Mødedato: 14.06.2021, kl. 17:00
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse D på 1. sal

Finansiering af styrket indsats for unge med diagnose indenfor autismespektret eller med tilsvarende støttebehov i 2. halvår 2021

Resumé

HF Inklusion er et tilbud for unge med diagnose indenfor autismespektret eller med lignende støttebehov, som gør det muligt for de unge at tage en fuld HF, og dermed blive berettiget til at påbegynde en mellemlang / videregående uddannelse. For at deltage i HF Inklusion skal en ung i dag være (for-)revalidend eller ressourceforløbsmodtagere efter beskæftigelseslovgivningen.

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget besluttede den 23. november 2020, at forvaltningen skal arbejde videre med at omlægge tilbuddet, så flere unge kan få tilbuddet. Merudgiften estimeres at blive op til 5,7 mio. kr. årligt fra 2023.

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget besluttede den 8. februar 2021, at søge merudgiften til udvidelse af målgruppen for HF Inklusion via overførselssagen 2020 / 2021. Budgetnotatet blev ikke rejst og dermed heller ikke imødekommet.  

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget besluttede den 31. maj 2021, at der skal findes finansiering til udgiften til HF Inklusion i 2. halvår 2021, og der blev bestilt et budgetnotat til budget 2022 på finansieringen af HF Inklusion+ fra 2022 og frem.

I det følgende præsenteres forslag til finansiering af HF Inklusion+ i 2. halvår 2021.

Indstilling

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,

  1. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkender, at udgiften til en udvidelse af kapaciteten på HF Inklusion+ i 2. halvår 2021 på estimeret 1,35 mio. kr. afholdes af det forventede råderum på indsatsrammen.

Problemstilling

HF Inklusion tager 3 år, modsat en almindelig HF, der tager 2 år. Tilbuddet varetages af Københavns Voksenuddannelsescenter (KVUC). De første 2 år er tilrettelagt ift. de unges særlige behov, mens de unge det sidste år indgår på ordinære vilkår i uddannelsen.

For at kunne deltage i tilbuddet i dag skal den unge være (for-)revalidend eller ressourceforløbsmodtagere jf. beskæftigelseslovgivningen. Det betyder, at der hvert år er unge, der ønsker at få tilbuddet, som ikke kan få det fordi de ikke opfylder betingelserne for (for-) revalidering eller ressourceforløb.

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget besluttede den 23. november 2020, at der ift. den fremtidige tilrettelæggelse af HF Inklusion, skal arbejdes videre med en model, hvor tilbuddet kan ydes til såvel:

  • Unge, der kan tage HF-enkeltfag med mindst 23 timer om ugen i gennemsnit og hermed modtage SU

som

  • Unge, der opfylder betingelserne for at blive (for-)revalidender eller ressourceforløbsmodtagere, og hermed kan modtage ydelse fra jobcentret.

Den nye model benævnes HF Inklusion+. Modellen betyder, at flere unge vil kunne få tilbuddet. Hvis flere unge skal have tilbuddet, vil udgifterne til tilbuddet stige. Børne- og Ungdomsforvaltningen, Ungdommens Uddannelsesvejledning (UU) vurderer, at omlægningen af modellen for HF Inklusion betyder at der vil være behov for at øge antallet af pladser fra de nuværende 36 pladser til 120 pladser fremover. Det estimeres umiddelbart at merudgiften vil blive 1,35 mio. kr. i 2021, 4,2 mio. kr. i 2022 og 5,7 mio. kr. årligt, når fuldt ud implementeret fra 2023 og frem.

Løsning

Umiddelbart estimeres udgiften ved HF Inklusion+ på 120 pladser at komme til at udgøre ca. 8,8 mio. kr. årligt. Den nuværende udgift til HF Inklusion udgør 3,1 mio. kr.

Da støtten i HF Inklusion som nævnt er 2-årigt, og holdene starter i august, bliver finansieringsbehovet ved en udvidelse af kapaciteten på HF Inklusion som vist i tabel 1.

Tabel 1 – Finansieringsbehovet ved styrket indsats for unge med diagnose i autismespektret eller unge med tilsvarende støttebehov

År

August – december 2021

2022

2023 og frem

Skønnet pladsbehov

78

99

120

Estimeret udgift

2,90 mio. kr.

7,30 mio. kr.

8,80 mio. kr.

Eksisterende budget

1,55 mio. kr.

3,10 mio. kr.

3,10 mio. kr.

Finansieringsbehov

1,35 mio. kr.

4,20 mio. kr.

5,70 mio. kr.

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget besluttede den 31. maj 2021, at der skal udarbejdes budgetnotat til budget 2022 mhp. finansiering af HF Inklusion+ fra 2022 og frem. Hvis budgetnotatet ikke indgår i budget 2022 og frem, forelægges indstilling om den fremtidige finansiering alene af det hold, som opstarter i august 2021, som led i udmøntningen af budget 2022 ultimo 2021.

Der skal på den baggrund træffes beslutning om finansiering af den estimerede udgift i 2. halvår 2021 til en udvidelse af HF Inklusion+.

Forslag til finansiering af HF Inklusion+ i 2. halvår 2021

Finansiering ved hjælp af det forventede råderum på indsatsrammen.

Økonomi

Udgiften ved udvidelse af HF Inklusion+ estimeres at udgøre 1,35 mio. kr. i 2. halvår 2021. Det vurderes, at udgiften ville kunne finansieres på indsatsrammen. Der er dog en række betydelige usikkerheder ift. finansieringen.

Som angivet i 1. regnskabsprognose 2021, forlagt BIU den 3. maj, forventes der et samlet merforbrug på indsatsrammen på ca. 50 mio., grundet øget udgiftsniveau på området for danskuddannelse for selvforsørgede. Forbruget forventes dog kompenseret ved tilførsel af DUT-midler, hvilke efterlader en mulighed for finansiering. Der er desuden betydelig usikkerhed forbundet med ledighedsudviklingen og usikkerhed om udviklingen i overledigheden resten af året. Råderummet opgøres endeligt i forbindelse med 2. regnskabsprognose, som behandles på udvalgsmødet den 16. august.

Videre proces

Hvis forslaget vedtages, tilføres midlerne til budgetrammen for HF Inklusion+ på Jobcenter København (JKU)´s budget 2021. Forvaltningen kontakter Undervisningsministeriet for at følge op på den statslige evaluering af ASF-klasser. Evalueringen skal jf. Undervisningsministeriet være gennemført i 2021.

 

Line Nørbæk / Jeppe Bøgh Andersen

 

 


Beslutning

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

 

Udvalget afgav følgende protokolbemærkning:

”Med godkendelse af sagen er der rum til at optage et ekstra antal unge på HF Inklusion med skolestart august 2021. Der er i udvalget enighed om, at ansvaret for finansieringen fra august 2022 ligger hos staten og derfor at arbejde målrettet på at få Folketinget til at finansiere et tilstrækkeligt antal ASF-klasser eller lignende, så finansieringen fremover ligger hos staten i stedet for hos kommunen.”

Til top