Mødedato: 14.05.2008, kl. 14:00

Forsøg med Hotspot i København

Se alle bilag

Forsøg med Hotspot i København

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget

 

DAGSORDEN

for ekstraordinært møde onsdag den 14. maj 2008

 

 

2.      Forsøg med Hotspot i København                BIU 94/2008

Hermed forelægges forslag til etablering af forsøg med Hotspot i Sjælør Boulevard og Akacieparken jf. Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets beslutning den 6. marts 2008 (BIU 50/2008) med henblik på forelæggelse for Borgerrepræsentationen.

 

INDSTILLING OG Beslutning

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,

1.                  at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget indstiller til Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen:

1)     at der gennemføres forsøg med Hotspot omkring Sjælør Boulevard og Akacieparken

2)     at rammerne for et Hotspotprogram godkendes.

3)     at der etableres et tryghedsindeks for hele Københavns Kommune

4)     at der disponeres hhv. 1,5 mill. kr. i 2008, der finansieres af Den tværgående integrationspulje, funktion 6.45.51.11, Den tværgående integrationsindsats og 4,5 mill. kr. i hhv. 2009 og 2010, der finansieres over bevillingsområdet integrationsindsats, funktion 6.45.51, Sekretariat og forvaltninger.

5)     at Borgerrepræsentationen senest januar 2009 forelægges konkretiseret Hotspotprogram til godkendelse. 

 

Problemstilling

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget besluttede 6. marts 2008 (BIU 50/200), at der skulle udarbejdes forslag til forsøg med Hotspot for Sjælør Boulevard og Akacieparken til forelæggelse for Borgerrepræsentationen den 11. juni 2008.

 

Løsning

Formålet med Hotspot-forsøget er at skabe en ny og mere handlingsorienteret ramme for indsatsen i områder af byen præget af utryghed og kriminalitet. Med Hotspot signaleres nul-tolerance overfor kriminel og utryghedsskabende adfærd i de berørte områder.

 Hotspot er baseret på erfaringer fra Rotterdam i Holland. Modellen indebærer:

1)     Målrettet indsats mod de problemer der skaber utryghed i et lokalområde

2)     Mere styring af indsatsen i områder med stor utryghed ved tilknytning af en Hotspotchef til området i en tidsbegrænset periode

3)     Løbende målinger der viser udviklingen i trygheden i hele byen

Med udgangspunkt i disse erfaringer iværksættes et forsøg med Hotspot omkring Sjælør Boulevard og Akacieparken samt etablering af et tryghedsindeks for hele København. Initiativet indebærer:

 

Ad 1) Målrettet indsats mod de problemer der skaber utryghed omkring Sjælør Boulevard og Akacieparken 

Som første forsøgsområde for Hotspot udpeges området omkring Sjælør Boulevard og Akacieparken i Valby:

·        Ud fra indberetninger fra politiet, det lokale SSP-samarbejde og tryghedsmålinger blandt beboerne m.fl. må det konstateres, at området i og omkring Sjælør Boulevard og Akacieparken er belastet af kriminalitet, hærværk og uro som gør at beboerne oplever området som usikkert og utrygt. Bilag 2 beskriver nærmere om såvel oplevelse af utryghed som faktuel kriminalitet i området omkring Sjælør Boulevard og Akacieparken. Udtalelse fra Københavns Politi vedlagt som bilag 2A.

·        Valby har et velfunderet miljø med mange foreninger, boligselskaber m.v., der kan indgå i et stærkt samarbejde om at genoprette trygheden i området omkring Sjælør Boulevard og Akacieparken.

Med udgangspunkt i områdets problemer iværksættes et Hotspotprogram med fokus på konsekvent opfølgning og nul-tolerance, der omfatter følgende 6 kerneområder:

1)     Den kommunale indsats omkring kriminalitetstruede børn og unge og deres familier samt det fysiske rum.

2)     Politiets indsats overfor kriminelle og kriminaliteten i området.

3)     Boligselskaber og ejerforeninger om fysisk indretning, naboskab m.v. i området

4)     Det lokale erhvervsliv om beskæftigelse m.v.

5)     Frivillige foreninger

6)     Borgere

I bilag 3 er beskrevet rammerne for et Hotspotprogram. Hotspotprogrammet for Sjælør Boulevard og Akacieparken vil blive konkretiseret i samarbejde med en arbejdsgruppe med de lokale samarbejdspartnere, så snart Hotspotchefen er ansat.

 

Ad 2) Organisering af forsøget med Hotspot omkring Sjælør Boulevard og Akacieparken

Forsøget opstartes med ansættelse af en Hotspotchef for området. Hotspotchefens opgave er, at sikre gennemførsel af det besluttede Hotspotprogram i samarbejde og dialog med kommunes forvaltninger, politiet og øvrige partnere i området.

