Indstilling om app til registrering af diskrimination
Resumé
Forvaltningen er ansvarlig for driften af appen ”Stemplet” til registrering af oplevet diskrimination. Det er forvaltningens vurdering, at appen kun bliver anvendt i et beskedent omfang, og at de modtagne informationer ofte er for mangelfulde til, at registreringerne kan udgøre et stærkt vidensbaseret grundlag for kommunens indsats mod diskrimination. Med ikrafttrædelsen af EU's databeskyttelsesforordning den 25. maj 2018 stilles endvidere skærpede krav til håndtering af persondata. Som følge heraf foreslår forvaltningen, at appens funktion flyttes til en hjemmeside. Forvaltningen foreslår ydermere, at den årlige Survey om Medborgerskab i KK fremover benyttes til at indhente data om oplevet diskrimination, og at funktionen til anonym registrering af oplevet diskrimination i appen/hjemmesiden udgår. Det vil fortsat være muligt personligt at registrere oplevet diskrimination på steder, som har tilsluttet sig ”Charter for et fair natteliv uden diskrimination”.
Indstilling
Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller over for Beskæftigelses- og Integrationsudvalget,
-
at Stemplet-appens funktion til registrering af oplevet diskrimination flyttes til en hjemmeside under domænet stemplet.kk.dk, og at appen dermed nedlægges
-
at forvaltningen fremover benytter den årlige Survey om Medborgerskab i KK til at indhente struktureret data om oplevet diskrimination og tilpasser funktionen til registrering af oplevet diskrimination, så anonyme registreringer udgår, men det fortsat er muligt at registrere diskrimination personligt (ikke-anonymt) på steder, som har tilsluttet sig ”Charter for et fair natteliv uden diskrimination”.
Problemstilling
Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkendte den 9. december 2013 at etablere Stemplet-appen. Appen blev efterfølgende lanceret i oktober 2014. Formålet med appen var at øge antallet af registreringer af oplevet diskrimination og at indsamle informationer om hændelser (tid, sted, diskriminationsgrunde). Siden lanceringen er appen blevet downloadet 5.200 gange, og der er registreret 507 tilfælde af oplevet diskrimination. Etableringen af appen blev finansieret med puljestøtte fra Social-, Børne- og Integrationsministeriet på 950.000 kr. og med 200.000 kr. fra Københavns Kommune.
Beskæftigelses- og Integrationsudvalget besluttede desuden den 2. maj 2016, at hændelser kan registreres såvel anonymt som personligt. Forvaltningen benytter anonyme registreringer til at indsamle informationer, mens personlige registreringer, som angår steder, der har tilsluttet sig ”Charter for et fair natteliv uden diskrimination” (bilag 1), følges op med et tilbud om en personlig samtale mellem gæst og restauration. Brancheorganisationerne Horesta og DRC samt pt. 46 restaurationer (natklubber mv.) har tilsluttet sig charteret, som blev lanceret i februar 2017.
Med ikrafttrædelsen af EU's databeskyttelsesforordning den 25. maj 2018 stilles skærpede krav til håndtering af persondata. Som følge heraf er det forvaltningens vurdering, at det vil kræve betydelige økonomiske ressourcer fremadrettet at opretholde appen i den nuværende form.
Herudover er appen kun blevet anvendt i et beskedent omfang, og de modtagne informationer er ofte for mangelfulde til, at registreringerne kan udgøre et stærkt vidensbaseret grundlag for kommunens indsats mod diskrimination.
Siden april 2017, hvor appen i medfør af ”Charter for et fair natteliv uden diskrimination” blev relanceret med en ny mulighed for at indgive personlige registreringer, har der været 71 anonyme og 27 personlige registreringer (alle steder og diskriminationsgrunde medtaget). To registreringer har vedrørt steder, som har tilsluttet sig ”Charter for et fair natteliv uden diskrimination”.
Løsning
1. Hjemmeside under stemplet.kk.dk
Set i forhold til formål, økonomi og antallet af registreringer vurderer forvaltningen, at det vil være hensigtsmæssigt at etablere en mobilvenlig hjemmeside til personlig registrering af oplevet diskrimination og nedlægge appen. Hjemmesiden vil blive etableret under stemplet.kk.dk, der i forvejen indeholder borgerrettede tilbud om forebyggelse af diskrimination. Appens funktioner og indhold vil blive flyttet til hjemmesiden, hvor man således fremover kan få samlet information om rådgivnings-, klage- og anmeldelsesmuligheder samt et overblik over natklubber, der har tilsluttet sig ”Charter for et fair natteliv uden diskrimination”.
Der er en række fordele ved at flytte appens indhold til en hjemmeside. For borgere er en hjemmeside nemmere og hurtigere at tilgå, da den ikke først skal installeres, den kan nemt søges frem via søgemaskiner, og den kan nemt deles via sociale medier. For forvaltningen vil en hjemmeside være langt mere fleksibel at opdatere og mindre omkostningskrævende at vedligeholde. Hjemmesiden vil efterleve EU's databeskyttelsesforordning af den 25. maj 2018.
Horesta og DRC er enige i at overgå til en hjemmeside, idet de lægger vægt på, at tilbuddet om dialog mellem gæster og restaurationer opretholdes.
Det bemærkes, at forvaltningen 6 måneder efter en eventuel etablering af hjemmesiden vil vurdere omfanget af registreringer og herefter drøfte et evt. behov for udvikling af ordningen med deltagerkredsen under ”Charter for et fair natteliv uden diskrimination”.
2. Personlige registreringer på steder, som har tilsluttet sig ”Charter for et fair natteliv uden diskrimination”
Forvaltningen har i dag adgang til valide data om oplevet diskrimination fra den årlige Survey om Medborgerskab i KK. Det bruger forvaltningen til at målrette en række indsatser på diskriminationsområdet. Det foreslås på den baggrund, at muligheden for at registrere oplevet diskrimination anonymt nedlægges. Endvidere foreslås det, at det alene skal være muligt at registrere diskrimination på steder, som har tilsluttet sig ”Charter for et fair natteliv uden diskrimination”, da forvaltningen kan handle på disse registreringer i form af et tilbud om en personlig samtale mellem gæst og restauration. Denne mulighed for opfølgning har forvaltningen ikke ved anonyme registreringer eller ved personlige registreringer af diskrimination øvrige steder. En eventuel hjemmeside vil informere om, hvordan man kan få rådgivning hos Institut for Menneskerettigheder, indgive klage til Ligebehandlingsnævnet eller anmelde til Københavns Politi.
Økonomi
Appen finansieres i dag under indsatsen ”Et trygt natteliv” (0,5 mio. kr. afsat i Budget16 i perioden 2016 til og med 2019). En hjemmeside forventes at kunne etableres for ca. 15.000 kr., som findes inden for forvaltningens ramme. Løsningen integreres i stemplet.kk.dk, og der forventes ikke særskilte udgifter til drift.
Videre proces
Såfremt indstillingen godkendes, vil Stemplet-appen blive flyttet til en hjemmeside, hvor det vil være muligt at registrere diskrimination på steder, som har tilsluttet sig ”Charter for et fair natteliv uden diskrimination”.
Inden for 12 måneder efter etablering af hjemmesiden vil forvaltningen orientere Beskæftigelses- og Integrationsudvalget om status på antallet af registreringer samt forelægge evt. forslag til justeringer til udvalgets godkendelse.
Michael Baunsgaard Schreiber / Jeppe Bøgh Andersen
Beslutning
Sagen blev udsat til første udvalgsmøde efter budgetforhandlingerne den 24. september 2018.