Samarbejde om danskuddannelse til voksne udlændinge - Rammeaftale for KKR Hovedstaden for perioden 2021 -2025.
Resumé
Som en del af reformen af danskuddannelserne fra 2017 blev der indført krav om, at kommunalbestyrelserne mindst hvert 4. år - første gang senest den 1. juli 2021 formelt skal indgå regionale rammeaftaler om danskuddannelse for voksne udlændinge om samarbejde og koordinering af tilbud inden for regionen og den forventede udvikling i kursistgrundlaget. Aftalen indgås mellem de deltagende kommuner i Kommunekontaktråd Hovedstaden.
Indstilling
Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller, at:
- Beskæftigelses- og Integrationsudvalget tager rammeaftale om Samarbejde om danskuddannelse til voksne udlændinge til efterretning.
Problemstilling
Fra ministeriets side er formålet med rammeaftalen bl.a. at sætte fokus på kommunernes muligheder for samarbejde og koordinering af tilbud inden for regionen og den forventede udvikling i kursistgrundlaget jf. LBK nr. 901 §19a.
Rammeaftalen skal herudover beskrive mulighederne for tværkommunalt samarbejde i regionen, fx fælles udbudsrunder for at samarbejde om at benytte samme sprogudbyder, hvorved det forventes at opnå et større kursistgrundlag og bedre sammenhæng mellem pris og kvalitet i tilbuddet.
Løsning
Sekretariatet Kommunekontaktrådet i Hovedstadsregion (KKR Hovedstaden) har som opfølgningen på lovkrav om rammeaftale udarbejdet et udkast til aftale på danskuddannelsesområdet for kommunerne i KKR Hovedstaden.
KKR Hovedstaden vurderer, at hovedstadskommunerne i vidt omfang allerede har iværksat sådanne samarbejder, og at rammeaftalen derfor er mindre relevant for kommunerne i KKR Hovedstaden.
Udkastet til rammeaftale for danskuddannelse skønnes derfor ikke i sig selv at ville få betydning for udvalgets arbejde og ses således som en formssag, men forelægges til udvalgets orientering som led i godkendelsesprocessen for kommunerne i KKR Hovedstaden.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Udkastet til rammeaftale forelægges for alle 29 kommunalbestyrelser i KKR Hovedstaden med henblik på en endelig godkendelse inden sommerferien. Udkastet til rammeaftale forelægges derfor for BIU og efterfølgende for BR.
Line Nørbæk/Jeppe Bøgh Andersen