Hotspotchefen ansættes i fællesskab mellem Socialforvaltningen, Børne- og Ungdoms-forvaltningen og Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen, således at Hotspotchefen indenfor rammerne af Hotspotprogrammet for området kan indgå i forvaltningernes arbejde med personsager. Hotspotchefen arbejder således tæt sammen med de involve-rede lokalforvaltninger om gennemførsel af Hotspotprogrammet, der følges tæt af en styregruppe fra forvaltningernes direktioner. Hotspotchefen har direkte reference til forvaltningernes direktioner og refererer ledelsesmæssigt til direktionen for Beskæf-tigelses- og Integrationsforvaltningen, som også varetager sekretariatsfunktionen for Hotspotchefen.

Borgerrepræsentationen forelægges forslag til Hotspotprogram seneste januar 2009 og orienteres 1 gang årligt om fremdriften i forsøget. Der nedsættes endvidere en politisk følgegruppe med borgmestrene fra de involverede forvaltninger, som 2 gange årligt forelægges en status for fremgangen i Hotspotprogrammet. Den politiske følgegruppe følger løbende fremdriften i forsøget og godkender løbende tilpasning i programmet.

Under Hotspotchefen ansættes et antal medarbejdere, der primært har til opgave at medvirke til at skabe ro og tryghed i området. Medarbejderne kan være både fast- og deltidsansatte. Medarbejdernes baggrund vil oftest være socialpædagogisk i form af pædagoger, lærere og andre evt. fra lokalområdet, som har godt kendskab til unge.

Hotspotchefen indtræder i det lokale SSP-samarbejde og der etableres et "Hotspot Board" med repræsentanter for lokalområdet.

For en nærmere beskrivelse af organiseringen af Hotspotforsøget henvises til bilag 4.

Politiet organiserer sig parallelt med Kommunens Hotspotorganisering, så der etableres en funktion, der på samme måde har til opgave at koordinere og fremme den helhedsorienterede indsats med fokus på konsekvent opfølgning og nul-tolerance. Brev fra Københavns Politi, Den Kriminalpræventive Afdeling af 14. april 2008 herom, vedlagt som bilag 5.

 

Ad 3) Etablering af tryghedsindeks for Københavns Kommune

Med henblik på at udvikle København som en tryg by etableres et tryghedsindeks, der måler oplevet tryghed og faktisk kriminalitet for København i sin helhed og på lokalt niveau.

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen forestår udviklingen af et tryghedsindeks i samarbejde med SSP-Sekretariatet, hvorunder der bl.a. gennemføres survey af den ople-ved e tryghed i København, ligesom der etableres et samarbejde med Københavns Politi om data til tryghedsindekset. Tryghedsmålingen forelægges Borgerrepræsentationen 1 gang årligt, første gang i foråret 2009. Vedlagte bilag 6 om tryghedsindekset redegør for indekset.

 

Høring

Forslaget om forsøg med Hotspot omkring Sjælør Boulevard og Akacieparken er drøftet med de almene boligselskaber den 7. april, med Valby Lokaludvalg den 8. april og på borgermøde i Valby den 10. april 2008. Indstillingen er sendt i høring i Valby Lokaludvalg og Integrationsrådet. Høringssvar forelægges ved behandlingen.

 

Økonomi

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen finansierer i 2008 via Den tværgående integrationspulje, funktion 6.45.51.11, Den tværgående integrationsindsats:

·        1 mill. kr.  til etablering af Hotspotforsøg omkring Sjælør Boulevard og Akacieparken samt sekretariat for Hotspotchefen.

·        0,5 mill. kr. til udvikling af tryghedsindeks, herunder test af tryghedsindekset i efteråret 2008 i Sjælør Boulevard og Akacieparken. 

I alt 1,5 mill.kr. i 2008.

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen finansierer i 2009 og 2010 via uforbrugte integrationsindtægter, bevillingsområdet integrationsindsats, funktion 6.45.51, Sekretariat og forvaltninger:

·        2,5 mill. kr. årligt til drift af Hotspotforsøget omkring Sjælør Boulevard og Akacieparken samt 1 mill.kr. årligt til aktivitetspulje, i alt 3,5 mill.kr. årligt

·        1 mill. kr. til udvikling og drift af tryghedsindeks årligt

I alt 4,5 mill.kr. årligt i perioden 2009 og 2010.

Det forudsættes, at forvaltningerne selv afholder udgifter til de nødvendige foranstalt-ninger i forhold til indsatsen overfor kriminalitetstruede børn og unge samt deres familier.

Senest ved budgetforhandlingerne for 2011 drøftes, hvorvidt Hotspotmodellen skal videreføres i Københavns Kommune.

 

Videre proces

Indstillingen behandles i Økonomiudvalget den 20. maj og i Borgerrepræsentationen den 11./12. juni 2008.

 

Bilag

1.                  BIU 50/2008.

2.                  Dataark for Sjælør Boulevard og Akacieparken.

2A:      Udtalelse fra Københavns Politi.

3.                  Rammerne for et Hotspotprogram.

4.                  Organisering af Hotspot

5.                  Brev af 14. april 2008 fra Københavns Politi om organisering af Hotspotforsøg.

6.                  Tryghedsindeks for København.  

 

 

         Morten Binder                                / Kaj Ove Christiansen

 

 



 

Til top