Overførsel og forankring af Salon Oriental - projekt "Din kultur, min kultur og vores kultur" (fællesindstilling)
Overførsel og forankring af Salon Oriental - projekt "Din kultur, min kultur og vores kultur" (fællesindstilling)
Beskæftigelses- og Integrationsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde torsdag den 14. december 2006
17. Overførsel og forankring af Salon Oriental - projekt "Din kultur, min kultur og vores kultur" (fællesindstilling)
BIU 242/2006 INDSTILLING
Socialforvaltningen og Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller til Socialudvalget og Beskæftigelses- og Integrationsudvalget:
at udvalgene indstiller til Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen, at
Puljen til integrationsfremmende tiltag i Beskæftigelses- og
integrationsforvaltningen nedlægges, og at 960.000 kr. af de frigivne midler
overføres fra Beskæftigelses- og Integrationsudvalget til Socialudvalgets
driftsramme fra budget 2007 og fremover.
at Socialforvaltningen indgår en samarbejdsaftale med Landsforeningen af
Bøsser og Lesbiske om videreførelse af Salon Oriental, projekt "Din kultur, min
kultur og vores kultur.
at evalueringen af projekt "Din kultur, min kultur og vores kultur" tages
til efterretning.
Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets beslutning i mødet den 14. december 2006
Godkendt.
RESUME
"Salon
Oriental" er et projekt der beskæftiger sig med gruppen af homoseksuelle med
etnisk minoritetsbaggrund. Projektet blev
etableret
af Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske (LBL) for ca. 4 år siden med
økonomisk støtte fra Københavns Kommune.
Formål
med projektet er at skabe et tilbud til målgruppen af homoseksuelle med etnisk
minoritetsbaggrund. Tilbudet omfatter multikulturelle fester, rådgivningstilbud og andre sociale arrangementer.
Ligeledes har projektet til formål at udføre en holdningsbearbejdende indsats.
Borgerrepræsentationen besluttede den 15. december 2005 (BR 770/2005)
bl.a. at bevilge 960.000 kr. til projekt "Din kultur, min kultur, vores kultur
/ Salon Oriental" (Bilag 1).
Center for Alternativ Samfundsanalyse (CASA) har foretaget evaluering
af projektet (Bilag 2.). Evalueringen viser bl.a., at der er behov for indsats
for indvandrere med seksuel præference for eget køn, og at indsatsen via
projektet er hensigtsmæssig i forhold til målgruppens behov og ønsker.
Evalueringen viser imidlertid også, at indsatsen for målgruppen lider
under kortvarige bevillinger og at projektet vil have fordel af en mere fast
forankring. Herudover anbefales det fremadrettet at information / rådgivning,
ikke mindst via nettet, samt tilbud for indvandrerkvinder med seksuel
præference for eget køn, styrkes.
Det er Socialforvaltningens vurdering, at projektets målgruppe ikke
alle har sociale problemer. Heraf følger at projektet må defineres som værende
i en "gråzone", ift. typen af aktiviteter, som normalt er forankret i
Socialforvaltningen.
Det foreslås, at projektet sikres forankring ved indgåelse af
samarbejdsaftale mellem Socialforvaltningen og Landsforeningen af Bøsser og
Lesbiske (LBL) finansieret af midlerne, der i dag er afsat under Puljen til
integrationsfremmende tiltag i Beskæftigelses- og integrationsforvaltningen.
Puljen nedlægges hermed.