Borgerrådgiverens endelige rapport om borgere under økonomisk administration
Indstilling og beslutning
1. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget tager Borgerrådgiverens endelige rapport af 4. oktober 2012 vedrørende borgere under økonomisk administration til efterretning.
Problemstilling
Borgerrådgiveren besluttede ved brev af 14. juli 2010 at iværksætte en generel egen driftsundersøgelse om borgere under økonomisk administration, og bad i den forbindelse Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen om en udtalelse og udlån af et antal sager.
Borgerrådgiverens egen driftsundersøgelse handler om, hvorvidt Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen overholder reglerne i Lov om Aktiv Socialpolitik om frivillig og tvangsmæssig økonomisk administration af kontanthjælp.
Resultatet af Borgerrådgiverens undersøgelse viser følgende:
- Der er dokumenteret samtykke til administration af kontanthjælp i 36 ud af 39 sager, dog mangler der i 3 sager dokumentation af rækkevidden af samtykket, hvilket Borgerrådgiverne finder beklageligt.
- Der mangler i 17 sager dokumentation for at borgeren har modtaget vejledning om procedure for ophør af administrationsaftale, hvilket Borgerrådgiveren finder beklageligt.
- Der mangler dokumentation for samtykke og vejledning om procedure for ophør i 2 sager, hvilket Borgerådgiveren finder henholdsvis kritisabelt og beklageligt.
- Der er 1 sag, hvor Borgerrådgiveren har ønsket yderligere oplysning om sagsbehandlingen i forbindelse med borgerens anmodning om ophør af administrationsaftalen. Borgerrådgiveren har ikke efterfølgende fundet anledning til at kommentere forvaltningens svar i sagen.
Borgerrådgiveren konstaterer således, at der i de konkrete sager er en række fejl, men at der er tale om enkeltstående fejl og ikke generelle eller udbredte fejl. Endvidere konstaterer Borgerådgiveren, at det fremsendte materiale med beskrivelse af sagsgange mv., giver indtryk af, at området for frivillig administration af kontanthjælp er beskrevet og reguleret på en hensigtsmæssig måde. Borgerrådgiveren konkluderer på denne baggrund, at selvom undersøgelsen viser fejl i konkrete sager, administrerer Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen generelt området på betryggende vis.
Løsning
Ydelsesservice København har endvidere på baggrund af Borgerrådgiverens undersøgelse besluttet, at alle sager, hvor der træffes afgørelse om tvangsmæssig administration, noteres særskilt med henblik på at sikre, at sagsbehandlingen sker korrekt, og at sagerne bliver genvurderet en gang årligt.
Økonomi
Videre proces
Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen, Ydelsesservice København noterer særskilt sager, hvor der er tvangsmæssig administration med henblik på at sikre, at sagsbehandlingen sker korrekt.