Udbud af danskuddannelse for voksne selvforsørgede udlændinge
Resume
Beskæftigelses- og Integrationsudvalget skal tage stilling til rammen for udbuddet af danskuddannelse for voksne, selvforsørgede udlændinge, der skal gennemføres i efteråret 2021.
Indstilling
Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,
- at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget beslutter rammen for udbud af danskuddannelse for selvforsørgede i 2021.
- at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkender, at kontrakterne tildeles leverandører med det bedste forhold mellem kvalitet (70 pct.) og pris (30 pct.)
Problemstilling
Danskuddannelse til selvforsørgende voksne udlændinge m.fl. leveres i dag af to leverandører i Københavns Kommune:
- CLAVIS sprog & kompetence
- UCplus A/S
Kontrakterne med CLAVIS sprog & kompetence og UCplus A/S løber i perioden 1. august 2018 til 31. juli 2022.
Det fremgår af § 10 stk. 5 i danskuddannelsesloven, at opgaven skal sendes i udbud, når driftsaftalerne udløber.
Kontrakterne om danskuddannelse til selvforsørgede skal derfor i udbud i 2021.
Danskuddannelsen er et tilbud til selvforsørgede voksne udlændinge som kommer til Danmark enten for at arbejde, studere, som medfølgende ægtefælde, som au pair eller arbejder som grænsependler i Danmark fra et EU/EØS-land.
Danskuddannelsen er således en mulighed, der tilbydes de selvforsørgede udlændinge, men de har ikke pligt til at deltage.
Tilbuddet gives automatisk ved tilmelding til Københavns Kommune og retten til at benytte sig af det gælder i 3,5 år inden for en 5-årig periode.
Kursisten kan selv vælge det sprogcenter, kursisten ønsker at blive undervist på.
De udlændinge, der benytter sig af tilbuddet om at lære dansk, kommer oftest fra lande med ret til ophold mv. efter EU-opholdsdirektivet, som fx Tyskland, Spanien og Polen.
Hertil kommer en gruppe af tredjelandsstatsborgere fra fx England, Kina, Indien mv. Den sidste del af målgruppen skal kunne påvise, at de har fast, lovligt ophold i Danmark i form af opholdstilladelse på baggrund af arbejde, studie m.v.
Ca. 65% af målgruppen, der vælger at sige ja til tilbuddet om at lære dansk, er højtuddannede og har uddannelsesbaggrunde så som ingeniør, biolog eller lignende. En målgruppe, der i høj grad efterspørges af det københavnske erhvervsliv.
Løsning
Tildelingskriteriet af danskuddannelse for voksne selvforsørgede i Københavns Kommune i 2022-26 anbefales at være det bedste forhold mellem pris og kvalitet, jf. udbudslovens § 162, stk. 1, nr. 3.
Det bedste forhold vil blive vurderet på baggrund af følgende kriterier:
- Pris (30 pct.)
- Kvalitet (70 pct)
Der vil desuden blive anvendt følgende underkriterier:
- At der for kriteriet pris fastsættes en vægtet maksimumspris på kr. 9.750, som er den højeste pris udbyderne må tage for leverancen.
Maksimumsprisen ligger ca. 15% over den nuværende pris, men stadig blandt de laveste i landet, jf. nedenfor, men reguleres opad for at tage højde for løn og prisstigninger i den hidtidige periode.
- At der for kriteriet kvalitet formuleres tre underkriterier:
- Fastholdelse og motivation.
Kriteriet har fokus på at sikre, at kursister i videst mulige omfang deltager og færdiggør modulet, således at færrest mulige dropper ud før test eller prøve.
- Erhvervsrettet undervisning samt samarbejde med erhvervsliv og virksomheder.
Kriteriet sigter på, at undervisningen støtter op om beskæftigelse af udenlandsk arbejdskraft gennem samarbejde med erhvervsliv og virksomheder.
- Dialog og samarbejde om tilbuddet om danskuddannelse.
