Mødedato: 11.12.2023, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 57

Styrket a-kassesamarbejde

Se alle bilag

 

Resumé

 

Med vedtagelsen af anden delaftale om nytænkning af beskæftigelsesindsatsen får a-kasserne pr. 1. januar 2024 ansvar for de tre første måneder af kontaktforløbet for dagpengemodtagerne.

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget skal drøfte, hvilke konsekvenser den nye ansvarsdeling mellem a-kasser og jobcenter skal have for indsatsen mod overledighed i tre konkrete a-kasser, som forvaltningen har budgetmidler til.

 

Indstilling

 

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,

  1. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget drøfter, hvilke konsekvenser den nye ansvarsdeling mellem a-kasser og jobcenter pr. 1. januar 2024 skal have for indsatsen mod overledighed
  2.  at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkender, at målgruppen for styrket a-kassesamarbejde fastholdes til at omfatte borgere i hele ledighedsforløbet.

Problemstilling

 

Pr. 1. januar 2024 får a-kasserne ansvar for de tre første måneder af kontaktforløbet for dagpengemodtagerne, og borgerne skal dermed som udgangspunkt kun møde et sted. A-kasserne skal afholde jobsamtaler, bistå med jobsøgningen og hjælpe arbejdsgiverne med rekruttering og jobformidling af egne medlemmer.

Det er fortsat jobcentret, som bevilger tilbud. A-kasserne kan, hvis borgerne er enige, indstille til jobcentret, at borgerne får et aktivt tilbud i jobcentret efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, fx vejledning og opkvalificeringsforløb, virksomhedspraktik, ordinær uddannelse eller ansættelse med løntilskud.

 

Løsning

 

Den nye opgavedeling skal ses i sammenhæng med, at Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen med budgetaftalen 2022 har fået midler (forlængelse pga. udløb) til en indsats mod overledighed i 3F, FOA og Magistrenes a-kasse (MA). Bevillingen gælder i perioden 2022 til og med 2025.

Indsatsen mod overledighed omfatter vejlednings- og opkvalificeringsforløb, som er tilrettelagt i tæt samarbejde mellem jobcentret og de tre a-kasser med fokus på at styrke og udvikle borgernes jobsøgning.

Der optages i gennemsnit ca. 500 borgere årligt på vejlednings- og opkvalificeringsforløb i regi af indsatsen mod overledighed. Forløbene afvikles i a-kasserne af jobcentrets medarbejdere.

Målgruppen er både nyledige og langtidsledige, og omkring halvdelen af deltagerne har mellem 0-13 ugers ledighed. Dvs. er i den del af kontaktforløbet, hvor det fremover er a-kasserne, som har ansvaret.

Det er derfor relevant at drøfte, hvorvidt vejlednings- og opkvalificeringsforløbene skal fortsætte uændret eller søges målrettet til borgere med mere end tre måneders ledighed. Dvs. i den del af kontaktforløbet, hvor det fremover er jobcentret, som har ansvaret.

Forvaltningen indstiller, at udvalget godkender, at målgruppen for styrket a-kassesamarbejde fastholdes til at omfatte borgere i hele ledighedsforløbet.

Fordelene ved den løsning er, at:

  • Forvaltningen har haft budgetmidler til styrket a-kassesamarbejde i en årrække, hvor de nyledige har været i målgruppen for tilbuddet. Der er således opbygget en solid faglig viden om den relevante indsats for nyledige i 3F, FOA og MA
  • Den tidlige indsats kan forebygge langtidsledighed, forkorte ledighedsperioden, og således gavne jobcentret, når de overtager ansvaret for borgerne
  • Jobcentret står foran en række forandringer som følge af både ny lovgivning og omorganisering. Der er derfor et driftshensyn i at bevare status quo i denne del af a-kassesamarbejdet.

Ulemperne ved den løsning er, at: 

  • Tilbuddet er ikke et nulstillende tilbud, og borgeren vil således fortsat skulle have et andet tilbud – fx en virksomhedspraktik, når de overgår til jobcentret og senest efter 26 uger
  • I dag er borgerne forpligtet til deltagelse jf. gældende lovgivning, hvis jobcentret vurderer, at borger skal deltage. Fremadrettet kan a-kasserne indstille borgerne til deltagelse, hvis borgerne er enige. Rekrutteringen er i et vist omfang også nu baseret på borgernes interessetilkendegivelse, men det vil blive et vilkår pr. 1. januar. Antallet af nyledige i forløbene må derfor under alle omstændigheder forventes at blive mindre.

 

Der er afsat 5,6 mio årligt i 2022-2025 til indsatsen mod overledighed.

En reduktion i optaget på holdforløbene vil ikke nødvendigvis betyde en tilsvarende reduktion i fx medarbejderudgiften for jobcentret.

Økonomi

Der er afsat 5,6 mio årligt i 2022-2025 til indsatsen mod overledighed.

En reduktion i optaget på holdforløbene vil ikke nødvendigvis betyde en tilsvarende reduktion i fx medarbejderudgiften for jobcentret.

 

Politisk handlerum

 

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget kan som alternativ til forvaltningens indstilling vælge, at målgruppen for styrket a-kassesamarbejde ændres til at omfatte borgere med mere end tre måneders ledighed.

Fordelene ved den løsning er, at:

  • Der opnås et renere snit mellem a-kasserne og Jobcentret og dagpengemodtageren møder som udgangspunkt kun a-kassens medarbejdere . A-kasserne kan selv bistå med jobsøgningen i den periode, hvor de har ansvar. Bevillingen kan prioriteres til borgere med mere end tre måneders ledighed, som er jobcentrets ansvar.

Ulemperne ved den løsning er, at:

  • Tilbud skal stadig gives efter et samlet individuelt skøn. Det vil ikke være lovmedholdeligt at afvise en borger med fx to måneders ledighed alene med henvisning til ledighedslængde, hvis a-kassen i enighed med borger måtte indstille til deltagelse
  • Borgere med mere end tre måneders ledighed skal senest efter 26 uger have et ret og pligt tilbud, så jobcentrene kan overholde rettidigheden. De nuværende forløb i a-kassesamarbejdet tæller ikke som et ret og pligt tilbud, og der vil derfor skulle gives et andet tilbud, typisk en virksomhedspraktik, inden for en kort tidsperiode. Det kan blive meget svært for jobcentret at nå
  • Borgerne finder ofte selv en virksomhedspraktik. Det er positivt, da det styrker medindflydelsen på eget ledighedsforløb, men med denne løsning vil borgerne ligesom jobcentret få meget svært ved at finde en virksomhedspraktik rettidigt. Det svækker borgerinddragelsen.

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget bør også være opmærksomme på, at det kan blive vanskeligt at rekruttere i tilstrækkeligt antal, hvis der alene rekrutteres blandt borgere med mere end tre måneders ledighed. Det er sandsynligt, at det vil kræve en udvidelse af deltagende a-kasser.

Det samme gør sig gældende, hvis de tre nuværende a-kasser ikke ønsker at tilpasse samarbejdsaftalerne til kun at omfatte borgere med mere end tre måneders ledighed. Forvaltningens vurderer, at budgetbevillingen rummer mulighed for at udvide til flere a-kasser. 

 

Videre proces

 

Betinget af Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets beslutning.

Henrik Lund / Marianne Becker Andersen

 

 

Beslutning

Indstillingens første at-punkt blev drøftet, og indstillingens andet at-punkt blev godkendt.

Til top