Mødedato: 14.08.2017, kl. 12:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 57

Temadrøftelse af indsats i udsatte boligområder

Se alle bilag

Indstilling

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,

  1. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget på baggrund af temadrøftelsen drøfter mulige indsatser i de udsatte byområder, herunder hvilken indsats der skal indgå i det budgetforslag, som udvalget ønsker.

Problemstilling

I forbindelse med behandlingen af dagsordenspunkt 5 (Politik for Udsatte Områder (fællesindstilling)) på BIU-mødet den 22. maj 2017 bad udvalget om at få en temadrøftelse forud for budgetforhandlingerne med forvaltningens specifikke forslag til, hvad der kan iværksættes af indsatser i de udsatte byområder. Udvalget bad desuden forvaltningen om at udarbejde et budgetnotat til budgetforhandlingerne i efteråret, der indeholder ét forslag.

Løsning

udvalgsmødet holder direktør Michael Baunsgaard Schreiber et oplæg om udfordringerne i de udsatte boligområder samt løsningsforslag og omkostningerne hertil. På den baggrund foreslår forvaltningen, at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget drøfter, hvilket budgetforslag der skal indgå i budgetforhandlingerne.

Baggrundsinformation

I den justerede Politik for Udsatte Byområder er der udpeget 16 udsatte byområder. Udpegningskriterierne er følgende:

  • beboere uden for arbejdsmarkedet
  • beboere uden uddannelse
  • beboere med lav indkomst
  • beboere med ikke-vestlig herkomst
  • gennemsnitligt boligareal pr. beboer. 

De udsatte byområder er udpeget baseret på forekomsten af sammenfald mellem disse fem kriterier på baggrund af nyeste 2015-data.

København er geografisk inddelt i 396 såkaldte roder, der stammer fra en historisk inddeling af byen i skatteopkrævningsdistrikter. Det Socioøkonomiske Københavnerkort indeholder socioøkonomiske data opdelt på disse roder.

Graden for hver rodes udsathed opgøres ved at tildele hver rode mellem 1 og 5 point for hvert af de 5 kriterier baseret på sammenligning med de øvrige roder.

Eksempelvis vil det være gældende for kriteriet ang. tilknytning til arbejdsmarkedet, at den femtedel rode med færrest beboere uden for arbejdsmarkedet, tildeles 1 point, mens den femtedel rode med flest beboere uden for arbejdsmarkedet tildeles 5 point.

En rode kan således tildeles en udsathedsscore på mellem 5 og 25 point, afhængigt af, hvor mange point den har fået på hver af kriterierne.

De udsatte områder består af en eller flere roder, der hver især er udsatte på de fem udpegningskriterier med en udsathedsscore på minimum 22 point ud af 25 mulige.

Af bilag 1 fremgår et kort, der viser alle udsatte byområder.

Af bilag 2 fremgår en opgørelse over andelen af kontant- og uddannelseshjælp for alle de udsatte byområder. 

Økonomi

De økonomiske konsekvenser af temadrøftelsen vil afhænge af udvalgets efterfølgende drøftelser angående budgetnotatet. 

Videre proces

På baggrund af temadrøftelsen vil forvaltningen udarbejde et budgetforslag, der skal indgå i budgetforhandlingerne 2017.

 

Bjarne Winge / Michael Baunsgaard Schreiber

 

Beslutning

Indstillingen blev drøftet.
Til top