Øget rummelighed i det københavnske foreningsliv (fællesindstilling)
Øget rummelighed i det københavnske foreningsliv (fællesindstilling)
Beskæftigelses- og Integrationsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde torsdag den 14. december 2006
3. Øget rummelighed i det københavnske foreningsliv (fællesindstilling)
BIU 228/2006 INDSTILLING
Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen og Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller overfor Beskæftigelses- og Integrationsudvalget og Kultur- og Fritidsudvalget
·
at initiativet "Øget rummelighed i det københavnske foreningsliv"
udmøntes som beskrevet i indstillingen og finansieres som beskrevet under
økonomiafsnittet.
·
at den tekniske omplacering, herunder konsekvenser for enhedspriser og
mængder, håndteres i forbindelse med sagen om bevillingsmæssige ændringer, som
behandles i Borgerrepræsentationen i april 2007.
Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets beslutning i mødet den 14. december 2006
Godkendt.
RESUME
Københavns Kommune vedtog d. 14. juni 2006 en ny integrationspolitik for 2007-2010, som sætter målene og rammerne for integrationsindsatsen i Københavns Kommune i de kommende år (BR 395/2006). Ved vedtagelsen af budget 2007 blev der endvidere afsat 14 mio. kr. i 2007 til udmøntning af integrationsinitiativer i forlængelse af integrationspolitikken. Herudover er der tilvejebragt yderligere finansiering på 6,8 mio. kr. i 2007, således at der i alt er 20,8 mio. kr. til nye initiativer i 2007.
På kultur- og fritidsområdet anbefaler Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen, at der igangsættes to initiativer - "Øget rummelighed i det københavnske foreningsliv" og "Øget mangfoldighed i idrætslivet". Sidstnævnte udmøntes med en senere indstilling.
Med denne indstilling udmøntes initiativet "Øget rummelighed i det københavnske foreningsliv". Initiativet omfatter
· Udarbejdelse og formidling af informationsmateriale om integration og foreningsliv, som målrettes foreningslivet og den etniske minoritetsbefolkning (0,2 mio. kr. i 2007).
· Udvidelse af Brobygningspuljen med 0,2 mio. kr. årligt i 2007, 2008 og 2009. Puljen støtter initiativer, der understøtter etniske minoriteters introduktion og kendskab til de frivillige folkeoplysende foreninger for børn og unge under 25 år.