Kriteriet understøtter det løbende samarbejde med leverandørerne om tilsyn og udvikling af metoder og værktøjer til at forberede leverancerne hen over udbudsperioden.
Kriterierne for kvalitet vægter ens for at sikre en helhedsorienteret balance i tilbuddet.
Lov om danskuddannelse fastsætter i detaljer krav til selve indholdet i undervisningen. Der gennemføres regelmæssigt undervisningsmiljøvurderinger, tilfredshedsmålinger samt statslige og kommunalt tilsyn med området for at sikre, at sprogcentrene lever op til de meget faste lovkrav, der eksisterer i forhold til indholdet i undervisningen.
Økonomi
Danskuddannelse til selvforsørgede voksne udlændinge var i udbud i 2017 i Københavns Kommune hvor vægtningen var på 70 pct. på pris og 30 pct. kvalitet.
Udbuddet medførte en besparelse i størrelsesordenen ca. kr. 100 mio. årligt og priserne i Københavns Kommune er stadig blandt de 5-10 billigste i landet. Priserne er ikke blevet reguleret siden og en maksimumspris bør derfor tage hensyn til dette.
Det synes derfor ikke realistisk at forestille sig en yderligere eller markant sænkning af de nuværende priser i forbindelse med udbud 2021.
Beskæftigelses- og Integrationsudvalget besluttede i november 2018 koncept for tilsyn mv for at sikre kvaliteten i undervisningen i udbudsperioden 2018-2022. En videreførelse af samme tætte tilsynskonceptet forudsætter, at der også i den kommende udbudsperiode 2022-26 afsættes midler i budgettet til det.
Budgettet for danskuddannelse for selvforsørgede er i 2021 er på kr. 56. mio.
Videre proces
Baseret på Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets beslutning om rammen for udbuddet af danskuddannelse for voksne, selvforsørgede udlændinge igangsætter Forvaltningen udbudsprocessen i henhold til gældende bestemmelser i udbudsloven.
Det forventes på den baggrund, at selve udbuddet vil kunne finde sted i det tidlige efterår 2021 samt, at der vil kunne indgås driftsaftaler omkring årsskiftet 2021-22 med en start på leverancen fra 01.08.2022.
Jeppe Bøgh Andersen/Marianne Sørensen
Beslutning
Enhedslisten fremsatte følgende ændringsforslag, hvor 2. at-punkt ændres fra:
At Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkender, at kontrakterne tildeles leverandører med det bedste forhold mellem kvalitet (70 pct.) og pris (30 pct.).
Til
At Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkender, at kontrakterne tildeles leverandører med det bedste forhold mellem kvalitet (80 pct.) og pris (20 pct.).
Der blev begæret afstemning om ændringsforslaget.
For: 4 (Ø, Å)
Imod: 6 (A, F, B, C og V)
Undlod: 0
Dermed blev ændringsforslaget forkastet.
Radikale Venstre fremsatte følgende ændringsforslag til 1. underkriterie i indstillingens løsningsafsnit, som ændres fra:
1. Fastholdelse og motivation:
Kriteriet har fokus på at sikre, at kursister i videst mulige omfang deltager og færdiggøre modulet, således at færrest mulige dropper ud før test eller prøve.
Til:
1. Fastholdelse og motivation:
Kriteriet har fokus på at sikre, at kursister i videst mulige omfang færdiggør modulet, således at færrest mulige dropper ud før test eller prøve.
Der var afstemning om ændringsforslaget.
For: 10 (Ø, Å, A, F, B, C og V)
Imod: 0
Undlod: 0
Dermed blev ændringsforslaget godkendt.
Indstillingen blev herefter i sin helhed godkendt uden afstemning.
Enhedslisten fremsatte følgende protokolbemærkning:
”Enhedslisten ønskede en tildeling af kvalitet 80% og pris 20% i udbuddet om danskuddannelse for voksne, selvforsørgede udlændinge, der skal gennemføres i efteråret 2021. Det blev desværre nedstemt. Det er vigtigt, at de borgere der kommer til Danmark får bedst mulig undervisning.”