Mødedato: 15.05.2023, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 57

Fordeling af midler til veteranindsats

Se alle bilag

Resumé

Med budget 2022 blev der afsat i alt 3.150.000 kr. i perioden 2022-2024 til køb af forløb hos Jobbanken målrettet veteraner, som er tilkendt førtidspension. Det er ikke lykkedes Jobbanken at rekruttere veteraner i målgruppen for indsatsen. BIU har besluttet, at midlerne fortsat skal bruges til målgruppen af veteraner, men at en anden leverandør end Jobbanken skal varetage indsatsen. Idet midlerne skal re-allokeres, forudsætter det, at BR godkender ændringen, da bevillingen er afsat af BR.

Indstilling

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller, at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler:

  1. at de midler som oprindeligt var allokeret til Jobbanken, i stedet anvendes til køb hos leverandører, som har særlig ekspertise, der kan bruges ift. veteraner, som har fysiske og psykiske følgevirkninger af deres udsendelser.

Problemstilling

Veteraner har været en politisk prioriteret målgruppe fra 2020-2023, og der har været iværksat en række initiativer (fx en helhedsorienteret indsats via veterankoordinatorer i Jobcenter København), som bidrager til at veteranerne kommer i beskæftigelse og uddannelse eller at de mest udsatte veteraner hurtigt afklares til fleksjob eller førtidspension.

Jobcentret tilbyder dog ikke indsats ift. veteraners særlige følgevirkninger af udsendelserne herunder fx traumer, eksplosionsskader, kognitive udfordringer mv. En sådan specifik indsats vil ligge ud over den håndholdte indsats, som Jobcenter København i forvejen tilbyder ledige veteraner som del af den helhedsorienterede indsats.

Løsning

Det er forvaltningens vurdering, at de oprindelige midler allokeret til Jobbanken vil finde bedst anvendelse ved, at Jobcenter København efter en konkret og individuel vurdering kan tilkøbe en specifik indsats, der matcher den enkeltes veterans behov. Dette skal fremme, at midlerne bliver anvendt til at dække veteraners individuelle indsatsbehov ift. at komme i uddannelse, job eller blive afklaret til fleksjob eller førtidspension.

Det bemærkes, at forvaltningen som udgangspunkt ikke vil kunne tilbyde det samme serviceniveau, efter at midlerne er udløbet ved udgangen af 2024.

For eksempel i tilfælde hvor veteranens ressourcer er varigt begrænsede, kan et forløb hos en leverandør skabe fremdrift i veteranens sag ved tilvejebringelse af den viden og dokumentation der skal til, for at jobcentret kan bringe sagen videre til en eventuel afklaring til fx fleksjob eller førtidspension.

Særligt målrettede tilbud:

  • For veteraner med traumer eller psykiske belastningsreaktioner, kan der være behov for en indsats med mindfulness, psykoedukation og fysisk aktivitet som i kombination med en øvrig beskæftigelsesrettet indsats til at fremme veteranens mestring af dagligdag og arbejdsliv.
  • Ved psykiske traumer eller PTSD kan en virksomhedsrettet indsats med særlig fokus på mestring af traumer og PTSD fremme veteranens hverdags- og arbejdsliv.
  • For veteraner med blast-skader (eksplosionsskader) eller kognitive udfordringer med relation til en hovedskade kan et specialiseret tilbud til borgere med erhvervet hjerneskade være det rette tilbud ift. at genoprette veteranens ressourcer, bringe den enkelte i job eller afklare veteranen til førtidspension eller fleksjob.

Økonomi

I 2022 har det ikke været muligt at iværksætte indsatsen, hvilket har medført et mindre forbrug. Der er ca. 2 mio. tilbage, som vil kunne bruges til køb af indsats i 2023 og 2024.

Politisk handlerum

BIU har følgende muligheder:

  • at godkende forslag om, at de oprindelige midler til Jobbanken i stedet bruges til køb af indsats på Jobcenter København hos leverandører med ekspertise ift. traumer, kognitive udfordringer, eksplosionsskader mv. Dette med henblik på behandling af sagen i BR.
  • at bede forvaltningen om at foreslå andre anvendelsesmuligheder for de midler som oprindeligt blev tildelt Jobbanken.

Videre proces

Såfremt sagen godkendes i BIU, skal den behandles på et møde i Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.

 

Henrik Lund/Marianne Becker Andersen

Beslutning

Indstillingen blev godkendt uden bemærkninger.

 

Socialdemokratiet fremsatte følgende protokolbemærkning, som et samlet udvalg tilsluttede sig:

”I København har vi mange veteraner, og de fortjener den største respekt. Ca. hver 10 veteran vender hjem med ondt i sjælen, og vi skal som kommune gøre alt hvad vi kan for at hjælpe, og støtte vores veteraner.”

Til top