Mødedato: 12.12.2022, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 57

Igangsættelse af udbud af indsatser i integrationsprogrammet til primært ukrainske flygtninge

Resumé

Den store tilstrømning af ukrainske fordrevne til København betyder, at Jobcenter København ikke har tilstrækkelig intern kapacitet til at varetage integrationsprogrammet til alle ukrainske flygtninge. Dette håndteres for en kortere periode via indgåelsen af midlertidige aftaler hos private leverandører.

Det høje antal betyder, at købet på de midlertidige aftaler i løbet af 1. halvår 2023 forventes at overskride udbudsgrænsen på 5.588.175 kr., hvorved opgaven bliver udbudspligtig. Det er derfor vurderingen, at der skal indgås rammeaftaler med private leverandører via et offentligt udbud af opgaven.

Indstilling

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,

  1. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkender, at arbejdet med udbud af indsatser i integrationsprogrammet påbegyndes

Problemstilling

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkendte den 10. juni 2022, ”at Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen benytter private leverandører til at varetage de lovpligtige tilbud i integrationsprogrammet for ukrainske flygtninge”.

Forvaltningen har via en mindre tilbudsindhentningsproces derfor indgået to midlertidige rammeaftaler med Incita og Marselisborg for at supplere den kapacitet Jobcenter København selv har til levering af det samlede integrationsprogram. Aftalerne trådte i kraft den 1. december 2022. Aftalerne vedrører kun de beskæftigelses- og virksomhedsrettede dele af integrationsprogrammet, og ikke danskuddannelse eller varetagelse af myndighedsopgaver. Disse håndteres af hhv. Studieskolen og UCplus, som forvaltningen har rammeaftaler med og af forvaltningen selv.

Tærskelværdien for pligt til udbud er i 2022 på 5.588.175 kr. for indkøb af sociale og andre specifikke tjenesteydelser indenfor en periode på 48 måneder. Tærskelværdien er den beløbsgrænse, der afgør, hvornår et offentlig indkøb er omfattet af udbudslovens regler. Ifølge udbudsloven, kan kommunen købe indsatser for under ca. 5,59 mio. kr. indenfor en periode på 48 måneder, før opgaven skal i udbud.

Integrationslovens krav til indhold og intensitet af integrationsprogrammet kombineret med et stort kapacitetsbehov, betyder at købet på de midlertidige aftaler i løbet af 2. kvartal 2023 vil overskride tærskelværdien og dermed blive udbudspligtig.

Løsning

Alle 18-64-årige flygtninge, der er omfattet af integrationsloven og ledige, skal som udgangspunkt tilbydes et integrationsprogram efter reglerne i integrationsloven. Integrationsprogrammets hovedmål er, at udlændingen hurtigst muligt bliver selvforsørgende gennem beskæftigelse.

Integrationsloven og Jobcenter Københavns samlede integrationsprogram består overordnet af fire spor:

  1. Vejledning og opkvalificering
  2. Virksomhedsrettet aktivering
  3. Danskuddannelse
  4. Myndighedsopgaver som led i integrationsprogrammet

Aktiviteter i de fire spor foregår parallelt og skal ses i en helhed, jf. illustrationen i figur 1 nedenfor. Figur 1 viser hvem der skal varetage de primære indsatsspor i integrationsprogrammet ved udbud af opgaven.

Figur 1: De primære indsatsspor i Integrationsprogrammet og eksempler på opgaver og varetagelse af indsatsspor ved udbud af opgaven

For at kunne leve op til Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets tidligere beslutning om at anvende private leverandører til håndtering af supplerende kapacitetsbehov for integrationsprogram til ukrainske flygtninge og for samtidigt at leve op til reglerne i udbudsloven, skal der igangsættes arbejde med et udbud af opgaven.

Vejledning og opkvalificerings- og virksomhedsrettede aktiveringsindsatser (Spor 1 og 2)

Integrationsprogrammets beskæftigelses- og virksomhedsrettede dele leveres i form af forskellige vejlednings- og opkvalificeringsaktiviteter, herunder formidling til job og bistand til borgeren i forhold til etablering af løbende virksomhedsrettede aktiveringsindsatser.

I de perioder, hvor borger deltager i virksomhedsrettet aktivering, kan vejlednings- og opkvalificeringsaktiviteterne foregå parallelt hermed.

Temaer i vejledningen og opkvalificeringen kan fx være:

  • Jobsøgning, CV, ansøgninger og brancheinspiration
  • Dansk arbejdspladskultur
  • Det digitale Danmark (MitId, E-boks, Borger.dk (fx skat), Aula mv.)
  • Viden om arbejdsmarkedet / brancher
  • Arbejdsmarkedsdansk (sprogbrug koblet til konkrete brancher mv.)

Som led i arbejdet med et udbud vil forvaltningen også undersøge, om der er andre mindre indsatsmuligheder i integrationsprogrammet, som evt. skal medtages i udbuddet. Her tænkes fx på muligheden for mentorstøtte til borgeren med henblik på fastholdelse i virksomhedsrettede aktiveringsindsatser. 

