Mødedato: 13.05.2024, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 57

Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets høringssvar til Kommuneplan 2024

Se alle bilag

Resume

Forslag til Kommuneplan 2024, Fremtidens klimavenlige hovedstad, er den konkrete udmøntning af de overordnede principper og temaer, som blev politisk besluttet i Borgerrepræsentationen i Kommuneplanstrategi 2023. Økonomiudvalget har sendt planen i intern høring i kommunens fag- og lokaludvalg m.fl. Høringssvaret tager udgangspunkt i BIUs høringssvar til Kommuneplanstrategi 2023, som udvalget godkendte på udvalgsmødet den 23. april 2023.

Indstilling

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,

  1. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkender høringssvar til Kommuneplan 2024

Problemstilling

Borgerrepræsentationen skal efter lov om planlægning offentliggøre en strategi for kommuneplanlægningen, som blandt andet skal indeholde strategien for den fremtidige udvikling af København. Borgerrepræsentationen vedtog Kommuneplanstrategi 2023 d. 14. december 2023 og besluttede samtidig en fuld revision af Kommuneplan 2024. I København er der tradition for at lave en fuld revision af kommuneplanen og ikke alene en revision af særlige emner og områder. Økonomiudvalget har sendt forslag til Kommuneplan 2024 i intern høring i kommunens fag- og lokaludvalg samt følgende råd; Frivilligrådet, Handicaprådet, Udsatterådet, Ungeråd KBH og Ældrerådet med frist d. 10. juni 2024.

Løsning

Økonomiforvaltningen har i samarbejde med kommunens øvrige seks forvaltninger og på baggrund af den forudgående københavnerdialog, som er afrapporteret til Økonomiudvalget i 2022, udarbejdet et udkast til Kommuneplan 2024 ”Fremtidens klimavenlige hovedstad” (bilag 1). Forslaget er bygget op omkring følgende fem temakapitler og indeholder derudover lovgivningsbestemt indhold. Strategiens fem temakapitler er:

Kapitel 2: Hovedstadens byudvikling og mobilitet

Kapitel 3: Boliger og sammenhængende by

Kapitel 4: En by med erhverv og studiemiljø

Kapitel 5: En sund klimaby med plads til natur, kultur og fritid

Kapitel 6: Udvikling med respekt for byens sjæl

Økonomiforvaltningen ønsker at modtage høringssvar, der er emneopdelt. Beskæftigelses og integrationsforvaltningen foreslår, at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget i høringssvaret lægger vægt på følgende områder:

Udsatte boligområder (kapitel 3)

En mere sammenhængende by med gode forbindelser og infrastruktur gør det attraktivt at drive virksomhed, så erhverv og arbejdspladser skabes og fastholdes. I skabelsen af en sammenhængende by er beskæftigelse og integration en vigtig brik, som skal indtænkes ind i arbejdet med at udvikle og løfte bydele. Det bemærkes, at beskæftigelse og integration kun er nævnt ét sted i Kommuneplanen.

Erhvervsliv (kapitel 4)

Det er vigtigt, at Københavns Kommune tilbyder virksomheder og offentlige arbejdsgivere så gode forhold og vækstbetingelser som muligt. Et sundt erhvervsklima med private og offentlige virksomheder, der trives, giver flere arbejdspladser til gavn for Københavnerne.

Ovenstående er yderligere udfoldet i udkast til udvalgets høringssvar, som er vedlagt i bilag 2.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Politisk handlerum

Udvalget har mulighed for at foreslå ændringer til høringssvaret.

Videre proces

Forslag til Københavns Kommuneplan 2024 er sendt i intern høring i fag- og lokaludvalg samt udvalgte råd. Hvis BIU har bemærkninger til høringssvaret indarbejdes disse og sendes til Økonomiforvaltningen inden fristen d. 10. juni 2024.

Økonomiforvaltningen vil på baggrund af høringssvarene fra den interne høring udarbejde en hvidbog og et revideret forslag til Kommuneplan 2024 frem mod behandling i Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen i august 2024.

Herefter følger 8 ugers offentlig høring forventeligt i september og oktober 2024 inden vedtagelse forventeligt i december 2024.

 

Henrik Lund / Marianne Becker Andersen

Beslutning

Sagen blev godkendt med forbehold for indarbejdelse af udvalgets bemærkninger til høringssvaret. Det opdaterede høringssvar sendes til skriftlig orientering i BIU.

Det Konservative Folkeparti fremførte følgende protokolbemærkning:

Et velfungerende erhvervsliv kræver også en velfungerende infrastruktur - dette betyder bla. en fremkommelig by, og en by hvor det er muligt at parkere, da det bla. er forhold af denne karakter, der bliver vægtet højt hos erhvervslivet – for det Konservative Folkeparti er det vigtigt, at vi sikrer ordentlige parkeringsforhold såvel som fremkommelighed i vores by, til glæde for erhvervslivet såvel som borgerne i almindelighed.

Til top