Mødedato: 13.11.2023, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 57

Første udkast til integrationshandleplan 2024-2026

Se alle bilag

Resumé

Der forelægges et første udkast til en integrationshandleplan for 2024-2026. Der foreslås tre temaer: 1) En håndholdt beskæftigelsesindsats 2) Unges inklusion på arbejdsmarkedet – støtte til at københavnere opnår fritidsjob, elev- eller læreplads og 3) Demokratisk deltagelse lokalt. Handleplanen finansieres af integrationsbevillingen på 11. mio. kr. i 2024-2025 som følge af BIU’s beslutning den 25. september 2023. Som opfølgning herpå skal udvalget tage stilling til omfanget af integrationsbevillingen i 2026 og en samlet prioritering af integrationsbevillingen i 2024-2026.

Indstilling

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,

  1. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkender første udkast til en integrationshandleplan for 2024-2026
  2. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkender at integrationsbevillingen også fastsættes til 11 mio. kr. i 2026
  3. at bevillingen på 11 mio. kr. i 2024-2026 prioriteres som følger:
    1. 8,1 mio. kr. i 2024, 9,1 mio. i 2025 og 8,6 mio. kr. i 2026 til Integrationshandleplan 2024-26
    2. 1,9 mio. kr. i 2024 og 0,9 mio. kr. årligt i 2025-2026 til handleplan mod racisme, etnisk diskrimination og hadforbrydelser
    3. 1 mio. kr. årligt i 2024 og 2025 og 1,5 mio. kr. i 2026 til bekæmpelse af negativ social kontrol.

Problemstilling

Den nuværende integrationshandleplan udløber med udgangen af 2023. BIU skal derfor tage stilling til, hvilke indsatser, som skal prioriteres i en ny integrationshandleplan. Samtidig skal der tages stilling til omfang af integrationsbevillingen i 2026, som jf. beslutning i BIU den 25. september 2023 er på 11 mio. kr. i 2024-2025. Endelig skal der tages stilling til prioritering af bevillingen i 2024-2026.

Løsning

Ad 1) Der forelægges et første udkast til en integrationshandleplan for 2024-2026. Udkastet er udarbejdet på baggrund af en workshop med interessenter på integrationsområdet den 21. juni 2023 (med deltagelse af bl.a. DA, DI, Dansk Flygtningehjælp, Bydelsmødre, KAB, VIVE og Salling Group) samt en temadrøftelse i BIU den 21. august 2023. Handleplanen udmønter BIU’s afsnit i Københavns Kommunes Integrations- og medborgerskabspolitik, som blev godkendt af BR den 21. september 2023. Der blev den 13. oktober 2023 indgået en politisk aftale mellem regeringen, Danmarksdemokraterne og Dansk Folkeparti om at indføre en 37 timers arbejdspligt fra 2025 for alle borgere i kontanthjælpssystemet, som ikke opfylder kravene om ophold i riget i mindst 9 ud af de seneste 10 år og fuldtidsbeskæftigelse i mindst

2½ år ud af de seneste 10 år. Når der foreligger et lovforslag, vil forvaltningen vurdere om implementeringen af denne giver anledning til at justere handleplanen. Denne vurdering forelægges BIU.

Kort opsamling på udvalgets ønsker til en kommende integrationshandleplan

På temadrøftelsen den 21. august drøftede udvalget retningen for den kommende integrationshandleplan. Udvalget ønskede en handleplan med fokus på beskæftigelsesrettede initiativer, herunder fritidsjob og elev-/lærepladser samt initiativer til fremme af medborgerskab i form af demokratisk deltagelse i forbindelse med det kommende kommunalvalg i 2025. Herudover pegede udvalget på, at dele af bevillingen, som finansierer integrationshandleplanen, skal udmøntes til en styrket indsats mod negativ social kontrol med opfølgning på de anbefalinger, som ekspertgruppen nedsat af BIU har præsenteret til at styrke indsatsen i BIF. Desuden bemærkede flere udvalgsmedlemmer, at fokus på sundhed ikke skal stå alene, men kun prioriteres i forbindelse med fokus på skånehensyn til fremme af inklusion på arbejdsmarkedet. Endelig pegede udvalget på, at fokus på demokratisk deltagelse afgrænses til kommunalvalget i 2025 og koordineres med Kultur- og Fritidsforvaltningen.

Forslag til temaer i ny integrationshandleplan

På baggrund af ovenstående foreslås følgende tre temaer i den kommende integrationshandleplan.

