Mødedato: 12.11.2012, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 57

Resultatstatus pr. november 2012

Se alle bilag

Resultatstatus pr. november 2012 opgør forvaltningens produktion og resultater for perioden januar til juli, og i nogle tilfælde august og september, 2012.

Indstilling og beslutning

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,

1. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget tager resultatstatus pr. november 2012 til efterretning.

Problemstilling

Resultatstatus opdateres med de nyeste tilgængelige tal, ca. en gang om måneden, og fremlægges på førstkommende møde i Beskæftigelses- og Integrationsudvalget.

 

I forhold til sidste resultatstatus der blev forelagt Beskæftigelses- og Integrationsudvalget på mødet den 17. september 2012, er der lavet nogle ændringer i strukturen i statussen. Bl.a. kan nævnes:

  • Ny rækkefølge for figurerne, så der er en mere logisk gruppering af figurer
  • Bruttoledighed, overledighed og ungeledighed er gjort til permanente figurer i statussen, hvor de før indgik kvartalsvist i afsnittet arbejdsmarkedsstatus
  • Samtidigt udgår figurerne beskæftigelse og konjunkturindikatorer, som også tidligere var en del af den kvartalsvise arbejdsmarkedsstatus

Næste resultatstatus forelægges Beskæftigelses- og Integrationsudvalget ved mødet den 10. december 2012.

 

Der kan peges på 3 særlige positive resultater i resultatstatus pr. november.

  • Overledigheden i Københavns Kommune lå i perioden januar-august 2012 på 1,24 pct., hvilket er et fald på ca. 8 pct. i forhold til niveauet for samme periode 2011, jf. figur 6. Forvaltningen har en målsætning om, at overledigheden skal fjernes frem mod 2015.
     
  • Ungeledigheden i Københavns Kommune lå i perioden januar-august 2012 på 6,9 pct., hvilket er den næst-laveste blandt kommuner med samme rammevilkår, jf. figur 7. Aarhus har den laveste ungeledighed, men har i juli og august oplevet en stigende ledighed, mens ungeledigheden i København har været stabil i samme periode.
     
  • Rettidigheden i aktiveringen for dagpengemodtagere lå i september 2012 på 95 pct., hvilket for første gang i 2012 er på niveau med målsætningen i jobcentrenes resultatkontrakter, jf. figur 14. For kontanthjælpsmodtagere lå rettidigheden i samme måned på 98 pct.

Der kan tilsvarende peges på 3 udfordringer.

  • Antallet af personer i fleksjob var i august 2012 ca. 10 pct. under det forventede antal i den seneste regnskabsprognose, svarende til 1.970 personer, jf. figur 18. I samme måned var antallet af ledighedsydelsesmodtagere dog lidt under det forventede antal i regnskabsprognosen.
    Den overordnede målsætning for området er, at personer på ledighedsydelse konverteres til personer i fleksjob. Der ligger således fortsat en udfordring i, at skabe flere fleksjobåbninger og nedbringe antallet af ledighedsydelsesmodtagere. Forvaltningen er i denne forbindelse i gang med implementeringen af en handlingsplan på området.
     
  • Varigheden i afklaringssager er fortsat stigende, og den gennemsnitlige varighed for de 90 pct. hurtigst afklarede sager lå i august måned på 27 uger, jf. figur 19. Dette er 7 uger over forvaltningens målsætning i 2012. Forvaltningen har aktuelt dedikeret ekstra ressourcer til en øget sagsbehandling i resten af 2012. Der er i denne forbindelse en udfordring i, at Socialforvaltningen aktuelt har en forholdsvis lang sagsbehandlingstid ift. afgørelser af sagerne. Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen og Socialforvaltningen samarbejder om en fælles plan for at få afgjort så mange sager som muligt inden årets udgang. Udvalget vil blive orienteret herom på et senere tidspunkt.
     
  • Sygefraværet blandt forvaltningens medarbejdere har i 2012 frem til juli måned ligget over målsætningen, jf. figur 20. I august 2012 lå det samlede sygefravær dog på niveau med målsætningen, på ca. 0,7 sygedage i gennemsnit pr. medarbejder. Det akkumulerede sygefravær for januar til august 2012 udgjorde 6,9 sygedage pr. medarbejder, hvilket er en reduktion på 0,7 sygedage ift. samme periode 2011.

På mødet i Beskæftigelses- og Integrationsudvalget den 17. september 2012 bad udvalget om en status over, hvor mange borgere som forlader sygedagpengesystemet uden et andet forsørgelsesgrundlag.

Af de sygedagpengemodtagere, der faldt for varighedsgrænsen i perioden januar-juni 2012, stod ca. 20 borgere uden beskæftigelse og forsørgelsesgrundlag. Disse borgere kan eksempelvis være forsørget af ægtefæller, anden familie eller leve af egen formue. De fleste sygedagpengemodtagere, når varighedsgrænsen for at modtage sygedagpenge efter 52 uger jf lov om sygedagpenge kapitel 8.

Bilag

1. Resultatstatus pr. november 2012

 

 

         Morten Binder                                 / Thomas Thellersen Børner

Beslutning

Indstillingen blev taget til efterretning. 

Et samlet udvalg havde følgende protokolbemærkning:

Udvalget ser med stor bekymring på den fortsatte stigning i sagsbehandlingstiden i afklaringssager og ser frem til en orientering om arbejdet med at nedbringe tiden.
Til top