringsforløb. Det konkrete forløb for en borger vil bestå af en individuelt tilpasset blanding af holdtilbud, virksomhedspraktik, nytteindsats og mentor, der kan kombineres til forløb på op til 37 timer/ugen.

Af hensyn til sikkerheden for borgere og medarbejdere vil det være nødvendigt at have målgruppen inddelt i små hold á maksimalt 4-8 personer. Holdtilbud skal – også af hensyn til sikkerheden – afvikles på 6-7 separate lokationer. Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen vurderer, at der ville skulle ansættes i alt ca. 26 medarbejdere til at drifte tilbuddet, med en skønnet samlet udgift på ca. 17 mio. kr./år.

Det er Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningens vurdering, at en hjemtagelse af indsatsen er mulig, men at det vil indebære betydelige udfordringer, der samlet set gør, at det ikke kan anbefales. Det drejer sig dels om udfordringer forbundet med, at forvaltningen skal stå for en højt specialiseret indsats for en mindre gruppe af ledige, og dels den generelle situation på arbejdsmarkedet som følge af corona-krisen med et stærkt stigende antal ledige.

1. Særlige udfordringer ved en hjemtagelse

  • Aktiveringstilbuddet vil som nævnt ovenfor skulle struktureres i små hold af max 4-8 personer pr. hold og med brug af 6-7 fysiske adskilte lokationer. Forvaltningen vil skulle stå for at administrere undervisningslokaler på disse lokationer, en opgave som i dag varetages af eksterne leverandører. Der vil desuden skulle være minimum én vagt på hver af disse lokationer.
  • Der må forventes udfordringer ved at lægge undervisningstilbud for denne målgruppe på forvaltningens eksisterende lokationer med andre ledige borgere. Det vil bl.a. være uhensigtsmæssigt at indkalde specialenhedens målgruppe til holdtilbud i samme bygning som udsatte ledige, eksempelvis kriminalitetstruede unge i Jobcenter København Unge (JKU). En hjemtagelse forudsætter derfor, at der kan findes en række eksterne lejemål, der er egnet til formålet.
  • Forvaltningen vil skulle opbygge de nødvendige kompetencer til selv at levere indsatsen, hvis det besluttes at hjemtage den. Der kan være en usikkerhed omkring, hvorvidt der kan tiltrækkes medarbejdere med de rette kompetencer, herunder personer med indgående og aktuel viden omkring bandemiljøerne i København. Denne viden vil være nødvendig for at sikre en høj grad af sikkerhed for borgere og medarbejdere (bl.a. ved at sikre, at borgere fra rivaliserende grupperinger ikke blandes på samme hold).

Det er forvaltningens erfaring fra andre målgrupper, at behovet for en højt specialiseret indsats for en mindre gruppe af ledige ofte betyder, at det ikke er økonomisk hensigtsmæssigt for kommunen selv at varetage opgaven. En ekstern leverandør kan erfaringsmæssigt ofte løse opgaven billigere ved at levere et specialiseret tilbud for den givne målgruppe, oftest til flere kommuner på én gang.

2. Den generelle situation på arbejdsmarkedet

Københavns Kommune står – i lighed med alle andre af landets kommuner – i en ekstraordinær situation grundet den aktuelle coronakrise og samfundsmæssige nedlukning. Siden den 9. marts er ca. 8.300 personer blevet ledige i København, hvilket svarer til en stigning på 42,3 pct. De seneste tal fra Erhvervsstyrelsen viser desuden, der er 234.000 personer, der på landsplan får eller har fået lønkompensation af staten. Det fremgår ikke af data, hvordan de 234.000 fordeler sig på kommuneniveau. Af de senest tilgængelige opgørelser på kommuneniveau per 14. maj 2020, udgjorde lønmodtagere i KK omkring 14 pct. af borgere på ordningen. Hvis denne andel stadig er gældende, vil det svare til, at der er omkring 33.000 lønmodtagere i KK, der modtager eller har modtaget lønkompensation. En række af dem vil sandsynligvis blive opsagt, når ordningen ophører

På den baggrund forventes det, at der i de kommende år vil være behov for en markant øget indsats for en bred målgruppe af kommunens ledige. I det lys er det Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningens vurdering, at det vil være mere hensigtsmæssigt, at forvaltningen i den kommende tid fokuserer på at håndtere den markante stigning i antallet af nyledige, fremfor at anvende ressourcer på at hjemtage en specialiseret indsats for en relativt lille målgruppe.

Økonomi

De samlede udgifter til en hjemtagelse af den styrkede indsats for ledige med rocker- eller banderelationer skønnes at være ca. 17 mio. kr. i indsats årligt.Dette budget er med udgangspunkt i håndtering af en målgruppe på ca. 70 helårspersoner, hvilket svarer til niveauet i dag.

En fortsættelse af styrket indsats med brug af eksterne leverandører fra 2021 og frem vurderes at koste ca. 15 mio. kr./år i indsatsmidler.

Det bemærkes, at Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen ifm. Budget19 også bad om 15 mio. kr./år i indsats til den styrkede indsats for målgruppen. Der blev med aftale om Budget19 afsat 12 mio. kr./år i indsats i perioden 2019-20.

En forudsætning for, at indsatsen hidtil har kunnet holdes inden for en budgetramme på 12 mio. kr./år til indsats har bl.a. været et højt niveau af borgere, der løbende er virksomhedsplaceret. Dette vurderes ikke realistisk fremadrettet, givet de nuværende omstændigheder med økonomisk krise. Herudover er det forvaltningens vurdering, at det med udviklingen af indsatsen siden etablering af specialenheden i april 2019 - og med det nyligt gennemførte udbud af indsatsen – fremadrettet vil være muligt at levere et mere stabilt, højere aktiveringsomfang for de borgere, der er i tilbud hos leverandører. Derfor vurderes det ikke muligt fremadrettet at holde indsatsen indenfor et budget på 12 mio. kr./år.

Videre proces

Det bemærkes, at Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen udarbejder budgetnotat til Budget 2021 vedrørende forlængelse af den eksisterende indsats for målgruppen. Budgetnotatet forventes at indgå i Sikker By budgetpakken sammen med en række andre indsatser med udløb i 2020.

Tanja Franck / Jeppe Bøgh Andersen

Beslutning

 

Udvalget drøftede indstillingen. Udvalget sendte sagen tilbage til forvaltningen, og bad om, at sagen belyses yderligere, herunder skal der ses på muligheder for delvis hjemtagelse af indsatsen. Denne indstilling skal forelægges udvalget efter budgetforhandlingerne.  

Til top