Tema 1: En håndholdt beskæftigelsesindsats med fokus på faglig- og sproglig opkvalificering, helbredsmestring og arbejdspladskultur

Forvaltningen foreslår, at der afsættes 6,3 mio. kr. i servicemidler årligt i 2024-2026 til indsatsen, som kan suppleres med efterspørgselsdrevet brug indsatsmidler.

Indsatsen vil have fokus på at tilbyde en håndholdt beskæftigelsesindsats til kontanthjælpsmodtagere med integrationsbehov (både aktivitets- og jobparate). Konkrete forløb skræddersyes efter den enkeltes behov, men kan indeholde konkrete tiltag til fremme af helbredsmestring, faglig og sproglig opkvalificering og bedre forståelse for arbejdspladskultur i Danmark.

Tema 2: Unges inklusion på arbejdsmarkedet – støtte til at københavnere opnår fritidsjob, elev- eller læreplads

Forvaltningen foreslår, at der afsættes 2,3 mio. kr. i servicemidler årligt i 2024-2026 til indsatsen, som skal fremme unges inklusion på arbejdsmarkedet ved at give støtte til at flere københavnere med minoritetsbaggrund opnår fritidsjob samt elev- eller læreplads. Indsatsen vil bl.a. indeholde en opsøgende indsats med rekruttering af unge og virksomheder og matche unge med enten private el. kommunale fritidsjob med mulighed for lønrefusion eller elev-/lærepladser. Indsatsen vil desuden give de unge viden om arbejdspladskultur og håndtering af jobsamtaler og jobsøgning i form af bistand med CV-skrivning. 

Tema 3: Demokratisk deltagelse lokalt

Forvaltningen foreslår, at der afsættes 0,5 mio. kr. i servicemidler i 2025 til indsatsen, som skal fremme valgdeltagelsen i de områder, som havde lavest stemmeprocent ved kommunalvalget i 2021. Samtidig vil indsatsen have fokus på unge under 30 og førstegangsvælgere mhp. at fremtidssikre lokaldemokratiet. Indsatsen vil desuden inddrage lokale aktører, så deres stemme bliver en del af dialogen til og med vælgerne i lokalområderne. Indsatsen koordineres med Kultur og Fritidsforvaltningen og Københavns Kommunes valgbestyrelse.

Integrationshandleplanen vil desuden indeholde projektet ”Perspektiv”, som er en udgående beskæftigelsesindsats for ægtefælleforsørgede, der med Budget24 opnåede særskilt bevilling i 2024-2027.

Ad 2) BIU besluttede den 25. september 2023, at integrationsbevillingen nedskaleres fra 12,5 mio. kr. til 11 mio. kr. i 2024-2025. Forvaltningen foreslår, at udvalget med denne sag viderefører rammen på 11. mio. kr. i 2026, således at niveauet for integrationsindsatsen er uændret i de tre år Integrationshandleplanen gælder (2024-2026).

Ad 3) Udover indsatser i en kommende integrationshandleplan foreslås følgende prioriteret:

Indsatser til bekæmpelse af racisme mv.

Indsatser til bekæmpelse af racisme, etnisk diskrimination og hadforbrydelser vil fremadrettet indgå i Københavns Kommunes handleplan mod racisme, etnisk diskrimination og hadforbrydelser, som blev vedtaget af BR den 21. juni 2023. Følgende indsatser foreslås:

  • Øget indsats mod antisemitisme: Som følge af den aktuelle situation med jøder, som oplever chikane og utryghed i København afsættes 0,5 mio. kr. i 2024 til en øget indsats mod antisemitisme. Indsatsens konkrete indhold aftales i dialog med relevante aktører, herunder Det Jødiske Samfund.
  • Mino Ung: Støtten til Mino Danmarks ”Mino Ung” videreføres med 0,3 mio. kr. årligt i 2024-2026. ”Mino Ung” indgår også i 2023 som et initiativ i handleplanen mod racisme, etnisk diskrimination og hadforbrydelser.
  • Venskabsbysamarbejde mellem Nuuk og København: Der afsættes 0,25 mio. kr. i 2024 til etablering af et forventet venskabsbysamarbejde mellem Nuuk og København.
  • Informationsindsats om inuit/grønlændere: Der afsættes 0,25 mio. kr. i 2024 til udarbejdelse af informationsindsats om inuit/grønlændere til tre målgrupper: 1) medarbejdere på Jobcenter København, 2) relevante virksomheder og 3) københavnere i bred forstand
  • Endelig videreføres den virksomhedsrettede indsats mod ubevidst diskrimination i 2024-2026jf. beslutning i BIU den 22. juni 2022 . Forvaltningen forventer at gennemføre en tilbudsindhentning og indgå kontrakt på 0,6 mio. kr. årligt med en ekstern leverandør primo 2024

Indsatser til bekæmpelse af negativ social kontrol

Indsatser målrettet negativ social vil fremadrettet indgå i den kommende handleplan mod negativ social kontrol, som BIU vedtog at udarbejde den 2. maj 2022.

