Revisionsprotokollat om beskæftigelsesindsatsen
Revisionsprotokollat om beskæftigelsesindsatsen
Beskæftigelses- og Integrationsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde torsdag den 13. september 2007
4. Revisionsprotokollat om beskæftigelsesindsatsen BIU 169/2007
Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen skal forelægge Revisionsdirektoratets bemærkninger og anbefalinger for udvalget samt redegøre for gennemførte og påtænkte foranstaltninger i forhold hertil.
INDSTILLING OG Beslutning
Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller, 1. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget tager Revisionsdirektoratets bemærkninger og anbefalinger til efterretning. 2. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkender forvaltningens gennemførte og påtænkte foranstaltninger i forhold hertil. Beskæftigelses- og
Integrationsudvalgets beslutning i mødet den 13. september 2007 Indsti llingens 1. at blev taget til efterretning og 2. at blev godkendt. |
Problemstilling
Revisionsdirektoratet har i forbindelse med revisionen af årsregnskabet på beskæftigelsesområdet for 2006 afgivet 4 bemærkninger og 1 anbefaling til forvaltningen.
Revisionsbemærkninger kan "rangordnes" i forhold til, hvor graverende Revisionsdirektoratet / Revisionsudvalget finder forholdet er. I den rangordning, der bruges i Københavns Kommune, anvendes følgende 8 begreber: Påtale, særdeles kritisabelt, kritisabelt, alvorlig kritik, kritik, stærkt beklageligt, beklageligt og utilfredsstillende (hvor utilfredsstillende er mindst graverende).
En af Revisionsdirektoratets 4 bemærkninger ledsages af "kritik", mens direktoratet i to tilfælde anvender begrebet "stærkt beklageligt" og i et tilfælde "beklageligt".
Løsning
Revisionsbemærkninger
1. Revisionsdirektoratet finder anledning til at udtale kritik af Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningens administration af sygedagpengeområdet idet der mangler tilstrækkelig opfølgning i sagerne.
Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen tager bemærkningen til efterretning.
En hovedproblemstilling på sygedagpengeområdet er, at sagsniveauet er meget højt og præget af en konjunkturelt betinget høj tilgang siden 2004/2005. Det blev konstateret i efteråret 2006, at forvaltningens opfølgning ikke var tilstrækkelig og derefter blev der iværksat en handleplan for at øge opfølgningsniveauet, ligesom der blev tilført ekstra ressourcer til området.
Ved udgangen af 2006 var der fortsat en udfordring på sygedagpengeområde og der er herefter iværksat en række initiativer med hovedtemaer omkring hjælp fra eksterne aktører, ny organisering, bedre produktions- og sagsstyring samt medarbejderrekruttering. Opfølgningsniveauet ligger siden maj måned over det nødvendige niveau for at opnå rettidighed. Der henvises i øvrigt til den særskilte, månedlige statusrapportering vedr. sygedagpengeområdet, jf. dagsordenens pkt. 3.
Revisionens undersøgelse bygger på en undersøgelse af 20 sager, hvor der i større eller mindre omfang er konstateret fejl i de 17. Revisionen har drøftet de refusionsmæssige konsekvenser af dette med Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen. Revisionsdirektoratet fremlægger i beretningen en metode til beregning af en mulig berigtigelse. Forvaltningen vil på den baggrund berigtige 67,1 mio. kr. i forbindelse med den endelige restafregning for 2007.
2. Revisionsdirektoratet finder det stærkt beklageligt, at der har været væsentlige mangler i udførelsen af interne kontroller, herunder manglende ledelsestilsyn.
Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen tager bemærkningen til efterretning. Alle enheder har i 2007 udarbejdet forretningsgange for de lokale ledelsestilsyn. Ledelsestilsynet udføres på strategisk udvalgte områder som løn, regnskab og borgersager.
Forvaltningen har overfor den lokale ledelse indskærpet, at ledelsestilsynet skal gennemføres, og den interne kontrol vil fremadrettet stille krav om, at de lokale enheder indberetter resultatet af tilsynet, ligesom den interne kontrol selv vil udtage månedlige stikprøver af sager på udvalgte områder.
3. Revisionsdirektoratet finder det stærkt beklageligt, at antallet af fejl ved sagsbehandlingen generelt fortsat er for højt.
Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen tager bemærkningen til efterretning. Forvaltningen har store forventninger til, at forvaltningens arbejdsgangsportal vil medvirke til at sikre en mere ensartet og korrekt sagsbehandling. Arbejdsgangsportalen blev idriftsat ultimo 2006 og er udviklet væsentligt siden.
Forvaltningen har samtidig udviklet et uddannelsesprogram for frontmedarbejdere, som generelt vil medvirke til at løfte kompetenceniveauet i forvaltningen.
Forvaltningen vil igangsætte en samlet kampagne for bedre datakvalitet med bl.a. styrket uddannelse i systemanvendelsen og hyppigere og mere systematisk kontrol af, at registreringer i vore systemer foretages på en ensartet og retvisende måde.
Der vil i forbindelse med det lokale ledelsestilsyn og den interne kontrolenheds arbejde blive fulgt op på, at det forventede kvalitative løft i sagsbehandlingen også finder sted, jf. i øvrigt ovenfor.
4. Revisionsdirektoratet finder det beklageligt, at Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen først primo juni 2007 har udarbejdet en oversigt over nye fleksjobsager og revisiteringer til flek sjob til brug for revisionens undersøgelser af sager i andet halvår 2006.
Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen tager bemærkningen til efterretning og kan oplyse, at forvaltningen i juni 2007 har påbegyndt arbejdet med udvikling af et IT-baseret sagsstyringssystem, der skal anvendes i forbindelse med henvisningen af ledige fleksjobvisiterede til andre aktører og sikre, at der foretages rettidig vurdering. Systemet vil også kunne bruges til at generere sagsoversigter til brug for revisionsarbejdet.
Anbefalinger
1. Revisionsdirektoratet anbefaler, at det for hjemtagelse af refusion fra staten sikres, at der foreligger dokumenterede forretningsgange og beregningsmetoder, samt at der sker en kvalitetssikring af de indberettede beløb.
Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen arbejder aktuelt med at optimere sagsgange og beregningsmetoder i relation til refusionshjemtagelsen. Arbejdet forventes afsluttet med udgangen af december 2007.
Økonomi
På baggrund af revisionens resultater vil der blive berigtiget 67,1 mio. kr. i statsrefusion vedrørende sygedagpenge i 2006. Det medfører en påvirkning af regnskabsresultatet for 2007 med 5,5 mio. kr. idet der forlods var hensat 61,6 mio. kr. i regnskabet for 2006.
Videre proces
Revisionsdirektoratet udarbejder, på baggrund af beslutningsprotokollatet, samlet revisionsberetning for Københavns Kommune. De relevante dele af denne vil blive behandlet på møde i Beskæftigelses- og Integrationsudvalget den 11. oktober 2007.
Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen fremlægger i februar en halvårsstatus for Beskæftigelses- og Integrationsudvalget vedrørende opfølgning på protokollatet. Der henvises i den forbindelse til forvaltningens interne handlingsplan for opfølgning på relevante forhold i dette og de øvrige protokollater, jf. bilag 2.
Bilag
1. Revisionsprotokollat til Beskæftigelses- og Integrationsudvalget vedrørende Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen – Revision af beskæftigelsesområdet af 22. august 2007.
2. Handlingsplan på beskæftigelsesområdet