Mødedato: 15.03.2021, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse D på 1. sal

Overførsler fra 2020 til 2021

Se alle bilag

Resumé

I forbindelse med årsregnskabet kan de enkelte udvalg anmode om, at deres mer- og mindreforbrug i et regnskabsår overføres til det kommende års budget.

Forvaltningen indstiller, at der anmodes om overførsel af et mindreforbrug på servicerammen på 7,6 mio. kr. fra 2020 til 2021 og et mindreforbrug på 2,5 mio. kr. på anlægsrammen fra 2020 til 2021.

Indstilling

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller, at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkender,

  1. at der på servicerammen anmodes om overførsel af et mindreforbrug på 2,8 mio. kr. vedrørende eksternt finansierede projekter (tilskudsmidler)
  2. at der på servicerammen anmodes om overførsel af et mindreforbrug på 0,3 mio. kr. vedrørende lov- eller kontraktmæssigt bundne midler
  3. at der på servicerammen anmodes om overførsel af et mindreforbrug på 4,6 mio. kr. vedrørende overførselsønsker
  4. at der på anlægsrammen anmodes om overførsel af et mindreforbrug på 2,5 mio. kr. vedrørende forsinkede anlægsprojekter
  5. at øvrigt mindreforbrug på servicerammen på 3,7 mio. kr. tilbageføres til kommunekassen.

Problemstilling

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget har på service- og anlægsområdet principielt fire typer af mer- og mindreforbrug, som kan give anledning til overførsel af midler til 2021, hvoraf tre giver anledning til at anmode om overførsel af mindreforbrug.

I relation til eksternt finansierede projekter (tilskudsmidler) skal mer- og mindreforbrug som udgangspunkt overføres til 2021.

I relation til lov- eller kontraktmæssigt bundne midler kan mindreforbrug på servicerammen som udgangspunkt forventes overført til 2021. Dog kan beløb under 50.000 kr. ikke overføres.

I relation til øvrigt mindreforbrug på servicerammen kan dette søges overført, men der er ikke sikkerhed for at midlerne overføres til 2021.

Herudover skal mer- og mindreforbrug på anlægsområdet som udgangspunkt overføres til 2021.

Der er som udgangspunkt ikke overførselsadgang af mer- og mindreforbrug på indsats- og overførselsrammen, det vil sige at mindreforbrug tilbageføres til kommunekassen.

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget behandler årsregnskabet for 2020 på møde den 15. marts 2021.  Årsregnskabet indeholder nærmere forklaringer på afvigelser mellem budget- og regnskabstal.

Løsning

Årsregnskab 2020 for Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen viser et mindreforbrug på 11,4 mio. kr. på servicerammen og et mindreforbrug på 2,5 mio. kr. på anlægsrammen. 

Overførselsanmodningerne indebærer, at der søges overført et mindreforbrug på 7,6 mio. kr. på servicerammen og et mindreforbrug på 2,5 mio. kr. på anlægsrammen. Det resterende mindreforbrug på servicerammen på 3,7 mio. kr. søges ikke overført og tilbageføres til kommunekassen.

Tabel 1 viser overførselsanmodninger fra 2020 til 2021 på service- og anlægsrammen.

Tabel 1. Overførselsanmodninger fra 2020 til 2021 (mio. kr.)

Note: Beløb er afrundet til mio. kr. med en decimal og der kan derfor fremstå små afvigelser pga. afrundingerne.

I relation til eksterne projekter på servicerammen søges overført et mindreforbrug på 2,8 mio. kr.

Overførslen skyldes mindre tidsmæssige forskydninger af udgifter og indtægter vedrørende 14 projekter i forhold til budgettet. Den henvises til bilag 2, der indeholder yderligere oplysninger om overførslerne.

I relation til forsinkede aktiviteter på servicerammen, hvor de tilhørende udgifter er lov- eller kontraktmæssigt bundne, søges overført et mindreforbrug på servicerammen på 0,3 mio. kr.

Overførslen vedrører 3 kontrakter med eksterne leverandører, hvor udgifterne var planlagt afholdt i 2020. Der henvises til bilag 3, der indeholder yderligere oplysninger om overførslerne.

I relation til øvrige overførselsønsker på servicerammen søges overført et mindreforbrug på 4,6 mio. kr. Ønskerne vedrører fire aktiviteter, som grundet coronarestriktioner og -nedlukningen ikke var mulige at gennemføre som planlagt i 2020, og hvor en del af udgifterne derfor først falder i 2021:

  • IT-licenser (1,1 mio. kr.). Midlerne er prioriteret internt. Midlerne vil blive anvendt til IT-licenser til ledige, der giver adgang til en online-platform med 11 jobsøgningsemner behandlet fx i læringsvideoer og mulighed for at deltage i webinarer med relevante jobsøgningsemner. Formålet er at styrke lediges jobsøgning og forbedre deres mulighed for at få job.
  • Charter for arbejdsfællesskaber (0,1 mio. kr.). Midlerne er bevilget af Borgerrepræsentation (BR) i forbindelse med BRs godkendelse af et Charter for arbejdsfællesskaber. Midlerne vil blive anvendt til et projekt om styrket samarbejde i BIFs centralforvaltning.
  • Intelligent understøttelse af rehab-møder (2,6 mio. kr.). Midlerne er bevilget i forbindelse med Budgetaftale 2020. Midlerne vil blive anvendt til at effektivisere sagsbehandlingsprocesserne for udsatte borgere ved at udnytte kendte IT-teknologier.
  • Digital sagsassistent ASTA (0,7 mio. kr.). Midlerne er bevilget i forbindelse med Budgetaftale 2020. Midlerne vil blive anvendt til at udvikle en IT-løsning, der samler alle lægelige akter i en sag i et dokument, og derved effektiviserer forberedelsen til samtaler i Jobcenter København.

Der henvises til bilag 4, der indeholder yderligere oplysninger om overførselsønskerne.

Herudover søges mindreforbrug på anlægsrammen på 2,5 mio. kr. overført. Overførslen skyldes tidsmæssige forskydninger af projektudgifter vedrørende 10 anlægsprojekter i forhold til budgettet. Den henvises til bilag 5, der indeholder yderligere oplysninger om overførslerne.

Økonomi

Se ovenfor.

Videre proces

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen har – med forbehold for Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets godkendelse – oversendt overførselsanmodningerne til Økonomiforvaltningen. Intern Revisions har herefter valideret overførselsanmodningerne og sendt disse sammen med en erklæring herom til Økonomiforvaltningen den 1. marts 2021.

Økonomiforvaltningen udarbejder på baggrund heraf oplæg om de økonomiske rammer for de politiske forhandlinger om overførselssagen fra den 22. marts 2021 til den 26. marts 2021.

En samlet indstilling om overførsler behandles i Økonomiudvalget den 11. maj 2021 og i Borgerrepræsentationen den 20. maj 2021.

Jeppe Bøgh Andersen / Niklas Oxenvad Brøndum

 

Bilag 1 er ikke vedlagt da det ikke vedrører BIU.

Beslutning

Indstillingen blev i sin helhed godkendt uden afstemning.

Til top