Indsatser målrettet negativ social kontrol vil blive forelagt i den kommende handleplan på BIU-møde i januar 2024. Der vil i udmøntningen være fokus på ekspertgruppens anbefaling om styrket sammenhæng og systematik i udbudt indsats, samt at forvaltningen lever op til krav om opsporing og koordineret tilgang, som følger af de per 1. april 2024 lovpligtige beredskabsplaner på området (Barnets lov). Handleplanen vil desuden indeholde den områdebaserede indsats, som blev besluttet med Budget24 og dermed opnåede særskilt bevilling i 2024-2027.

Tabel: Forslag til prioritering af integrationsbevilling på 11. mio. kr.  

Indsats

2024

2025

2026

I alt

Integrationshandleplan

 

 

 

 

 

Håndholdt beskæftigelsesindsats

5.800

6.300

6.300

18.900

Unges inklusion -fritidsjob & læreplads

2.300

2.300

2.300

6.900

Demokratisk deltagelse lokalt

 

500

 

500

 

Handleplan mod racisme, etnisk diskrimination og hadforbrydelser

 

 

 

 

 

Virksomhedsrettet indsats mod ubevidst diskrimination

600

600

600

1.800

Støtte til Mino Danmark

300

300

300

900

Venskabsbysamarbejde ml. Nuuk og København

250

 

 

250

Informationsindsats om inuit/grønlændere

250

 

 

250

Øget indsats mod antisemitisme

500

 

 

 

 

Kommende handleplan mod negativ social kontrol

 

 

 

 

 

Indsats mod negativ social kontrol

1.000

1.000

1.500

3.500

Udgifter i alt (netto)

11*

11*

11*

33

* Bevillingen er jf. beslutning i BIU den 25. september 2023 samlet på 11 mio. kr.

Økonomi

Der afsættes 8,1 mio. kr. årligt i servicemidler i 2024, 9,1 mio. kr. i 2025 og 8,6 mio. kr. i 2026 til integrationshandleplanen. Beløbet varierer pga. prioritering af et-årige særindsatser om antisemitisme og inuit/grønlændere (2024), kommunalvalg (2025) og social kontrol (2026). Servicemidler i handleplanen suppleres med efterspørgselsdrevet brug indsatsmidler - fx til sprogmentorer på arbejdspladser. 

Der afsættes 0,5 mio. kr. i 2024 til en øget indsats mod antisemitisme 0,3 mio. kr. årligt i til støtte til Mino Danmarks ”Mino Ung”, 0,25 mio. kr. i 2024 til venskabsbysamarbejde mellem Nuuk og København samt 0,25 mio. kr. i 2024 til informationsindsats om inuit/grønlændere.  Desuden afsættes i 2024-2026 0,6 mio. kr. årligt til forebyggelse af etnisk diskrimination på arbejdsmarkedet,

Endelig afsættes der 1 mio. kr. årligt i 2024 og 2025 og 1,5 mio. kr. i 2026 til bekæmpelse af negativ social kontrol.

Politisk handlerum

Udvalget kan godkende den forelagte løsning eller efterspørge bud på yderligere indsatser eller foreslå anden skalering af økonomien i forslagene.

Videre proces

Hvis der er forslag til ændringer i handleplanen, vil et opdateret udkast blive forelagt BIU til endelig godkendelse d. 11. december. Desuden vil forvaltningen udarbejde supplerende projektbeskrivelser med kriterier for udvælgelse af målgrupper for indsatserne og måltal. Disse forelægges udvalget til orientering.

 

Henrik Lund/ Marianne Becker Andersen


Beslutning

Udvalget sendt sagen blev sendt retur med besked om, at sagen forelægges på ny med et notat på beskrivelse af konsekvenserne af at reservere midler til handleplanen mod diskrimination.

Til top