Udbud af erhvervsrettede opkvalificeringskurser indenfor det digitale område
Resumé
Det er vurderingen, at Jobcenter København skal indgå rammeaftaler med eksterne leverandører inden for det digitale område. Det skyldes to forhold. Køb af kurset Digital koordinator, der opkvalificerer ledige borgere til ansættelse indenfor digital markedsføring, bliver udbudspligtigt i 2022. Herudover køber Jobcenter København andre erhvervsrettede opkvalificeringskurser til ledige borgere indenfor det digitale område som fx Digital markedsføring samt Brugervenlighed og grafisk design.
Forvaltningen vurderer på den baggrund, at et udbud af de erhvervsrettede opkvalificeringskurser indenfor det digitale område er hensigtsmæssigt mhp. at opnå bedre kvalitet og lavere pris for kurserne end i dag.
Indstilling
Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,
- at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkender, at arbejdet med udbud af erhvervsrettede opkvalificeringskurser indenfor det digitale område påbegyndes.
Problemstilling
Jobcenter København har i en længere periode anvendt tilbuddet Digital koordinator. Tilbuddet bliver primært anvendt til ledige akademikere, som udgør ca. 75 pct. af målgruppen for kurset i dag. Det estimeres at købet af kurset vil overskride udbudsgrænsen på 5.5.91.325 kr. (2021-niveau) i 2022, hvormed indsatsen bliver udbudspligtig.
Hertil kommer, at Jobcenter København køber andre erhvervsrettede kurser indenfor det digitale område i indsatsen for ledige borgere. Det skyldes, at virksomhederne efterspørger digitale kompetencer indenfor bl.a. digital forretningsudvikling, fremstilling og salg.
Erhvervsrettede kurser købes ikke mindst via den regionale og den nationale positivliste. Dagpengemodtagere har ret til at tage et erhvervsrettet kursus på den nationale positivliste, hvis de ikke har et højere uddannelsesniveau, fx bachelor/kandidat.
Det er derfor nødvendigt at indgå rammeaftaler for fortsat at kunne levere erhvervsrettede opkvalificeringskurser på det digitale område indenfor rammerne af udbudsloven, så de ledige borgere forsat kan få tilbud om opkvalificering af deres digitale kompetencer ift. virksomhedernes efterspørgsel.
Løsning
Erhvervsrettede opkvalificeringskurser indenfor det digitale område
Virksomheder efterspørger i stigende grad digitale kompetencer hos medarbejderne jf. fx Det Digitale Kompetencebarometer 2021 (Industriens Fond, marts 2021), hvoraf det fremgår at 24 pct. af alle online jobopslag i 2020 efterspurgte digitale kompetencer på niveau over det generelle. Efterspørgslen er ikke mindst indenfor salg- og marketing, forretningsudvikling og administration.
Jobcenter København køber på den baggrund i dag forskellige kurser mhp. at opkvalificere ledige borgere indenfor det digitale område, så det matcher virksomhedernes efterspørgsel.
Typiske erhvervsoprettede opkvalificeringskurser indenfor det digitale område i dag
Følgende er nogle af de kurser, der i dag købes af Jobcenter København indenfor det digitale område. Efterspørgslen kan ændre sig pga. udviklingen i ledigheden, ændringer i virksomhedernes efterspørgsel på digitale kompetencer m.v.
- Digital koordinator
Kurset Digital koordinator, der bl.a. giver certificering i IT-redskabet Google Analytics, er anvendt i indsatsen i dag, hvorfor dette kursus forventes at blive udbudspligtig i 2022 ved uændret efterspørgsel. - Digital markedsføring
Kurset Digital markedsføring, der bl.a. giver kvalifikationer ift. annoncering på sociale medier, e-mails markedsføring, brug af Google Ads, hjemmesider og optimering af søgemaskiner, samt hvordan redskaberne anvendes i den digitale markedsføring. - Brugervenlighed og grafisk design
Kurset Brugervenlighed og grafisk design, der bl.a. giver kvalifikationer ift. optimere brugeroplevelser og design på hjemmesider mhp. at øge salget.