Danskuddannelse (spor 3)

Jobcenter Københavns egen sprogskole har en kapacitet på op til 1000 kursister ved 9 timers dansktilbud pr. uge. Kursisterne består af både ledige flygtninge i integrationsprogram, primært ukrainske fordrevne og en mindre andel af andre målgrupper. Herudover håndteres behov for kapacitet på danskuddannelse via eksisterende rammeaftaler med Studieskolen og UCplus. De varetager i dag danskuddannelse til selvforsørgende kursister, dvs. borgere i beskæftigelse eller uddannelse samt selvforsørgende borgere med integrationsprogram. Det ligger som del af rammeaftalerne, at de også kan varetage danskuddannelsen for ledige flygtninge, såfremt der er behov. Et kommende udbud, jf. 1. At-punkt, vil derfor ikke indeholde danskuddannelsesopgaven i integrationsprogrammet.  

Myndighedsopgaven (spor 4)

Det fremgik af indstillingen den 10. juni 2022 i forbindelse med beslutningen om varetagelse af kapacitetsbehovet til integrationsprogram, at myndighedsopgaverne forblev i Jobcenter København. Det har betydet, at der er blevet ansat flere medarbejdere i Jobcenter København, der har ansvar for myndighedsopgaverne i programmet. Det omhandler primært lovpligtige samtaler og administration. Jobcenter Københavns varetagelse af myndighedsopgaven foreslås som udgangspunkt også videreført i et udbud.

Forvaltningen ønsker dog i forbindelse med forberedelser af et udbud mere grundigt at undersøge fordele og ulemper ved at udbyde dele af myndighedsopgaverne sammen med de beskæftigelses- og virksomhedsrettede indsatser.

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget vil i en senere indstilling om godkendelse af rammerne for udbuddet få mulighed for at tage konkret stilling til et forslag om dette.

Politisk handlerum

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget kan beslutte, at det supplerende kapacitetsbehov skal ske via udbygning af den interne kapacitet i Jobcenter København. Dette vil være en ændring af Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets beslutning af den 10. juni 2022.

Det er fortsat forvaltningens anbefaling, at der benyttes private leverandører til at håndtere kapacitetsudfordringerne fremfor at udbygge den interne kapacitet yderligere. Det skyldes bl.a. at opbygningen af en intern kapacitet vil kræve ansættelse af større antal medarbejdere i en kontekst, hvor de ukrainske fordrevne i første omgang kun har en midlertidig to-årig opholdstilladelse. Det er således meget usikkert, hvor længe forvaltningen vil have behov for en så stor kapacitet.

Derudover er det ikke muligt at opbygge en yderligere kapacitet indenfor Jobcenter Københavns eksisterende rammer på Gammel Køge Landevej. Det vil derfor være forbundet med væsentlige udgifter at finde og indrette det nødvendige antal nye lokale- og kontorfaciliteter, såvel som det vil tage lang tid før nye lokaler vil kunne tages i brug. Indtil sådan en kapacitet er opbygget vil det være nødvendigt at anvende private leverandører.

Økonomi

Udgiften til udbuddet finansieres indenfor Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets egen ramme.

Udgifterne for Københavns Kommune i forbindelse med ukrainere/flygtninge i integrationsprogram er omkostningsneutrale på indsatsrammen, da refusion fra stat og tilskud fra staten opvejer udgifterne på indsatsrammen.

Det bemærkes, at kommunen har ret, men ikke pligt, til at foretage køb hos leverandører på evt. kommende rammeaftaler. Leverandørerne garanteres således ikke et mindstekøb fra kommunen efter et gennemført udbud. 

Videre proces

Hvis Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkender indstillingen, vil forvaltningen igangsætte forberedelserne af et udbud.

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget vil i foråret 2023 blive forelagt indstilling om gennemførelse af udbuddet, herunder nærmere forslag til indholdet af opgaven, der skal udbydes og tildelingskriterier (vægtningsmodel) for vurdering af kvalitet/pris for indsatserne.

Den forventede overordnede tidsplan for udbuddet vil hermed blive som følger:

  • 1. kvartal 2023: Markedsdialog og forberedelser af udbudsmaterialer
  • Forår 2023: Forelæggelse af indstilling om udbud for Beskæftigelses- og Integrationsudvalget
  • Forår 2023: Offentliggørelse af udbudsmaterialer
  • 2 kvartal 2023: Modtagelse af tilbud
  • 2. kvartal 2023: Tilbudsvurdering og tildeling/afslag
  • 2./3. kvartal 2023: Ny rammeaftaler træder i kraft.

Forvaltningen har mulighed for kortvarigt at forlænge de midlertidigt indgåede aftaler indtil et evt. udbud er gennemført, såfremt den forventede tidsplan skulle forsinkes i mindre omfang.

Henrik Lund / Marianne Becker Andersen

Beslutning

Der blev begæret afstemning om indstillingen.

For stemte: 10 (V, A, C, F, Å, B og O)

Imod: 0

Undlod: 0

Indstillingen blev dermed godkendt.

 

Enhedslisten fremsatte herefter følgende protokolbemærkning:

”Enhedslisten ønsker, at udbuddet sammensættes så det højner socialøkonomiske virksomheders mulighed for at deltage og vinde”

Til top