Medlemsforslag om inddragelse af borgerrådgiverens anbefalinger
Medlemsforslag
Det foreslås,
- at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget pålægger Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen at udarbejde en sag til politisk behandling, om tilbagemeldinger fra forvaltningerne om, hvordan de har fulgt op på anbefalingerne fra Borgerrådgiverens beretning for 2022 og BR’s opfordring herom.
(Stillet af Alternativet)
Motivering
Borgerrepræsentationen besluttede den 24. august 2023, at opfordre forvaltningerne til at arbejde systematisk med kvalitetsniveauet i borgerbetjeningen og sagsbehandlingen, samt at styrke det ledelsesmæssige fokus på retssikkerhed og benytte borgernes feedback som vigtig indsigt til forbedringer.
I Borgerrådgiverens beretning for 2022 fremgår det at flere københavnere klager over en sag og flere får medhold i deres klager hos forvaltningerne. Selvom Københavns kommune har en general god retssikkerhed i forvaltningen, så er dette en bekymrende tendens. Klager fra borgere til Borgerrådgiveren er steget med 28 % i beretningsåret 2022. I 2022 fik 65 % af de borgere helt eller delvis medhold i deres klage, hvilket er den højeste andel siden 2018.
I Socialforvaltningen, Børne- og Ungdomsforvaltningen, samt Teknik- og Miljøforvaltningen orienteres udvalgene om, hvordan forvaltningerne har fulgt op på borgerrådgiverens anbefalinger.
Derfor ønsker forslagsstiller en opfølgning på og politisk drøftelse af, hvad forvaltningen har gjort for at følge op på Borgerrepræsentationens beslutning d. 24. august.
Beslutning
Indstillingen blev godkendt.
Et samlet udvalg fremsatte følgende protokolbemærkning:
”Udvalget byder Alternativets forslag velkommen. Vi er glade for det arbejde som borgerrådgiveren udfører, og synes selvfølgelig at der skal ske en opfølgning og en politisk drøftelse af de klager der er kommet, på baggrund af fejl i borgers sager. Fejl kan ske, men det er vigtigt at vi tager politisk ansvar, både så vores medarbejder får mulighed for at forbygge disse fejl, og at vi sikrer vores borgers retssikkerhed.”