Udbud af erhvervsrettede opkvalificeringskurser indenfor det digitale område
De erhvervsrettede kurser leveres af såvel private leverandører som offentlige uddannelsesinstitutioner, herunder AMU-centre og erhvervsakademier, der bl.a. leverer kurser som indtægtsdækket virksomhed. De erhvervsrettede opkvalificeringskurser har forskellige længder, timetal, priser m.v. i dag.
De erhvervsrettede opkvalificeringskurser, der udbydes som 6 ugers jobrettet uddannelse på akademiniveau via den nationale positivliste, er omfattet af en maksimalgrænse for pris fastsat i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats § 48. Dette prisloft påvirker prisdannelsen på markedet for kurser til ledige borgere, hvorfor forvaltningen vurderer, at et udbud kan give lavere priser.
Det forventes på den baggrund, at et samlet udbud af de erhvervsrettede opkvalificeringskurser indenfor det digitale område vil give mulighed for at opnå en bedre kvalitet og/eller lavere pris for kurserne end i dag.
Mulighederne for hjemtagelse af opgaven med de erhvervsrettede opkvalificeringskurser
Det vurderes nødvendigt at sætte opgaven i udbud, da en hjemtagelse af erhvervsrettede opkvalificeringskurser indenfor for det digitale område vil forudsætte, at Jobcenter København opbygger egen undervisningskapacitet og vedligeholder kompetencer og kendskab til udviklingen og anvendelse af de digitale redskaber i virksomhederne. Dette vil være udgiftsdrivende, ligesom at Jobcenter København ikke kan opnå den stordriftsfordel, som leverandørerne har i dag ved at udbyde kurser bredt.
Økonomi
Udgiften til køb af erhvervsrettet opkvalificering afholdes indenfor det samlede indsatsbudget.
Den samlede bevilling for 2022 til den regionale uddannelsespulje, 6 ugers jobrettet uddannelse (national positivliste), samt ordinær uddannelse udgør 103,4 mio. kr.
Der skal dog tages forbehold for størrelsen på bevilling til den regionale uddannelsespulje, da STAR ikke har udmeldt størrelsen på puljen for 2022 på nuværende tidspunkt, hvorfor BIF på nuværende tidspunkt anvender samme beløb som den oprindelige i 2021.
Udgiften til udbud finansieres indenfor Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets ramme.
Det bemærkes, at en rammeaftale er en ret for et jobcenter til at foretage køb hos leverandøren af kurser, ikke en pligt.
Videre proces
Hvis Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkender indstillingen, vil forvaltningen igangsætte markedsdialog med leverandører af erhvervsrettede kurser indenfor det digitale område.
På baggrund af markedsdialogen vil Beskæftigelses- og Integrationsudvalget i 2. kvartal 2022 blive forelagt indstilling om gennemførelse af udbud, herunder forslag til hvilke kurser, der skal udbydes og tildelingskriterier (vægtningsmodel) for vurdering af kvalitet/pris for kurser.
Den forventede tidsplan for udbuddet vil hermed blive som følger:
- 1. kvartal 2022:Markedsdialog
- 2. kvartal 2022:Forelæggelse af indstilling om udbud for Beskæftigelses- og Integrationsudvalget
- 3. kvartal 2022:Modtagelse af tilbud
- 4. kvartal 2022:Tilbudsvurdering og tildeling/afslag
- 1. kvartal 2023:Ny rammeaftaler træder i kraft.
Line Nørbæk / Marianne Becker Andersen
Beslutning
Der blev begæret afstemning om indstillingen:
For: 6 (A, V, F, Å og C)
Imod: 0
Undlod 3 (Ø)
Indstillingen blev dermed godkendt.
SF fremsatte følgende protokolbemærkning, som Venstre og Socialdemokratiet tilsluttede sig:
”Partierne glæder sig over, at nogle af kurserne i digital opkvalificering er blevet optaget på RAR's positivliste og derfor er billigere for kommunen, så flere ledige kan få de digitale kompetencer der er afgørende for en plads på nutidens arbejdsmarked.”
Enhedslisten fremsatte følgende protokolbemærkning:
” Hvis det var muligt indenfor den gældende udbudsret så Enhedslisten gerne at udbuddet kunne begrænses til at alene offentlige leverandører kunne byde på opgaven.”